Mit liv gennem 60 år

Mine erindringer så vit jeg husker

Forside:

 

Så vidt jeg husker

Fra molbo i 50’erne til bornholmer i 60’erne

 

 

 

 

Titelblad, evt.:

 

Så vidt jeg husker

Fra molbo i 50’erne til bornholmer i 60’erne

 

 

 

 

Side X, oversigt over kapitler:

 

X kapitler fra en forunderlig livstur

 

(Kapiteloverskrifterne sættes ind + sidetal)

 

Nu skal vi se, om vi kan få liv i ham side X

Barndomslandet side X

Fra Mols’ hovedstad til Indre Missions højborg side X

Et mørkt kapitel i en lys tid side X

Læreår side X

Mellemspil side X

Farvel til det sikre, goddag til det usikre side X

Akademiår side X

Fattigfirserne var et begivenhedsrigt årti side X

Sådan var det i halvfemserne side X

Nullerne side X

 

 

Register side X

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forord:

 

Billeder siger mere end mange ord

 

Da min søster Ajja og jeg i 2008 havde delt boet efter vores far, Knud Gerner Larsen, sad jeg blandt andet tilbage med en samling fotografier af min mors familie. Dem har jeg aldrig kendt, tænkte jeg; de har været en del af mine forældres liv, en historie, som min far aldrig rigtigt har talt og fortalt om. Jo mere jeg kiggede på billederne, des mere indså jeg, at jeg på mange måder har været kaptajn på min egen livsbåd, lige siden min mor døde i 1966.

 

Den erkendelse blev startskuddet til denne fortælling, som – i ord og billeder – beskriver, hvad jeg har oplevet og sanset på mit livs sejltur gennem fortidens til tider rolige og smulte vande, andre gange stormfulde hav.

 

At jeg er nået til et stadie i livet, hvor det føles på sin plads at gøre status, er jeg langtfra alene om. Det er faktisk temmeligt almindeligt i det 21. århundrede, at mennesker forsøger at se tilbage og sætte ord på deres liv, når de har gennemlevet omkring 2/3 af tilværelsen. Det erfarede jeg i en radioudsendelse, hvor en psykolog omtalte fænomenet som ”en selvbiografisk erkendelse”.  Ifølge psykologen er det en måde at forstå sin berigelse her på jorden på.

 

Hvis min historie kan berige mine kære og nære, som den har beriget mig, vil jeg være himmelhenrykt. Men også taknemmelig over at have levet og oplevet mere end 60 år, der har budt på eventyrligt mange glæder.

 

På papiret har jeg intet til gode. Men jeg vil selvfølgelig gerne besjæles med mange gode år endnu. Om det sker, vil kun tiden vise. Imens må du, der læser dette, stige ombord på min livsbåd, der kaldes Luffe og er døbt Herluf Skjerning Larsen.

 

 

Rønne, sommeren 2013

 

 

 

1. kapitel:

 

Nu skal vi se, om vi kan få liv i ham

 

En tidlig vintermorgen - den 15. januar 1951 kl. 05.15 - kom jeg til verden på Ebeltoft Sygehus. 6 dage forinden var FN’s hovedkvarter i New York blevet indviet.

 

Min far har senere fortalt, at kort efter jeg så dagens lys, ringede en sygeplejerske for at fortælle ham, at jeg var ankommet. I præcis det øjeblik, han tager telefonen, siger hun ”Nu skal vi se, om vi kan få liv i ham..!”.

 

Far troede selvfølgelig, at det var mig, hun refererede til, så han blev naturligvis chokeret. Men før han kunne sige et ord, fik sygeplejersken forklaret, at hendes bemærkning var henvendt til kollegerne på sygehuset. Hun havde ikke forventet, at min far var så hurtig i vendingen; sygeplejersken regnede fuldt og fast med, at han lå og sov på denne tid af morgenen, og at telefonen derfor skulle ringe adskillige gange, før han blev vækket og i stand til at løfte røret.

 

 

Ikke den første

 

Jeg var ikke mine forældres første barn. Jeg har en søster, som er 8 år ældre end mig. Hun hedder Ajja og er født i krigstid, mens jeg er født i fredstid.

 

En aldersforskel på 8 år betyder så godt som ingenting, når man er voksen. Men som børn er der en verden til forskel. Derfor voksede Ajja og jeg i princippet op som enebørn. Under samme tag og med samme kærlige forældre. Hun gik i skole, kunne tale og skrive, jeg lå i barnevogn, pludrede og blev opvartet – og blev kaldt Basse.

 

Ajja var på mange måder min diamentrale modsætning under vores opvækst. Hun var omsorgsfuld og snusfornuftig og blev tidligt voksen; det sidste tog mig rigtigt mange år, selvom jeg gjorde mig umage. Om det er lykkedes 100 %, vil jeg lade andre om at vurdere.

 

 

Mine forældre

 

Min mor blev født i Frederikshavn den 4juni 1916 Som eneste barn af  Agnes Åse Andrea Skjerning Frederiksen og Herluf  Skjerning. Hun blev døbt Åse Maren Andrea Skjerning Frederiksen, og blev uddannet journalist. Mor døde i 1966.

 

Min far, Knud Gerner Larsen, så dagens lys i Rudkøbing på Langeland. Han blev født 13. november 1916 og var søn af Kirstine Karoline Larsen (født Hansen) og Herman Marinus Larsen samt bror til Else og Kirsten, som hans søstre hed. Min far blev jurist, dommerfuldmægtig, borgmester og dommer i den nævnte rækkefølge. Han rundede karrieren af med et såkaldt 1. grads embede. Sandt at sige aner jeg ikke, hvad embedsbetegnelsen dækker over, men jeg er jo heller ikke jurist eller embedsmand. Far døde i 2008.

 

 

De næstnærmeste

 

Min mormor og morfar har jeg ikke den fjerneste erindring om; morfar døde i 1940, og mormor stillede træskoene, som man siger, før jeg kunne gå. Hun hed Agnes Åse Andrea og figurerer på et fotografi fra den eneste gang, jeg har været iført kjole. Det er et såkaldt dåbsbillede fra den dag,  jeg fik mit navn og dåbsattest. Navnet har jeg arvet fra min morfar, som altså hed Herluf Skjerning.

 

Herluf Skjerning var ordsmed (journalist) og redaktør af danske smedes hovedorgan, Dansk Smede-Tidende, i Frederikshavn, og hele byen flagede på halv, da han blev begravet. Efter nekrologerne at dømme var han en kendt og højt skattet personlighed. Ikke bare blandt det pæne, velfriserede borgerskab, men også blandt byens barske smede, benhårde børster, fiskere, bønder og alle øvrige frederikshavnere og vendelboere. I det hele taget havde Herluf Skjerning mange jern i ilden, fx var han en efterspurgt foredragsholder og oplæser samt bestyrer for Arbejdsanvisningen i Frederikshavn. Hjemme var han også ferm på violin.

 

Jeg ved med sikkerhed, at min mormor – som flertallet af datidens kvinder – var hjemmegående og stod for hus og hjem. Hun kom fra Struer. Ligeledes ved jeg, at morfar – udover sit journalistiske og redaktionelle virke - var med til at grundlægge Ringe Uddannelsesskole på Fyn. Han stammede fra Fyn, hvor hans far (min oldefar) var friskolelærer. Min morfar forsøgte sig også i den boldgade, men kørte vistnok sur i forældrenes (elevernes) forkærlighed for og krav om ørefigner, lussinger, prygl og lignende former for korporlig afstraffelse. Den slags stod han ikke model til. I stedet kastede han sig over journalistikken. Det erhverv kan som bekendt føre til lidt af hvert. Eksempelvis førte journalistikken ham til Agnes Frederiksen, som min mormor hed, før hun blev til fru Skjerning.

 

Morfar, som jeg har navn efter, havde to brødre. Evald og Valdemar hed de. Evald aner jeg intet om, til gengæld har jeg engang trykket Valdemar i hånden. Han var skuespiller og temmeligt kendt for sine roller på teatre og film. Blandt andet medvirkede han i Carl Th. Dreyers ”Vredens Dag” fra 1943, som blev Oscar-nomineret samt i ”Ordet” fra1955. ”Ordet” fik Bodilprisen det år. Desuden begik han selvmord i ”Flintesønnerne” og spillede bedragerisk advokat i ”Det store løb”, begge film er Morten Korch-klassikere.

 

Valdemar Skjerning (1887-1970) blev uddannet på Den dramatiske Læreanstalt og var efterfølgende knyttet til Odense Teater og Aarhus Teater i forskellige perioder samt Folketeatret og Det ny Teater i København, hvor han spillede til han døde i 1970. Det var på Det ny Teater, jeg hilste på ham. Far, mor og jeg var inde og se en komedie med titlen ”Viktor”, hvor Valdemar havde rollen som huslæge. Men det mest mindeværdige ved den forestilling var Bent Mejding, som spillede end dreng på 9 år i en alder af omkring 27-28 år! Det er den højeste 9-årige, jeg nogensinde har set. Det var vildt komisk.  

 

Efter forestillingen gik mor, far og jeg om bag scenen og hilste på Valdemar. For en dreng fra provinsen var det selvfølgelig en uforglemmelig oplevelse.

 

Med til historien hører, at Valdemar Skjerning havde ry for at kunne spille hvad som helst, men gerne valgte de usympatiske roller. Såvel på scenen som på lærredet. Derfor er det også lidt underfundigt, at han sluttede af på Det ny Teater med at spille den rare bamsefar i ”Dyrene i Hakkebakkeskoven”.

 

Modsat mormor og morfar fik jeg et meget nært forhold til min farmor og farfar, Kirstine Karoline (1890-1970) og Herman Marinus Larsen (1890-1960). Alle barndommens ferier blev tilbragt hos dem på Langeland – og farmors frikadeller var uforglemmelige. Mange år senere så jeg et vinduesskilt hos en slagter i København med ordlyden ”Fars er bedst, når mor har rørt den” – havde der stået farmor i stedet for mor, havde det været en hyldest til min farmor.

 

 

De allernærmeste

 

Reproduktion har aldrig været min stærke side, så biologiske børn har jeg ingen af. Til gengæld har jeg været stedfar – eller papfar -  for Bibi Tungelund (f. 1976) i herligt mange år. Hende opfatter jeg som min datter.

 

Derudover er der min søster Ajja (f. 1943), hendes mand Sven Erik Westergaard       (f. 1943) og deres børn Dorthe og Lars; de er født i henholdsvis (f.1962) og (f.1964) og har været min niece og nevø lige siden. De hedder begge Skjerning til mellemnavn.

 

Sidst, men ikke mindst er der min kone, Kirsten Schiølardt  (f.1943), som jeg blev gift med i 2009. Hun har fire børn, som ikke er børn længere. De hedder Marianne          (f. 1962), Dorthe (f. 1967), Gitte (f. 1974) og Niels Åge (f. 1964). Alle hedder Frost til efternavn.

 

 

 

 

2. kapitel:

 

Barndomslandet

 

Lad det være sagt med det samme: Jeg har været beriget og besjælet med en dejlig barndom. Vokset op med dejlige forældre og en søster i herlige omgivelser og fuldstændig fri for snobberi, selvom mine forældre på sæt og vis var højt på strå i Ebeltoft (far var dommerfuldmægtig og socialdemokratisk byrådsmedlem i 12 år samt byens borgmester fra 1958 til 1962).

 

Modsat mange andre børn groede jeg op uden tvungne krav om ditten og datten og nogen over nakken, hvis jeg gik galt i byen. Mit barndomshjem var gennemsyret af tolerance og åbent for alle og enhver. Dybest set skulle jeg bare koncentrere mig om at være barn og nyde barndommen, så længe den varede. Hvis nogen synes, den har varet lige lovlig længe, har de helt sikkert ret. Men det er nu engang min natur. I mine øjne bør alle give sig lov til at være lidt barnlige og lege lidt mere. Fra vugge til grav. Det gør livet langt sjovere.

 

 

Herfra min verden går

 

Strandvejen 19, 1. sal i Ebeltoft var rammen om min opvækst i Mols’ hovedstad. Det er forøvrigt den eneste østjyske havneby med vestvendt havn. Fra lejligheden havde vi udsigt over Ebeltoft Vig. Når vi nød sommeraftenerne på altanen, kunne vi høre fiskernes dæmpede stemmer, mens de blussede ål samt svuppet, der lød, når deres ålejern brød vandoverfladen. Den lyd svupper stadig i øregangene.

 

 

Sandfærdige molbohistorier

 

Alle mennesker har lysende klare barndomsminder, der står dugfriske i erindringen. Og som født molbo kan jeg også bidrage med en række erindringsbilleder. Men modsat de traditionelle molbohistorier er mine historier sandfærdige.

 

 

Lille Dorthe, Ejnar og mig

 

Mellem den 23. oktober og 4. november 1956 gjorde ungarerne opstand mod de sovjetiske besættelsesstyrker i landet. Opstanden blev brutalt nedkæmpet og kostede mange tusinde menneskeliv, og næsten 250.000 ungarere flygtede fra landet. Nogle kom til Danmark, hvor de blev modtaget helt anderledes venligt end flygtninge i dag.

 

I marts 1957 samlede man ind til Ungarn. Blandt andet arrangerede Danmarks Radio 3 gigantiske indsamlingsshows, som blev transmiteret i TV. Sideløbende bidrog byer over hele landet med forskellige former for indsamlinger. I Ebeltoft solgte jeg fx små hunde og grønlænderdukker, som min mor havde lavet af ståltråd og strikkegarn; de gik som varmt brød – og hver en krone gik til ungarerne. De indsamlede penge blev overrakt ved et særligt arrangement på Hotel Vigen, hvor Lille Dorthe fra Århus var ét af trækplastrene. Dengang delte vi efternavnet Larsen. Lille Dorthe (hun var 9 år) sang blandt andet ‘Ejnar’, som blev årets landeplage i 1957 – ikke med Dorthe, men med Gitte Hænning, hvis far havde skrevet og komponeret ‘Ejnar’. Da Dorthe skulle synge sangen, havde hun brug for en dreng, der kunne holde hende i hånden og samtidig synge med på omkvædet, som alle kender i dag, nemlig ”Ejnar, du er min allerbedste ven”. Det kunne jeg, så jeg blev hendes foretrukne partner i det nummer. Det var min første sceneoptræden, og jeg var stolt som en pave og blev barnligt forelsket på stedet. Bagefter ledte jeg efter hende med lys og lygte, men måtte sande at stjernerne flyver hurtigt på himlen. Hverken før eller siden har jeg set noget til Lille Dorthe, der hedder Kollo i dag.

 

 

Legekammerater

 

Selvom Ebeltoft kun havde omkring 2.000 indbyggere i min barndom, var der stort set altid nogen at lege med. Dengang var vuggestuer og børnehaver langtfra hverdagskost – og slet ikke på Mols. De fleste mødre var hjemmegående med masser af huslige pligter og ambitioner om probre hjem og livsførelser, man ikke kunne sætte en finger på. De fleste familier havde kun mandens indkomst at gøre godt med. Til gengæld var det kvinderne, der fik det hele til at hænge sammen. De klarede børneopdragelsen, købte ind, lavede mad, vaskede og strøg, støvede af og gjorde hovedrent og fik masser af sved på panden. Og de sørgede for, at divanen var ryddet og klar til farmand, så han lige kunne nå en morfar, før aftensmaden var på bordet.

 

For det meste blev vi børn sendt ud for at lege hver eneste dag, og vi fandt sammen på kryds og tværs af alder og køn. På den led var Ebeltoft et Paradis. Trafikken var minimal, så vi brugte hele byen som legeplads. Fra morgen til sen aften. I Ebeltoft var det ikke ualmindeligt, at ungerne var på gaden til langt ud på aftenen. Vi legede dåseskjul i Overgade, sang med på Vægtersangen, som var indledningen til deres aftenrunde i byen, hang i deres kølvand over de toppede brosten fra start til slut og lavede helt sikkert en masse unoder og numre undervejs.

 

Mine legekammerater hed Brita, Vinni, Helle, Käte, Susanne, Jette, Allan, Per og Finn. Selvfølgelig var der andre end dem, men navnene husker jeg ikke.

 

Brita var naboens datter, hun var stærk og gik ikke af vejen for at banke mig en gang imellem (det satte min farmor stor pris på). Vinni, som var utroligt køn og kvik, gik jeg i klasse med – hun var også min dansepartner i danseskolen. Men til afdansningsballet måtte jeg tigge og bede hende om at danse med mig, så jeg lærte tidligt at kæmpe for det andet køn. Jette var min overbo, hendes far var kontorist hos min far, han hed Georg Engelstedt og var en meget venlig mand. Jettes storebror hed Jens Jørgen, han var adopteret og gik i klasse med min søster. Allan var 3 år ældre end jeg, men han var god til at tage hånd om grønskollinger som mig og mine jævnaldrende, han ejede en hånddrevet smalfilmfremviser og viste os gerne Anders And-film i sort/hvid og uden lyd. Men det blev Anders And & Co. ikke dårligere af. Tegningerne af den koleriske and var en øjenåbner af rang. Per med efternavnet Brauer var søn af en fisker, som bl.a. solgte sine fangster på torvet. Han havde en hestetrukken fiskevogn, hesten hed Mulle, og når Brauer meldte udsolgt, fandt hesten selv hjem til sin stald i Overgade. Mulle behøvede hverken kusk eller vejviser, den kendte byen ud og ind – og hele byen kendte Mulle.

 

Hvis der ikke var nogen legekammerater i farvandet, lod jeg fantasien blomstre og opfandt nogle. Fx guldfisken Dub-di og pigen Alma; dem sad jeg så og bryggede historier om, imens min far sad og reciterede latinske vers, som jeg hverken før eller siden har forstået et ord af. Mine eventyrfantasier om Dub-di og Alma sluttede juleaften, hvor far overrakte mig en pakke fra Alma. Da indså jeg, at det var på tide at slå op med denne fantasi, så jeg lod Alma fryse inde på indlandsisen. Men jeg har aldrig glemt hende.

 

Selvfølgelig var alting ikke fryd og fordragelighed hver eneste dag. Fx berørte det mig dybt, når min far talte med store bogstaver. Det gjorde han af og til, når regningen fra Købmand Lorentzen landede på hans bord. Min forrygende og storrygende mor havde nemlig for vane at få ’skrevet’ (datidens begreb for at købe på kredit) sine cigaretindkøb, og når hendes Cecil udgjorde den største post på købmandsregningen, blev far højlydt mopset. Og jeg blev rigtigt ked af det. Tilsvarende havde jeg det heller ikke rart i de perioder, hvor min ellers så rare far isolerede sig og svarede med enstavelsesord eller ingenting; det var som om, der hang istapper under loftet.

 

 

Balladen om rouladen

 

Når jeg ser en roulade, kommer jeg gerne til at tænke på min søsters første af slagsen. Da Ajja var 13 år, bagte hun en roulade i skolekøkkenet; den fik hun lov til at tage med hjem, så familien kunne få syn for og smage på hendes bageevner. Og hun glædede sig naturligvis til at servere rouladen til aftenkaffen. Alt det vidste jeg ikke noget om, og skæbnen ville, at Brita og jeg kom ud i køkkenet og fik øje på det fint indpakkede bagværk. Nysgerrig som altid pakkede jeg papiret af for at se, hvad der gemte sig. Hvilken fristelse. Vi var nødt til at smage, først nappede vi hver en lille bid – den smagte af mere – og før vi fik set os om, var der kun 2 cm tilbage af den lange roulade. Den lod vi tilbage i barnlig forvisning om, at ikke en sjæl ville opdage, at vi havde prøvesmagt Ajjas mesterværk.

 

Jeg husker ikke mine forældres reaktion, men Ajja blev selvfølgelig både enormt ked af det og edderspændt rasende på sin lillebror, som hun betragtede som verdens mest forkælede af slagsen. Senere lagde hun ikke fingrene imellem, når hun ville have mig til at gøre ting og sager for sig. Hun behøvede bare at true mig med at ringe efter en brandbil og et par klovne; begge dele var jeg vildt bange for. Gjorde hun det, gjorde jeg lige, hvad hun bad om.

 

3 år efter kagekatastrofen blev Sven Erik Westergaard en del af familien. Han var min søsters kæreste (og min svoger i dag). Jeg er ret sikker på, at jeg havde en præventiv virkning på deres forelskelse. Hver gang Sven Erik, der var i lære som kommis, besøgte os, satte jeg mig imellem de 2 turtelduer. Men jeg må have haft et uforvarende øjeblik eller sovet i timen, for da Ajja var 18 år og kontorelev, var hun pludselig gravid og ventede Dorthe. Hvordan det kunne gå til, spekulerede jeg en hel del over. Jeg stod forøvrigt ved siden at mor, da Ajja afslørede tingenes sande tilstand, så jeg hørte om graviditeten på tætteste hold. Mine forældre modtog oplysningen med storsind – ingen ballade, ingen tårer, ingen fordømmelse, blot et godt råd om at gifte sig. Sven Erik og Ajja fulgte anvisningen, og de har holdt sammen lige siden. Så vidt jeg ved uden ægteskabelig ballade, men vistnok med roulade, når alle skulle være glade.

 

Sandsynligvis havde jeg en friere hænder som barn, end de fleste andre børn havde på den tid. Vel nok fordi mine forældre prioriterede tilværelsen anderledes. Men sikkert også fordi alting åndede fred og idyl i Ebeltoft. Den eneste reelle fare var havet og havnen. Det vidste byens unger alt om. Derfor fik far og mor bange anelser en nat, da de opdagede, at den 10-årige Herluf var forsvundet fra bopælen. Jeg havde blot fulgt mine drømme og var stået op ved midnatstid for at fiske ude ved havneindløbet – helt uden tanke på, at mine forældre kunne blive urolige. Bedst som jeg stod helt ude på kanten og var dybt koncentreret om at fange ”københavnere” (det kaldte vi ulken), kunne jeg pludselig høre Sven Eriks rolige stemme og mærke et greb om min arm. Han lod mig fange en sidste ”københavner”, og i fællesskab pakkede vi fangsten og fiskegrejet sammen og kørte hjem – jeg sad bag på Sven Eriks NSU-knallert – til mine ret urolige og oprørte forældre. Dér ventede en enorm skideballe til mig og velfortjent ros til Svend Erik.

 

 

Skoledreng og ulveunge

 

Min ubekymrede barndom sluttede i august 1958, hvor jeg begyndte i 1. klasse. Pludselig var dagene skemalagte, og man fik pligter i form af lektier. Om det var en dans på roser eller gloser, kan jeg ikke huske. Til gengæld kan jeg huske, at vi havde frokostfri mellem kl. 12 og 13, hvorefter jeg spurtede hjem (vi boede ikke ret langt fra skolen) og vendte tilbage til skolebænken, når det var tid igen. Mine bedste timer var formningstimerne; de øvrige fag var bare noget, der helst skulle overstås i en fart. Men selvfølgelig husker jeg, at jeg havde svært ved at læse op. Det skyldes en medfødt øjefejl, som indebærer, at jeg kun kan fokusere med venstre øje. Derfor kan jeg ikke bare lige overskue en bogside. Prøv selv at lukke det ene øje, mens du læser denne tekst. Så véd du, hvad jeg taler om.

 

Jeg oplevede lærerne som venlige og erindrer ikke, at nogen i klassen blev korporligt afstraffet, når vi lavede numre. På den anden side er jeg ret sikker på, at hænderne sad løse på nogle af lærerne. Men jeg mærkede det ikke på egen krop. Uden tvivl fordi min far var borgmester og kendt for at være indædt modstander af vold mod børn. Hørte han om den slags, tog han affære med det samme.

 

Den eneste vold, jeg blev udsat for, var som ulveunge i spejdertruppen. Tom – min gode legekammerat, hvis far havde Busses Radio – var blevet patruljeleder, og i den egenskab tvang han mig til at gøre ting og sager, som jeg slet ikke havde lyst til. Det hele kulminerede med, at han en aften beordrede mig ned på gulvet og bad mig lave 10 armbøjninger. Det gjorde jeg, mens Tom piskede mig over ryggen med en ledning (sikkert fra Busses Radio). Herefter var jeg færdig med at være ulveunge og blev aldrig nogensinde én af spejderbevægelsens friske drenge med uniform, korte bukser, blåfrosne knæ og duelighedstegn. Det var afskyeligt.

 

 

For synets skyld

 

Som mange andre børn før og efter mig havde jeg svært ved at se, hvad læsebogen gik ud på, og hvad den gerne ville fortælle mig. Der gik en rum tid, før jeg fandt ud af, hvad der var op og ned på bogstaverne, hvordan man kunne sætte dem sammen til ord og danne sætninger. Det var ikke noget, der bekymrede mine forældre - de var overbeviste om, at jeg nok skulle lære at læse. For mit snakketøj var der intet galt med. Men da jeg en dag kom hjem fra skole og fortalte, at jeg ikke kunne se tavlen i klasseværelset, mente de, at det var på høje tid at få tjekket mine synsevner hos en øjenlæge. Hvis øjenlægen anbefalede operation, var både far og mor indstillet på, at mit øje skulle under kniven.

 

Selv indså jeg ikke alvoren, så jeg gik uden at kny med mor til øjenlægen. Da vi kom ind i konsultationen, blev jeg ret fascineret af synstavlerne med bogstaver og symboler i forskellige størrelser. Dem stirrede jeg på, mens mor - endnu engang - fortalte  øjenlægen, at jeg tilsyneladende havde store problemer med at se tavlen i klasseværelset. De talte længe, og ud af øjenkrogen kunne jeg se, at øjenlægen noterede flittigt på sin blok. Først efter nogen tid kiggede han på mig og spurgte om jeg kunne fortælle ham, på hvilken måde jeg havde svært ved at se tavlen? Mit svar faldt prompte: “Fordi Karl Åge rejste sig op!”

 

Så blev der fuldstændig stille hos øjenlægen. Hverken han eller min mor sagde et ord. Men jeg husker tydeligt, at min mors ansigtskulør lynhurtigt skiftede fra neutral til rød. Og så var den konsultation forbi. Siden blev historien serveret flittigt for familie, Gud og hvermand. I flere år forstod jeg ikke, at de voksne kunne grine højt og længe og få tårer i øjnene over mit første øjenlægebesøg. I dag er jeg helt sikker på, at øjenlægen også har fortalt historien til højre og venstre og langt uden for Mols Bjerge.

 

 

Sommersignal og sommerfester

 

Som barn i Ebeltoft behøvede man hverken vejrudsigter, varmegrader eller voksensnak for at vide, at sommeren kom til byen. Når vi kunne høre bundgarnspælene blive hamret ned i sandbunden, vidste vi, at det var forspillet til badebroen, og når den var banket på plads, var det sommer. Så enkelt kan man tidsfæste sommerens kommen. Når man er barn og bruger sine ører.

 

Sommerens højdepunkt var den årlige sommerfest. Den startede altid med et optog af udklædte mennesker, som skulle forestille nogen eller noget fra forskellige eventyr – ofte H.C. Andersens - eller velkendte figurer fra de lokale molbohistorier. Optoget gik gennem byen og endte på festpladsen, som lå hævet over Ebeltoft. Festpladsen var omdannet til et eldorado for alle børn og barnlige sjæle; der var gynger og karruseller, skydetelt og spilleautomater, radiobiler og ringridning og alt muligt andet gøgl, som vi kun oplevede én gang om året. Vi så endda voksne mennesker gå rundt og kysse hinanden, hvilket var grinagtigt i vores øjne, selvom det var enormt pirrende.

 

 

Far og Fregatten

 

Fregatten Jylland er helt klart Ebeltofts turistattraktion nummer 1. Verdens længste bevarede træskib kom til byen i 1960 (jeg var øjenvidne) – efter mange års tovtrækkeri, 100 år på bagen og med en omskiftelig tilværelse i bagagen. Én af bagmændene var min far, der sammen med stadsingeniør H.C. Hansen og politikommissær S.A. Jensen og en masse tovtrækkerier formåede at få nationalklenodiet til byen, hvor det har ligget og fungeret som en turistmagnet lige siden. Og det var netop det, der var meningen med det hele. Hip, hip, hurra for de 3 herrer.

 

Vil man se levende billeder af min far, henvises til Danskernes egen historie. Det er en DVD-serie om livet i Danmark baseret på private og officielle filmoptagelser rundt omkring i landet. På én af DVD-erne ses borgmesteren i hestevogn på vej til byfest og som åbningstaler ved af én af de store, internationale spejderlejre, som har været henlagt til Ebeltoft.

 

 

Hold da helt Langelandsferie

 

Alle barndommens ferier blev holdt i Rudkøbing på Langeland, hvor farfar og farmor havde til huse i en stor, hvid villa, som farfar selv havde tegnet og mormor holdte hus med, selvom hun har udearbejdende; hun var ansat på Ligningskontoret. Det var før Langeland blev landfast med Fyn via bro fra Rudkøbing til Siø og dæmning fra Siø til Tåsinge plus en højbro herfra til Svendborg. Da jeg var barn gik turen med tog fra Ebeltoft til Svendborg og videre med færge til Rudkøbing. Rejseholdet bestod af min mor, min søster og jeg. Far foretrak at køre turen på sin Mobilette, som var datidens bedste bud på en knallert (i dag er det navnet på en toiletstol). Det kan ikke have været på grund af pengene, han sparede togbilletten. Jeg tror, at han stressede af og nød de skiftende landskaber undervejs, sansede vejret og vinden, lod tankerne flyve og fare, vendte og drejede de forskellige problemstillinger han arbejdede med og fik renset godt og grundigt ud i hovedet. Set i bakspejlet er jeg også ret sikker på, at han gjorde holdt i en række småbyer undervejs. For først i 1970’erne medvirkede han i en række udsendelser om dialekter i Danmarks Radio. Han kunne – efter at have hørt et par sætninger udtalt af lokale fra forskellige egne af Danmark – nøje præcisere, hvor de kom fra. I mine ører var det meste sort snak, men far havde sprogøre ud over det almindelige og det juridiske.

 

Ankomstdagens faste menupunkt var altid farmors frikadeller; dem glædede jeg mig til hele vejen fra Ebeltoft til Rudkøbing. Når vi havde spist, stoppede farfar sin gulvlange pibe og nød det hele i lange drag, før de voksne begyndte at diskutere og lufte deres holdninger om alt mellem himmel og hav. Farfar var borgmester i Rudkøbing, og far havde arvet hans politiske gen; begge var socialdemokrater og mor var radikal, så af og til nåede uenighederne uanede højder. Senere kom spillekortene på bordet, og så gik bølgerne endnu højere, fordi min farfar ofte kludrede i bridgemeldingerne, så han og min mor sad tilbage som tabere. Jeg fulgte gerne spillene fra sidelinien og faldt i søvn ved siden af spillebordet.

 

Af og til blev jeg godt og grundigt træt af de voksnes uenigheder og talen med store bogstaver. Mange år senere har jeg hørt, at jeg på et tidspunkt skulle have sagt ”Om jeg så skal svømme væk fra Langeland, så gør jeg det.”

 

Feriedagene gik med at ture rundt i Rudkøbing og omegn. Når vi ikke gik, cyklede vi eller tog Grisen (skinnebussen) fra Rudkøbing til Spodsbjerg - og hjem igen. Da jeg ikke kunne cykle, sad jeg gerne på stangen af fars cykel, hvorfra jeg kunne se og kommentere alt, hvad vi mødte på vejen. Ét af mine yndlingsmål var Ørstedsparken (opkaldt efter et par af byens stolte sønner, brødrene Hans Christian og  Anders Sandøe) i Rudkøbing, hvor søen myldrede med guldfisk, som jeg fik lov til at fodre. Hegnet omkring søen var enormt højt – i mine øjne. Mange år senere genså jeg det hele, hegnet var stadig det samme, men det nåede mig nu til midt på låret.

 

Jeg havde forøvrigt en god legekammerat på Langeland. Tom hed han. Han lagde om nogen kimen til den klaustrofobi, som har fulgt – eller forfulgt - mig lige siden. En dag opdagede vi en høkasse nede i kælderen under den ejendom, Tom og hans familie boede i. Tom og jeg åbnede låsen, løftede låget og kravlede ned i høkassen, som lige kunne rumme os begge. Vi sænkede låget over os, og så smækkede låsen – vi havde låst os selv inde i høkassen. Tom grinede, jeg blev panisk og hylede i vilden sky. Det var frygteligt. På et tidspunkt var der heldigvis en voksen, som havde et ærinde i kælderen. Han hørte mig hyle, fandt frem til høkassen, låste den op og fik os ud i det fri. Siden har jeg lidt af klaustrofobi (frygt for indelukkede områder).

 

 

Fra dommerfuldmægtig til byretsdommer og farvel til Ebeltoft

 

I 1961 beslutter far sig for at tage dommereksamen. Han er 45 år, dommerfuldmægtig og borgmester og stadig ambitiøs på sit fags vegne og muligheder. Han vil gerne være dommer – og følger datidens procedurer for den slags. Derfor arbejder han et halvt år ved Landsretten i Viborg, lader sine færdigheder bedømme af juridiske eksperter og består med 1. karakter. Alle er naturligvis glade på hans vegne. Men far og mor véd også, at det betyder farvel til Ebeltoft og borgmesterpost og goddag til et dommerembede i Haslev. Og jeg var klar over, at min dejlige og trygge barndom var et overstået kapitel.

 

 

 

3. kapitel:

 

Fra Mols’ hovedstad til Indre Missions højborg

 

Midt i sorgen over at skulle vinke farvel til Ebeltoft på Mols, var det også lidt pirrende at skulle flytte til Haslev og en helt ny verden på Sjælland. Inderst inde var jeg ret spændt på, hvad der ventede, og jeg var hverken tynget af bange anelser eller fordomme. Omvendt havde jeg heller ingen geografisk anelse om, hvor Haslev befandt sig på Danmarkskortet. Så vidt jeg husker, figurerede byen hverken i mit Skoleatlas eller datidens Geografibog for 4. klasse. Men selvfølgelig havde mine forældre gjort sig umage med at så og plante glæde og forventninger i mit sind.

 

 

Det vidste jeg ikke

 

I 1962 er Haslev en beskeden stationsby med omkring 4.-5.000 indbyggere. Byen omtales gerne som Indre Missions højborg, og der er både missionshus og missionshotel plus kirke og adskillige bibelkredse, jernbanestation og politistation samt en masse skoler af forskellig art og karakter – fra folkeskole og gymnasium til seminarium og forskellige højskoler, søndagsskoler m.fl. Som udgangspunkt bygger og hviler de alle på den kristne tro og alle dens forsagelser. Følgelig er der godt med præster og en provst, mange lærere, lektorer og adjunkter i Haslev og omegn, men flertallet er enten fag- eller ufaglærte, og mødrene er hjemmegående. Datidens største arbejdspladser hedder SEAS (Sydøstsjællands Elektricits Aktieselskab), som havde hovedsæde og værksteder af forskellig art i Haslev, Firkanten (snedkeri), Haslev Andels-Svineslagteri, Haslev Træindustri samt adskillige mindre håndværksvirksomheder og en lang række detailforretninger, der primært har til huse i byens hovedfærdselsåre, Jernbanegade. Desuden er Haslev omgivet af en masse småflækker med talrige storbønder og deres fuldfede jorder og skove, inkl. Gisselfeld og Bregentved. Der er langt til fjord og hav – til gengæld har byen både en badeanstalt og et friluftsbassin, som hverken er fugl eller fisk. Indbyggerne kaldes haslevitter og taler med hørbare stød, fx drikker man kaff, siger nu’u, du’u, vi’i, de’e, hu’us, mu’us, ske’e, må’å, få’å, stå’å, ske’ful, kass, wienerbass’, persel’le, tørklæd’e, på’fugl osv. Ifølge nutidens opvakte sprogforskere befinder Haslev sig lige under den sydsjællandske stødgrænse.

 

Det er den by, vi flytter til i 1962. Da Post & Telegrafvæsenet indfører postnumre 5 år senere, får Haslev postnummer 4690.

 

 

Vores nye hjem tog pusten fra os

 

Rejsen fra Ebeltoft til Haslev har ikke efterladt spor i hukommelsen. Til gengæld var mor og jeg målløse, da vi åbnede døren til vores nye hjem. Vel kom vi fra en rummelig lejlighed, men at træde inden for i embedsboligen i Jernbanegade i Haslev, var overdådigt. Vi mistede simpelthen mælet og lod øjnene vandre op og ned ad trapper og vægge, reposer og døre.

 

I stueetagen var der dommerkontor, på de øvrige etager var der 8 rum (at kalde dem værelser vil være en underdrivelse) og der var køkkenelevator hele vejen op igennem huset – et levn fra dengang, dommerstanden havde tjenestefolk. Jeg fik det mindste rum, som lå øverst oppe i huset. Herfra kunne jeg kigge ned i haven; den var også stor og omgivet af et højt plankeværk, som skærmede mod nysgerrige blikke. Men jeg savnede Ebeltoft Vig lige uden for vinduet. Til gengæld morede mor og jeg os kosteligt, når vi stod ved de åbne køkkenvinduer og hørte haslevitterne tale sammen på gaden. Deres dialekt var mere særegen end harmonisk i vores ører og meget fjernt fra det talesprog, jeg var vokset op med.

 

 

Ny skole, nye vaner og uvaner

 

Jeg startede i 5. klasse på Haslev Borger- og Realskole på Bregentvedvej – hver dag med morgensang og Fadervor i klassen. Det tog ingen skade af, men der var én over nakken til den, der bad ”Fadervor, du som bor i Klampenborg”.

 

I det hele taget var der ofte korporlig afstaffelse, hvis nogen forbrød sig mod det, man kaldte god latin. Revselsesretten var godt nok afskaffet mange år tidligere, men den blev praktiseret i bedste velgående på Haslev Borger- og Realskole. Blandt andet af skoleinspektøren. Han hed Hammer Jacobsen (dengang havde lærere ikke fornavne, de blev tituleret lærer dit og lærer dat), og han var lige så frygtet og hårdtslående som mellemnavnet. Hvordan han og hans voldsmænd kunne slippe afsted med at dele øretæver ud, er mig en kilde til evig undren. Måske er forklaringen, at mange af de hårdest ramte elever kom fra hjem, hvor fædrenes hænder sad lige så løse som på skolelærerne. Beklagede de sig hjemme, fik de ’kærligheden’ at føle én gang til. Og så valgte de helt forsåteligt at holde kæft. Nogle af de ’nævenyttige’ lærere var forøvrigt medlemmer af Moralsk Oprustning, en kristen vækkelsesbevægelse, der arbejdede for den enkeltes helliggørelse og var baseret på fire såkaldte absolutter: ærlighed, renhed, uselviskhed og kærlighed. Guderne må vide, om de fik syndsforladelse, når de slog?

 

Året før vi kom til Haslev, havde der været en grim episode. Skolens kostbare båndoptager var væk, og en meget afholdt lærer fik – med grov vold og magt - en elev fra hjælpeklassen til at tilstå tyveriet. Drengen blev simpelthen gennembanket på den mest nederdrægtige måde. Uden at lærerkollegerne kom med indvendinger. Tilfældet ville imidlertid, at nogle dage senere hængte en nyligt indsat sig i Haslev Arrest, han efterlod et brev, hvori han opremsede en stor del af sit synderegister, herunder tyveriet af den omtalte båndoptager - samt hvor, han havde gemt den. Og så var det farvel til den voldelige lærer; det var hans elever meget kede af, men de fik aldrig den sande forklaring. Mange herrens år senere hørte man igen noget til ham. I 1971 blev han formand for Kristeligt Folkepartis lokalforening i Ringkøbing, 11 år senere blev han formand for Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe og samme år udnævnte Poul Schlüter Christian Christensen til miljøminister og minister for nordiske anliggender. Tidligere tiders brutalitet er ingen hindring i den branche, bare man fortier fortidens misgerninger og udstråler en from og frelst facade. Vorherre bevares! Én af Christian Christensen første og mest markante gerninger som miljøminister var at omdøbe lossepladser til genbrugspladser. Fordi lossepladser lå helt forkert i hans mund; han snøvlede, så hver gang han sagde ordet, var folk ved at dø af grin. Prøv selv at snøvle på losseplads.

 

I starten blev jeg kaldt Jydekvabben, men det prellede af på mig og klingede hurtigt ud i takt med at jeg fik en masse forskellige kammerater, som altid var velkomne i mit hjem. Modsat mange andre forældre spurgte min far og mor aldrig mine kammerater, hvad deres forældres titler var. Om de var arbejdsmænd, håndværkere, direktører eller noget helt andet var flintrende ligegyldigt i mine forældres øjne. For dem var alle mennesker ligeværdige. De gjorde ikke forskel på nogen og mødte mine kammerater med åbne arme og oprigtig interesse. I modsætning til byens (selvbestaltede) bedre borgerskab, som helst ikke så, at deres sønner og døtre havde kontakt med jævnaldrende under deres stand. Flere mænd fra det bedre borgerskab var tillige medlemmer af en loge, og deres velfriserede og velekviperede drenge kunne altid observeres i lysmasterne, når der blev hængt valgplakater for Det Konservative Folkeparti op. Drengene var klædt som små kopier af deres fædre, og kunne nemt spottes på deres grønne lodenfrakker, pæntbundne halstørklæder, nydelige sweaters, velpressede bukser og velpudsede brune travesko af ypperste kvalitet. Flertallet af disse børn gik på Haslev Gymnasium efter 5. klasse, da deres forældre betragtede gymnasiet som finere end borgerskolen. Gymnasiet var betalingsskole, lærerne var lektorer, men så vidt jeg ved, blev eleverne hverken klogere eller dygtigere end de, der gik på borgerskolen. Kun et fåtal blev studenter, de fleste forlod gymnasiet med en mellemskole- eller realeksamen - eller slet ingenting. Til gengæld fik forældrene lov til at betale for deres fine fornemmelser og honette ambitioner.

 

Allerede som 12-årig blev jeg forøvrigt morbror for 2. gang. Denne gang til Lars, min søsters og svogers 2. barn. Men det var nu ikke noget, der imponerede mine klassekammerater.

 

 

Min far trådte i karakter

 

I 7. klasse var der tryk på blandt drengene i min klasse, og vi endte ofte uden for døren, med et pegepindsrap over fingrene, en lussing, et gok i nødden eller med en eftersidning. Den fik man med hjem til underskrivning af ens far eller mor – og så skulle man sidde over i en time som straf sammen med en flere andre, der også havde fået en eftersidning. Vi skulle så sidde og skrive ”Jeg må ikke snakke i timerne” (og lignende ligegyldigheder) i én uendelighed og i en lang, stiv time.

 

En dag fortalte jeg min far om en klassekammerat, der havde fået en syngende lussing af vores lærer, samt at jeg ved samme lejlighed havde fået en verbal overhaling. Hvorfor har jeg ingen erindring om. Men dagen efter – og midt undervisningen - bankede det på døren til vores klasseværelse. ”Kom ind” råbte læreren, døren gik op – og der stod min far. Han henvendte sig direkte til læreren og ville gerne have en forklaring på, hvorfor han havde slået én af mine klassekammerater dagen før? Pludselig sad vi alle med vidtåbne ører og hørte lærerens forblommede forklaring, som sluttede med, at ”Det var den anden dreng, der lokkede Herluf. Men han kommer jo også fra et dårligt hjem.”

 

Så blev min far stikhamrende tosset, og læreren fik læst og påskrevet, at hvis han nogensinde sagde noget lignende, ville min far tage affære, hvorefter han forlod klasseværelset. Læreren var totalt handlingslammet, og vi frydede os. Faktisk tror jeg, at denne oplevelse for alvor fik vores øjne op for, at der er grænser for, hvor dumme lærere har lov til at være. Vejbæk, som læreren hed, var én af de rigtigt storslemme. Opfarende, hidsig og brutal over for eleverne, men slesk og fidel over for min far – og sikkert også over for andre voksne.

 

Langt senere erfarede jeg, at der nogle måneder forinden havde været en episode, hvor en elev fik sprængt trommehinden som følge af en hårdhændet lærer. Hans forældre nøjedes ikke med at klage til skolen, de anmeldte episoden til politiet. Senere landede sagen på fars bord, men han bad en anden dommer om at dømme, fordi jeg var elev på skolen. Læreren blev dømt, men jeg kender ikke detaljerne i dommen. Men der er ingen tvivl om, at den sendte et kraftigt signal til borgerskolens lærere om, at man ikke altid slipper ustraffet for at slå på eleverne.

 

 

En god kammerat

 

Én af mine allerførste kammerater i Haslev var Leif Jensen. Modsat mig var han utroligt dygtig i skolen og ferm til mange ting. I begyndelsen imponerede han mig med sine hjemmebyggede modelflyvere og hjemmesnedkererede træbiler, senere begyndte vi at interessere os for musik og fik begge en guitar. Den fik Leif hurtigt styr på, mens jeg var noget langsommere på gribebrættet. Efter folkeskolen og gymnasiet gik Leif på Haslev Seminarium og blev lærer. Det er han stadigvæk, men sideløbende virker han som professionel musiker med eget orkester. Formentlig har han tjent mere på musikken end på lærergerningen. Sommeren 2008 besøgte Leif og hans kone Lone os på Bornholm; det var et rigtigt dejligt gensyn med udveksling af fortidsminder og personlige beretninger fra de 45 år, der var løbet siden sidst.

 

 

Da Fanny Hill kom til Haslev

 

Omkring min 13 års fødselsdag udkom en roman, som alle talte om. Ikke på grund af avisernes anmeldelser, men fordi indholdet blev kaldt utugtigt (porno indgik ikke i det danske sprog på den tid) og derfor anmeldt til politiet. Bogen titel var ’Fanny Hill’, og undertitlen hed ’En glædespiges erindringer’. Netop den undertitel og hele polemikken omkring romanen gjorde den vildt tillokkende – vel nok især for drenge mellem 13 og 90 år. Desværre var den ikke til at opdrive. Men efter lang tids venten fik jeg fingre i et eksemplar dagen før årets skoleudflugt til København, hvor alle elever fra 6. klasse og opefter deltog. Turen gik med morgentog fra Haslev, og de forskellige klassetrin havde forskellige programmer, som så endte med nogle timer i Tivoli, før turen gik tilbage til Haslev.

 

Knap havde toget forladt stationen i Haslev, før jeg hev ’Fanny Hill’ frem, og da vi ca. et kvarter senere nåede til Køge, var kupeen fuld af drenge fra de større klasser (rygtet var løbet hurtigere end toget). Alle ville se og læse i vidunderet – og det fik de selvfølgelig lov til. Hvad vi så i København, er gået i glemmebogen. Men næste dag i skolen vidste alle fra 6. klasse og opefter, hvem Herluf Skjerning Larsen var. Takket være ’Fanny Hill’, som iøvrigt var godt maltrakteret og blød i ryggen efter de mange berøringer og nysgerrige blikke.

 

 

Trusselsbrevet

 

I 8. klasse lærte jeg maskinskrivning. Det var et tilvalgsfag. Undervisningen lå altid sidst på eftermiddagen, så af og til valgte nogle af eleverne at se stort på tasterne og springe  maskinskrivningen over (jeg gjorde det aldrig, da jeg godt kunne lide faget). En dag blev det for meget for lærer Mortensen (han var forøvrigt bornholmer), så alle fraværende fik en eftersidning. Det syntes jeg var helt ude i hampen, så jeg forfattede et anonymt brev, hvori jeg truede lærer Mortensen med bål og brand, hvis han ikke trak eftersidningerne tilbage. Brevet var selvfølgelig skrevet på maskine og uden afsender.

 

Jeg fortalte det til et lille fåtal, vi grinede ad det og glemte historien ret hurtigt. Men en dag dukkede skoleinspektøren op i klassen. Han havde en meget alvorlig sag på tapetet. Det drejede sig om et trusselsbrev. Nu ville han gerne vide, om der var nogen, der kendte til det? Var der ikke det, ville sagen overgå til politiet. Alle kiggede på mig, så jeg gik øjeblikkelig til bekendelse. Derefter bad inspektøren mig om at følge med, men en klassekammerat ville lige give sit besyv med. Han fik én af inspektørens frygtede lussinger, så han nærmest kollapsede hen over bordet. Da vi kom op på skoleinspektørens kontor, spurgte han om jeg ville have en lussing eller en eftersidning? Tilbuddet tyggede jeg lidt på, hvorefter jeg bad om en lussing. ”Det kan jeg ikke give dig”, sagde inspektøren, ”for jeg må ikke slå på børn!”

 

Så jeg slap med en eftersidning, og vendte tilbage til klassen med en underlig smag i munden. Den lærer, vi havde i den time, var dybt overrasket over, at det var mig, der havde skrevet trusselsbrevet. For som han sagde ”Det havde jeg ikke troet, der var jo ingen stavefejl i brevet.”

 

Da Leif Jensen besøgte mig på Bornholm i 2008, fortalte han, at mit trusselsbrev stadig blev opbevaret i skolens arkiver. Leif er lærer på Sofiendalskolen i Haslev; den udspringer af Haslev Borger- og Realskole, som ikke eksisterer længere. Men arkivalierne har de gemt. Gad vide, hvad de har registreret mit brev under? Drengestreger, måske?

 

 

Farvel og tak

 

Selve skolegangen er ikke noget at skrive om. Den var hverken en dans på roser eller på gloser. Jeg var god til tegning og kvikkede op i frikvartererne. På trods af at der kun var syv års undervisningspligt, tog jeg 8. klasse med og forlod Haslev Borger- og Realskole i 1966. Nogle måneder forinden spurgte min far, om jeg ikke kunne tænke mig at blive porcelænsmaler? Han havde set en annonce, hvori Den Kongelige Porcelænsfabrik i København søgte malerlærlinge til Flora Danica-afdelingen.

Min far stillede dog én betingelse: ”Du skal klippes, skal du.” Så jeg måtte omkring barberen (det hed datidens herrefrisører i Haslev), som gladeligt saksede mit skulderlange hår helt ind til kraniet. Følelsen af at miste min identitet var forfærdelig, og jeg var grædefærdig. Men jeg var klippet og klar til at besøge Den Kongelige Porcelænsfabrik. Det gjorde vi så i påsken, og de venlige overmalere, Freddy Jensen og Finn Clausen, gav en fin introduktion til faget, mens de viste os rundt på fabrikken. Efterfølgende bad de mig sende et par tegninger af en genstand og et par tegninger efter fri fantasi plus nogle blomstermotiver. Det gjorde jeg, og tilsyneladende kunne lide, hvad de så, for jeg fik en lærekontrakt og var naturligvis glad. Fremtiden tegnede lys og lykkelig for dommerens 15-årige søn.

 

Med til klippehistorien hører, at i midtresserne var drenge med langt hår lidt af et særsyn. Inspirationen kom først og fremmest fra The Beatles og The Rolling Stones, som voksne elskede at hade. I de voksnes øjne var langt hår en blanding af provokation, dekadence og alt det, der var værre. Når man gik på gaden, fik man altid hånende kommentarer med på vejen, fx “Hvis du var min hund, sku’ du klippes”, hvorefter vi gerne svarede “Hvis du var min papegøje, sku’ du lære at holde kæft”. Så var den ged barberet. Flere arbejdsgivere nægtede at ansætte unge, hvis de ikke blev klippet. Unge, der blev indkaldt som soldater, blev tvangsklippet (dengang var der ikke kvinder i forsvaret). På Haslev Borger- og Realskole bad en klasselærer én af mine venner om at blive klippet og møde i ’ordentligt’ tøj, før han troppede op til den mundtlige del af realeksamen. Fulgte han ikke henstillingen, kunne han regne med lavere karakterer. Det skulle hun nok sørge for.

 

 

Nye venner

 

Efter skolen fik jeg en helt ny venne- og omgangskreds. De fleste var et år eller to ældre end mig, og havde også lige forladt skolen. Nogle var i lære, andre var arbejdsdrenge, og vi var alle teenagere. Den faste kerne eller klike bestod af Jytte og Palle, BagerLeif og  Bjarne, John N. og John C., Tove P. og Tove M, Max Schou og Lene samt jeg. Som andre jævnaldrende festede og hørte vi musik sammen, røg cigaretter i lange baner og drak, hvad vi havde råd til og kunne få fingre i, pigerne gik i lårkorte kjoler og drengene i fløjlsjakker. Et andet markant træk var, at vi havde langt længere hår end alle andre drenge i Haslev. Palle var i en klasse for sig, han var ikke blevet klippet, siden han gik ud af 1. real nogle år tidligere.

 

I en periode var jeg kæreste med Jytte, men blev udkonkurreret af John C., hvilket selvfølgelig smertede en del. Men det ødelagde ikke vores venskab. Og jeg havde stadig min gang hos Jyttes forældre, Villy og Grethe. De var ualmindeligt venlige og hyggelige. Villy var Jyttes stedfar og altmuligmand med hænderne rigtigt skruet på. Han kunne frembringe hvad som helst. I modsætning til min far, der ’bare’ kunne skrive, læse og bladre i lovsamlinger og juridiske kompendier etc. Praktiske gøremål beherskede han ikke. Han passede sit dommerembede, ligesom Villy passede sine blomsterbede.

 

Vores mødesteder svingede. Vi mødtes gerne dér, hvor forældrene var ude (når de gik ud, gik vi ind). Gerne hos mig, når der var fri bane. Mine forældre så stort på, at der ofte var røget et par glas eller stod tomme ølflasker og fyldte askebægre rundt omkring. Det var langt fra alle forældre, der kunne tåle mosten. Så vi beherskede os så godt som muligt.

 

Jeg mindes engang, at jeg havde inviteret Gud og hvermand til en lille lørdagsfest. Der var mennesker overalt, og på et tidspunkt brast min seng sammen som følge af alle de personer, der brugte den som sofa. Derfor røg den ud over gelænderet uden for mit værelse og bragede flere etager ned, før den splintredes totalt på det flotte stengulv i stueetagen. Da mine forældre vendte hjem et par dage senere, kunne min mor godt se, at der havde været fest – i spisestuen havde én spillet bold med appelsiner op ad den ene væg. Men frem for at blive vred spurgte hun, om det havde været en god fest? ”Ja”, svarede jeg og spurgte i stedet hende, om hun kunne gætte hvor mange vi havde været? Syv-otte stykker gættede hun, hvorefter hun fik det præcise antal, nemlig 32! Da blev hun godt nok tavs – i hvert fald nogle sekunder.

 

BagerLeif var den eneste af den faste klike, som var flyttet hjemmefra. Hans værelse var lidt af en hule – ikke en bule. Det lå oven på bageriet, hvor han var i lære. Dér kunne vi komme og gå, som vi ville. Og det gjorde vi, selvom forholdene var kummerlige. Til gengæld snurrede Leifs grammofon fra tidlig eftermiddag til sen aften (bagere bager brød om dagen og boller om natten). I vores ører havde Leif en udsøgt pladesamling med The Rolling Stones, The Beatles, The Pretty Things, Downliners Sect, The Nameloosers, The Who, Small Faces o.m.a. Dem kunne vi sidde og høre i timevis under skråvæggene, der var beklædt med plakater af de forskellige grupper. Når Leif skulle på arbejde ved midnatstid, gik vi hjem og sov, indtil vi skulle op og afsted til vores forskellige gøremål. Fx arbejdede Palle på en skofabrik, Max var i elektrikerlære, John C. var typograflærling, og Lene var kontorelev i et københavnsk forsikringsselskab og pendlede dagligt mellem Haslev og København – og tilbage igen. Desværre omkom hun i en tragisk trafikulykke i 1969.

 

Da Palle ikke var i gang med en uddannelse, blev han indkaldt til militærtjeneste som 18-årig. Han skulle møde på Almegaards Kaserne i Rønne. Så snart han satte sine fødder på det militære område, fik han at vide, at han skulle klippes. Det nægtede han, men efter et par dage blev han hentet af Militærpolitiet og kørt til en barber i Rønne. Barberen fik besked på at maskinklippe ham, mens militærbetjentene kiggede på og var klar til at gribe ind, hvis Palle ville flygte fra sin plads i barberstolen. Bagefter kørte de ham tilbage til kasernen, og dagen efter sendte de ham retur til Haslev med besked om at lade tandlægen kigge på hans tænder samt møde op til næste års session!

 

 

Nogle gange må man bøde for sine dumheder

 

Som mange andre drenge var jeg (uofficiel) indehaver af en luftbøsse og alle de hagl, der skulle til. Til min far havde jeg fortalt, at jeg havde lånt pistolen af en klassekammerat for at prøve om skydning var noget for mig; jeg turde ikke fortælle, at jeg havde købt den af klassekammeraten. Nede i haven havde jeg opsat et stykke blik på et træ, det var skydeskiven.

 

En søndag eftermiddag hvor mine forældre var ude, dukkede Max op. På et tidspunkt fik vi lyst til at skyde til måls, men vi gad ikke gå ned i haven, så i stedet åbnede vi et vindue i spisestuen og forsøgte at ramme blikskiven herfra. Ind imellem lykkedes det, men de fleste hagl landede på naboens vinduer; det var et mekanikerværksted, hvor indehaveren gik og syslede om søndagen. Bedst som Max og jeg havde afsluttet vores skydeøvelser, ringede det på døren. Jeg gik ned og lukkede op. Uden for stod en politibetjent. Jeg regnede selvfølgelig med, at han skulle ind på dommerkontoret, så jeg meddelte frejdigt, at min far ikke var hjemme. I stedet trådte betjenten inden for og spurgte med meget brysk stemme ”Hvor er mordvåbnet?”.  Først da gik alvoren op for mig. Han fulgte efter mig op i spisestuen, hvor ’gerningsvåbnet’ lå og blomstrede midt på spisebordet. Han tog den og spurgte efter ammunitionen, som Max lynhurtigt havde lagt oven på et skab, før han gemte sig i mine forældres soveværelse. Derfor stod jeg alene med betjenten, som fortalte, at han havde fået en anmeldelse om skyderi fra dommerkontoret. Da han gik, fik jeg en påmindelse om, at jeg ville høre nærmere.

 

Da mine forældre kom hjem, fortalte jeg ikke noget om eftermiddagens optrin. Og som dagene gik, tænkte jeg ikke mere over det. Men en dag kaldte min far på mig fra dommerkontoret. Jeg skulle komme derned med det samme, og på hans tonefald kunne jeg godt høre, at jeg hellere måtte adlyde. Da jeg trådte inden for på hans kontor sad søndagsbetjenten i en stol over for min far, som skældte mig huden fuld og fortalte, at denne politisag ville komme til at figurere på min straffeattest. Han så virkelig på sagen med alvorlige øjne. Imens sad betjenten og småsmilede. Regningen kom dog først langt senere i form af et bødeforlæg, som var udfærdiget af min far. Beløbet har jeg glemt, men jeg var godt nok flov og brødbetynget.

 

Senere i livet fortalte min far, at han tidligere havde dømt den pågældende betjent i en færdselssag. Det var helt sikkert derfor, betjenten frydede sig over, at min far var nødt til at hive mig igennem retsmaskineriet. Ved samme lejlighed fortalte far også, at mekanikerens værkstedslejemål var blevet opsagt kort efter skyderiet. Ejeren af bygningen ville under ingen omstændighed huse lejere, der anmeldte børn til politiet.

 

 

 

X. kapitel:

 

Et mørkt kapitel i en lys tid

 

1966 var på mange måder et lysende år for mig. Skolen var et overstået kapitel, og jeg var kommet godt i lære på Den Kongelige Porcelænsfabrik. Alting flaskede sig, og jeg glædede mig til at tage på arbejde hver eneste dag. Toget gik lidt over syv (jeg fik lov til at møde en time senere end alle andre), og jeg var tilbage ved 18-tiden. Så godt som hver aften stod mor i vinduet og vinkede, når jeg steg af toget i Haslev (vi boede skråt over for stationen). Jeg følte virkelig, at lykken smilede til mig. Også selvom mor havde været syg et stykke tid. Hun havde cancer og var blevet opereret i bronkierne på Rigshospitalet i København i løbet af efteråret 1966. Desværre havde kræften også bredt sig til lungerne, fik min far at vide. Til mig fortalte han, at mor var så syg, at vi risikerede at miste hende. Umiddelbart begreb jeg ikke sygdommens omfang, sikkert fordi mor virkede upåvirket af alvoren, når vi var sammen. Hun røg ufortrødent videre for åbne vinduer og slukkede cigaretterne i en lille blikæske, når far var på trapperne. Og jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig, at hun måske ville være væk, før vi vidste af det.

 

Kort efter dør hun, 52 år gammel. Far er 50 år, Ajja er 22, og jeg er 15 år. Ingen af os formår at sætte ord på den sorg, vi går rundt med. Følelser var ikke noget, man talte om dengang. Alle var oprigtigt kede af det på vores vegne, men mine jævnaldrende var – helt naturligt - for unge til at forstå, hvad det vil sige at miste sin højtelskede mor. I lang tid havde jeg følelsen af, at befinde mig i et vakuum, hvor alt er uvirkeligt, lige med undtagelse af det store hul, min mor har efterladt i mit hjerte.

 

Far og jeg var nu helt alene i det store hus. Mors hæse, men varme stemme er væk. For altid. Pludselig skulle far sørge for, at vi begge fik noget at spise osv., osv. Og det fik vi. Oftest i form af forloren skildpadde på dåse, som bare skulle hældes i en gryde og varmes op. Af og til kom Ajja og hjalp os. Men efter nogle måneder indså far, at situationen var uholdbar. Derfor flyttede farmor Kirstine ind, og så kom der styr på både indkøb og madlavning samt den øvrige husholdning.

 

Med til historien hører, at mine kolleger på Den Kongelige Porcelænsfabrik var ualmindeligt hensynsfulde og gjorde alt for, at jeg skulle føle mig godt tilpas. I lang tid efter mors død tilbragte jeg mange weekender sammen med BagerLeif hos hans forældre i Orup ved Faxe Ladeplads. Leifs forældre var utroligt omsorgs- og hensynsfulde. Både dem og kollegerne på porcelænsfabrikken skylder jeg meget stor tak for al deres hjertevarme og venlighed. Turene til Orup og tilbage til Haslev skete på knallerter; jeg havde en lyseblå Velo Vap, som var en videreudvikling af den mere kendte og kulte Velo Solex. At Velo var et fransk knallertmærke, vidste jeg vistnok ikke. Men den kørte upåklageligt og tjente sit formål, selvom den ikke nåede samme hastigheder som østrigske Puch’er og tyske Kreidlere. I hvert fald ikke de ’hjemmejusterede’ udgaver, som langt overskred den lovlige hastighedsgrænse for knallerter.

 

Selvfølgelig var min mor ikke alene om at forlade verden i 1966. Bl.a. døde billedhuggeren Alberto Giacometti, skuespillerne Buster Keaton og Osvald Helmuth, forfatterne H.C. Branner og Knud Sønderby, Anders And & Co’s far Walt Disney samt maleren Oluf Høst.

 

 

 

  1. kapitel:

 

Læreår

 

Mange har sikkert hørt malende beskrivelser af, hvor hårdt det var at være lærling for 40-50 år siden. Lange arbejdsdage, dårlige arbejdsforhold, urimelige mestre, lave lærlingelønninger, der ikke rakte ret langt o.m.a.

 

Sådan var det ikke at være porcelænsmalerlærling på Den Kongelige Porcelænsfabrik. Vi havde rigtigt gode arbejdsforhold, dygtige, inspirerende og hjælpsomme kolleger, der hjertens gerne øste af deres kunnen og viden. Men vi kom ikke sovende til noget, selvom vi havde frihed til at gå i Zoologisk Have i arbejdstiden, hvis vi ville tegne dyr eller hente inspiration på Statens Museum for Kunst. Arbejdet skulle passes og håndværket læres.

 

Tegningen var selvklart et væsentligt element i uddanelsen. Desuden gik lærlingene på fagskole 6 uger om året, hvor undervisningen var koncentreret om de forskellige tegnediscipliner – frihåndstegning, perspektivtegning, geometri, modeltegning, kalligrafi samt modellering. Vi fik karakterer (efter H.C. Ørsteds karakterskala, hvor ug var toppen og slet var bunden). Det var alt sammen vand på min mølle; jeg stortrivedes og var nærmest lykkelig. Og det smittede i den grad af på karakterne, fx fik jeg ug i frihåndstegning, perspektivtegning og geometri. Ved siden af den obligatoriske undervisning fulgte vi en masse andre tegnekurser efter arbejdstid. Vi gjorde simpelthen alt, hvad vi kunne for at blive endnu bedre til det, vi gjorde. Fordi vi brændte for det, og oplevede at vi blev både dygtigere til det håndværksmæssige samt så og fik en masse nyt og nyttigt med i bagagen.

 

Fantastisk værkstedsånd

 

Som tidligere nævnt var det Flora Danica-afdelingen, som var mit lærested. Jeg lærte af male Flora Danica og Saksisk blomst, lærte de forskellige teknikker og discipliner, bl.a. at lægge guld på alle former for porcelænsstel, lave farvebånd, fon og rive farver.

 

Vi var 16 malere på en stue, som det hed. Vi var syv lærlinge (Torben, Dag, Ivan, Bo, Per, Lars og 15-årige Herluf fra Haslev). Vi sad to og to ved lange borde og havde hver især en ’ekstra arm’ (banket, som man lagde armene på, når man malede). Stemningen var altid behagelig og konstruktiv, og der var en god kommunikation mellem os alle. Vi hjalp og inspirerede hinanden, mens vittighederne stod i kø for at komme over bordene. Og midt i det hele herskede der en utrolig arbejdsdisciplin, ingen arbejdsopgaver blev tabt på gulvet, alt var malet og færdigt til tiden. Der var en slags én for alle og alle for én-ånd over det hele. Gensidig tillid vil DJØF’erne sikkert kalde det i dag, hvor man ofte hører om arbejdspladser, der er gennemsyret af mistillid. På den led var ’de gode gamle dage’ slet ikke så dårlige. I hvert fald ikke på Den Kongelige Porcelænsfabrik. I mine år på fabrikken var vi godt og vel 2.000 ansatte. Fra pottemagere, modellører og porcelænsmalere til gipsere, glaserere og guldpolerere samt forskellige administrationer og direktion.

 

At Den Kongelige Porcelænsfabrik var lidt ud over det almindelige, mærkede jeg fra første dag. De gav mig lov til at møde en time senere det første halve år af læretiden, fordi jeg kom langvejs fra og skulle med toget før andre fik øjne. Sådan skaber man en glad, veloplagt, engageret og loyal lærling.

 

 

Kompetente læremestre

 

Min første læremester var svend og svensker. Han hed Bertil Persson og var både dygtig og sympatisk, og arbejdede med kunst ved siden af jobbet som porcelænsmaler. Ham fulgte jeg i tykt og tyndt det første læreår, hvorefter jeg blev knyttet til en ’rigtig’ læremester (Bertil var svend, og svende måtte kun arbejde med lærlinge det første år af deres læretid, resten af læretiden havde læremestrene ansvaret for).

 

Mens jeg var i lære, rejste Bertil og to andre svende, Ivan Weiss og Jørgen Nielsen til Japan i en periode for at hente inspiration og lære de japanske teknikker. At høre om deres rejse, oplevelser og indtryk var utroligt spændende og inspirerende. Jørgen skiftede senere Nielsen ud med Steensen og er blevet verdenskendt i porcelænskredse for at tegne og male et Flora Danica-stel med flodhestemotiver til en amerikansk dollarmillionær. Bertil Persson bosatte sig senere i Hagi i Japan, blev gift med en japaner og er en meget anset keramiker i Japan. Et svensk rejsebureau, som har specialiseret sig i kulturrejser, har besøg hos Bertil i Hagi på programmet. Keramikken, han arbejder med, hedder hagi-yaki, og er baseret på en helt særlig teknik med mere end 400 år på bagen.

 

 

Lysende aftener, der huskes, når alt andet er slukket

 

Som sagt kom man ikke sovende til noget i min læretid. Tre aftener om ugen gik jeg til modellering og modeltegning hos billedhuggeren Henry Luckow-Nielsen (1902-1992). Han var en elskelig mand, usnobbet og ukrukket, selvom han er manden bag mange prominente skulpturer rundt omkring i Danmark. Fx har han lavet Kaj Munk i Maribo og H.C. Andersen ved Rådhuset på Rådhuspladsen i København. Desuden har nogle af hans værker til huse på Statens Museum for Kunst samt andre museer i Danmark. Henry Luckow-Nielsen anbefalede og opmuntrede mig til at søge ind på Kunstakademiet, når jeg blev udlært som porcelænsmaler.

 

En anden og samtidig lærer var maleren, billedhuggeren og grafikeren Grethe Bagge. Hun er næppe kendt af ret mange i dag, men hun kan bryste sig med nogle af de fineste udmærkelser fra ind- og udland, bl.a. Akademiets Medaille, Akademiets lille Guldmedaille, Le premier Grand Prix d’Europe de Strasbourg, Albrecht Dürer Medaille og Eckersberg Medaille. Hun fyldte 80 år i 2005.

 

Selvom undervisningen foregik efter arbejdstid – fra kl. 18 til 22 – fløj timerne afsted i Henry og Grethes inspirerende selskab. Jeg sugede til mig, jeg lærte, jeg så, jeg tegnede, jeg modellerede, jeg udviklede mig og blev dygtigere. 

 

 

Rejsetid uden spildtid

 

Der er mange, der synes, at transportid er spild af tid. Jeg brugte tre timer hver dag i flere år på at komme frem til og tilbage fra Den Kongelige Porcelænsfabrik. På et tidspunkt følte jeg, at jeg kendte hver eneste ujævnhed på skinnerne mellem Haslev og Valby. Men jeg kedede mig aldrig. Jeg havde min tegneblok og blyanter og tegnede det meste af tiden. Modellerne var mine medpassagerer.

 

Senere blev vi en lille morgenklike fra Haslev, der drog i samlet flok til hovedstaden fra mandag til fredag. Fritz gik først på realkursus og blev realist, arbejdede et år i henholdsvis stormagasinet Illum og SDC (Sparekassernes Data Center) og fortsatte efterfølgende på studenterkursus, Sonja og Lene var kontorelever i forsikringsselskabet Nye Danske Lloyd, Bo Holm var det samme hos Dana Ford i Hvidovre, Søren var i lære som tandtekniker i Birkerød, John gik på Grafisk Højskole og Ole var elev på Gyldendal. Han arbejdede til kl. 17, og var først tilbage i Haslev ved 21-tiden hver eneste dag. På den anden side fik han læst en masse af de bøger, han senere kom til at skrive om. Så vi oplevede ikke transporten som spildtid. Til gengæld slugte togkortet en stor bid af vores beskedne hyrer. Fx var Ole nødt til at køre med fisk om lørdagen for at få råd til andet end at køre med DSB fra Haslev til København og retur fem dage om ugen. Men vi peb og pjækkede aldrig. Lige med undtagelse af Sonja, der godt kunne køre med til København, ringe til forsikringsselskabet og melde sig syg fra en telefonboks på Hovedbanegården (Nye Danske Lloyd lå skråt over for) og tage det første tog tilbage til Haslev. Den trafik stoppede en dag, hvor hun kom hjem, og faderen pludselig blev syg og hasteindlagt på Haslev Sygehus. Han døde i løbet af aftenen. Det var Sonjas møde med Nemesis.

 

I 1969 skete der en række ulykker, som berørte os dybt. Først blev blev Sørens 12-årige lillebror Morten ramt af en bil og døde, og et par måneder senere blev Lene dræbt i en voldsom trafikulykke. Hun var på vej hjem sammen med sin kæreste, da de tordnede ind i en tankvogn, som krydsede vejbanen. Lene døde på stedet, mens kæresten slap med et par blå mærker. Han blev efterfølgende fradømt kørekortet pga. af alt for høj promille og hastighed og måtte tilbringe en tid bag tremmer.

 

 

Sidespring

 

I 1967 udkom tre LP’er, som hver på deres måde var nyskabende og banebrydende. Den ene var The Beatles’ konceptalbum ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’, den anden var The Jimi Hendrix Experience’s ’Are You Experienced’ med en guitar, man aldrig havde hørt magen til, og den tredie var dansk og ’HIP’ med Steppeulvene.

 

Sidstnævnte var den første beatplade med selvskrevne sange på dansk. Når man kiggede nærmere på de tre pladers omslag, kunne man også godt se, at der var noget under opsejling. Og når man lyttede, var man ikke i tvivl. Pladerne var gennemsyret af en hidtil uhørt fantasirigdom. ’HIP’ medførte blandt andet, at danske musikere begyndte at skrive egne sange på vores modersmål. Og samlet set var de tre LP’er med til at åbne øjnene for og lysten til de såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer.

 

Her er en smagsprøve:

 

Det flyvende tæppe går klokken otte

Bob Dylan har ringet og sagt vi ka’ nå det

Vi har brystkarameller med

I vores trøst-caraveller ved

Nordpolen hvor isbjørnen blev skudt

Uden at nogen kvinder så det

 

Vi spiser hval og drikker tran i Knud Ramussens hal

Så Itsi-Bitsi ta’ med mig til Nepal

 

Steppeulvene: Itsi-Bitsi, 1967

 

Ordene er Eik Skaløes, han var sanger i Steppeulvene og stofforbruger ud over det almindeligt kendte. Han nåede aldrig at høste frugterne, i stedet begik han selvmord i Indien den 15. oktober 1968. Han blev 25 år.

 

 

Tilbage til Ebeltoft

 

Mine ferier i læreårene tilbragte jeg gerne i Ebeltoft. Jeg boede hos min tidligere skolekammerat Britas forældre, Erna og Karl; de havde et værelse i kælderen, som altid stod klar til mig, når jeg kom til byen. Og Erna og Karl ville aldrig høre tale om penge, så jeg boede gratis og nød godt af deres gæstfrihed og storsind.

 

Når jeg var derovre, brugte jeg en stor del af tiden på tegne og sanse, hvad jeg så, andre gange fik tankerne nogle ord med på vejen i form af digte. Men jeg besøgte også gamle skolekammerater og kom ajour med deres tilværelse. En dag standsede en midaldrende mand mig på gaden. Han hed Hansen og var en af mine forældres bekendte. Hans fornavn har jeg aldrig kendt, men han fortalte mig, at han kunne takke min far for, at han var blevet bestyrer af Ebeltoft vandrehjem. Oprindeligt havde Hansen været snedker, men en dag havde han fået fingrene i en båndsav, og så var det slut med snedkeriet. Det var en katastrofe for familien Hansen. Men til alt held, som han sagde, havde min far egenhændigt sørget for, at han blev bestyrer for vandrehjemmet. Det var han enormt taknemmelig for. Ved samme lejlighed fortalte Hansen mig, at min far gennem årene havde hjulpet ret mange ’almindelige’ mennesker i Ebeltoft. Det varmede mit hjerte, ligesom det glædede mig, at så mange mennesker spurgte til begge mine forældre. Samme oplevelser havde min søster og svoger, når de besøgte vores barndomsby.

 

 

Den håndværksmæssige side af sagen

 

Porcelænsmaling er et håndværk, som omfatter flere forskellige discipliner, teknikker og faser. Altsammen skal læres fra bunden og beherskes til fingerspidserne. Hvis du synes den slags er for langhåret, skal du springe dette afsnit over. Har du et stykke kongeligt porcelæn, vil du forstå, hvorfor det har kostet penge. Intet er maskinelt fremstillet, alt er skabt af menneskehænder. Hver del er unik, ingen er 100 % ens, selvom det ser sådan ud. Og antallet er stærkt begrænset i forhold til masseproduceret porcelæn, som slet ikke er porcelæn, men en billig efterligning fremstillet af helt andre materialer.

Nok om det. Nu til malerarbejdet, som jeg lærte det.

Man startede med overglasurmaling på emnet – fx en tallerken - der var brændt og glaseret. Farven blev revet med en spatel på en lille porcelænsflise og blev blandet med sejolie og terpentin (terpentin er forbudt i dag pga. giftigheden, i stedet anvendes vandbaserede farver). Kunsten bestod i at blande sejolie og terpentin i det helt rigtige forhold for at farven fik den rigtige mætning - gjorde den ikke det, sprang farven af, når tallerkenen blev brændt. Og så var det forfra.

 

Det første halve år af læretiden gik strygende. Bogstaveligt talt. Jeg sad udelukkende og malede strøg fra morgen til aften. Det krævede ikke bare tålmodighed, men også håndelag - man dypper penslen i malingen, lader penselspidsen lige akkurat berøre tallerkenen og trækker lynhurtigt penslen nedad. Det kræver kun tre fingre – tommel-, pege- og ringfingeren. Plus en masse tålmodighed. Men øvelse gør mester.

 

Da jeg havde nogenlunde styr på strøgene skulle jeg i gang med at forme mine første blomster og lære teknikken. Som begynder malede man kun med rød farve, først når man havde styr på teknikken, fik man lov til at male med flere farver. Så der gik et stykke tid, før jeg fik lov til at male mine første saksiske blomsterbuketter.

 

Næste læreskridt var guldpålægning. I begyndelsen øvede man med brun farve (sepia), og først når teknikken sad lige i skabet, fik man lov til at lege med guldet. Det var kulsort og tyktflydende og kom i bittesmå flasker.

 

Som alt andet var det svært – lige indtil den dag, hvor man beherskede de forskellige teknikker. Det allersværeste var dog at dekorere de ovale fade (alt andet end blomstermaling kaldes dekoration). Skulle der fx være et farvet bånd hele vejen rundt, skulle den have samme bredde, når enderne mødtes. Man måtte ikke kunne se ’samlingen’. Rent praktisk startede man med at sætte fadet på en kavalet (en lille karrusel), som man drejede med den ene hånd, mens man malede med den anden. For at farven skulle flyde perfekt sammen, blev den pågældende farve revet og blandet i dikolie. Det samme gjaldt ved fon-maling, her blev farven dog udjævnet med en lille stofpude, som vi selv lavede – den kaldtes en dap.

 

Sidste disciplin i uddannelsen var maling af Flora Danica (alle de planter, som forekom vildtvoksende i riget). Vi sad med de originale kobberstik i folioformat fra 1761-1883 (udgivelsen strakte sig over 123 år, så det er ikke én mands værk). Maleprocessen startede med en blyantskitse af den pågældende blomst eller plante på tallerkenen, dernæst tegnede jeg skygger på blomst og blade med en pen dyppet i gråsort farve, som jeg selv havde revet. Når den side af sagen var færdig, kom turen til første undermaling og førstegangsguld på kanten af tallerkenen. Herefter gik tallerkenen til brænding, kom tilbage og blev malet færdig.

I december 1970 aflagde jeg svendeprøve; den tog en uges intensivt arbejde. Bedømmelsen af svendestykket var lagt i hænderne på to malere fra Den Kongelige Porcelænsfabriks nærmeste konkurrent, Bing & Grøndahl. Om mit svendestykke er værd at skrive om, vil jeg lade andre om at vurdere. Men pointen bag det er, at jeg skulle demonstrere, at jeg beherskede de forskellige discipliner og teknikker, jeg havde lært. Alt sammen på ét og samme objekt.

Som kuriosum kan nævnes, at der kun er omkring 130 porcelænsmalere tilbage i Danmark i dag. Fabrikken er rykket til Glostrup og hedder Royal Copenhagen.

 

 

 

X kapitel:

 

Mellemspil

 

Sommeren 1968 havde jeg mødt Bibi (Birthe Lindholm Pedersen) og sød musik opstod. Hun var netop blevet student og skulle starte på læreruddannelsen på Haslev Seminarium efter sommerferien. Hun boede hos sine forældre på Duevej sammen med sin storebror Jørgen og lillesøster Lis.

 

Om efteråret meddelte Justitsministeriet min far, at Dommerkontoret i Haslev skulle nedlægges. Ministeriet var i gang med en større omlægning og reduktion af de danske retskredse. Derfor søgte han et nyt dommerembede i Nakskov. Det fik han. Men lykkens gudinde var også med ham på anden måde. Hans kusine boede i Nakskov, og de havde haft en romance kørende gennem et stykke tid.

 

Far spurgte hvad jeg mente om sagerne. Det havde jeg egentlig ingen mening om. Men jeg ønskede ham og Inger det bedste. Jeg kunne ikke flytte med – i så fald skulle jeg pendle mellem Nakskov og København samt undvære Bibi. Det var uoverskueligt. I forvejen boede jeg hos familien Espersen i Haslev, hvor jeg havde lejet et værelse i deres hus. Så Nakskov var udelukket for min del. Den 15. januar 1969 flyttede far til Nakskov og tog hul på et nyt kapitel af sin tilværelse. Datoen husker jeg, fordi jeg fyldte 18 år den dag.

 

Familien Espersen var dejlige mennesker; de behandlede mig som om jeg var en del af familien, og Bibi var også velkommen. Senere i 1969 var jeg imidlertid nødt til at flytte, da deres søn var blevet så stor, at han skulle have eget værelse. I stedet fandt jeg et andet værelse hos en ældre dame i Haslev. Hun vil ikke have, at jeg havde ’piger på værelset’. På den anden side satte hun stor pris på lejeindtægten, så jeg så tilsvarende stort på hendes snerperi. Til gengæld fandt jeg det meget ubehageligt, at hun låste sig ind på værelset og snagede i mine ting og sager, når jeg var på arbejde. Jeg lagde altid nogle fælder, og damen var ikke klogere end at hun efterlod spor.

 

Men hurtigt blev jeg grueligt træt af hendes påtrængende nysgerrighed, så jeg søgte og fik et værelse på et ungdomskollegium på Gammel Køge Landevej i Valby. Nu havde jeg langt kortere til arbejde og kunne møde kl. 07:00 på porcelænsfabrikken. Jeg havde endda tid til at besøge Bibi hver eneste dag; jeg tog toget til Haslev og var der ved 18-tiden, spiste og var sammen med hende i fire timer, hvorefter turen gik tilbage til Valby.

 

På et tidspunkt sluttede vores forholdsvis korte forhold. Det var Bibi, der gjorde det forbi, og jeg var dybt ulykkelig. Måske ikke så meget på grund af den forliste kærlighed, men fordi jeg pludselig indså, at jeg var alene. Mor var væk, far boede i Nakskov, min søster og svoger og deres børn i Ballerup. Og der stod jeg – efterladt og overladt til min egen skæbne. Jeg var ”helt Palle” og Herluf alene i verden. Akkurat som drengen i Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns børnebogsklassiker.

 

 

Kammerat Camillo

 

Venskaber kan opstå hvor som helst. Fx blev Poul Camillo Pedersens og mit venskab grundlagt på togstrækningen mellem Roskilde og Køge. Han boede i Køge, var i lære som slagter og gik i perioder på fagskole i Roskilde - og jeg var som bekendt i lære som porcelænsmaler. Umiddelbart smager slagter og porcelænsmaler som to uens størrelser. Men alligevel havde Camillo og jeg nogle interesser til fælles.

 

Vores veje krydsedes på vores periodiske hjemrejse fra henholdsvis Roskilde og København. Til at begynde med sad vi bare over for hinanden (altid i en rygerkupé - dengang var hver anden kupé reserveret til rygere) som alle andre pendlere, men efterhånden kom vi i snak og fandt ud af, at vi var på bølgelængde. Vi var begge interesseret i musik og kunst, så vi havde masser at tale om. Og det gjorde vi, mens vi røg vores Prince, som var vores foretrukne cigaretmærke, selvom vi var håndværkerlærlinge. På den tid var Prince kategoriseret som en funktionærcigaret, mens Cecil var en arbejdersmøg.

 

Faktisk kunne cigaretterne have ført til et rygende uvenskab. Jeg havde 20 fribilletter til Vikingbådene, der sejlede mellem København og Landskrona - og dermed adgang til at købe toldfrie cigaretter i både autoriserede og uautoriserede mængder (i folkemunde kaldtes overfarten ‘fattigmandsruten’). De billetter var Camillo meget interesseret i at få fingre i, da han og en flok andre slagterlærlinge fra Slagteriskolen i Roskilde planlagde en toldfri sejlads til Landskrona (cigaretter, chokolade, kaffe, cacao, sukker og mandler kostede en slik ombord). Derfor var fribilletter i rimelig høj kurs. Han tilbød mig to 20-styks Prince til almindelig dagspris for de 20 billetter. Umiddelbart var det en dårlig forretning, men som lærlinge havde vi ikke mange penge at gøre godt med, så jeg slog til, og fribilletterne skiftede hænder.

 

Vi så først hinanden igen en rum tid senere. I Roskilde steg Camillo på toget, rev døren til kupeen op, satte sig på sædet foran mig, stirrede mig direkte i øjnene og sagde: “Jeg håber, at cigaretterne smagte dig, Luffe?” De var røget forlængst, og jeg anede ikke, hvor han ville hen med spørgsmålet, så jeg bekræftede bare, at de smagte lige så forrygende, som de plejede at smage. “Det er jeg glad for at høre, Luffe. Dine billetter var ugyldige, de havde overskredet anvendelsesdatoen, så der stod vi  i Havnegade med håret i postkassen og måtte betale fuld pris for en skodtur til Landskrona. Jeg kan godt love dig for, at der var optræk til mytteri.”

 

Det var naturligvis en tåbelig historie, men til mit forsvar skal siges, at der ikke stod noget om gyldighed og sidste anvendelsesdato på billetterne. Jeg troede, billetterne var eviggyldige. Efter Camillos alvorsord var han ved at knække sammen af grin over det skete. Dér kunne vores spirende bekendtskab for så vidt være endt i uvenskab.I stedet blev det starten på et varmt og vedholdende venskab, der varede lige indtil Camillos død i 2010

 

Nogle år før havde han fået en hjerneblødning, der lammede venstre side af kroppen og gjorde livet svært for ham. Men det forhindrede os ikke i at ses. Tre gange om åretkom Camillo og besøgte mig på Bornholm i selskab med sin plejer, Jes. Sidstnævnte gjorde alt, hvad der var menneskeligt og praktisk muligt for at Camillo fik andet at se end sin beskyttede bolig i Bjæverskov. Stor tak til Jes for hans fantastiske indsats for Camillo. Empatiske mennesker som Jes er desværre ikke hverdagskost i dagens Danmark.

 

Æret være Camillos minde.

 

 

Camillo hev mig op, da jeg var nede

 

Da forholdet til Bibi kuldsejlede, brød min verden sammen. Men Camillo var der for mig, som man siger. Han gjorde alt, hvad der var menneskeligt muligt for at få mig på fode igen. Han lagde ører til mine sorger, bekymringer og selvmedlidenhed. Der var ingen grænser for hans lydhørhed, tålmodighed og hjælpsomhed. Siden da var Camillo min sjælebror indtil sin død for tre år siden. Desværre kan jeg ikke sende ham mine epistler, da jeg ikke kender adressen på den sky, han sidder på i dag. Til gengæld sender jeg ham ofte en masse tanker. Han har fortjent at vide, hvor meget han har betydet for mig.

 

Kort før bruddet mellem Bibi og jeg, var han højst overraskende dukket op på kollegiet, hvor jeg overnattede (jeg havde både et værelse i Haslev og et kollegieværelse på Gammel Køgelandevej i Valby), fordi jeg skulle møde kl. 7:00 på porcelænsfabrikken. Fra fredag til søndag boede jeg i Haslev. Jeg betalte altså husleje to steder, rejste til og fra Haslev to gange dagligt i den periode. Set i bakspejlet var det himmelråbende, men kærlighed gør blind, som det vistnok stadig hedder.

 

I første omgang troede jeg, at Camillo var kommet for at besøge mig. Men det viste sig, at han havde fået et værelse på samme kollegium. Uden at vide at jeg boede på samme adresse. I mellemtiden var han blevet slagtersvend, men overvejede at skippe slagterknivene til fordel for en pædagoguddannelse.

 

Det blev til en række gode kollegieår for os begge. Kollegianerne var en skønsom blanding af lærlinge og studerende, så vi manglede aldrig selskab. Én af dem vi gerne var sammen med hed Clovis Henri Gauguin. Han var oldebarn af den verdenskendte franske maler Paul Gauguin (1848-1903). Clovis havde mange talenter og spillede på flere tangenter; om dagen var han i lære som sølvsmed hos hæderkronede Georg Jensen Sølvsmedje, og om aftenen fyrede han godt med fjolletobak, malede og tegnede og var en forrygende pianist - i perioden 1970-72 var han forøvrigt guitarist i det engelske rockband Oceania, som turnerede rundt omkring i Europa.

 

 

Stof til eftertanke

 

Ud over forlist kærlighed bød 1969 på en særdeles ubehagelig oplevelse. På fagskolen på Frederiksberg byder en anden lærling mig på en kop kaffe, som han havde spædet op med hash. Han fortalte mig, hvad han havde gjort, og understregede, at det var helt ufarligt. Mit eneste kendskab til hash var det store skilt på stationsbygningen i Haslev, hvor én eller anden havde tilføjet et h mellem s og l, så der stod Hashlev. Mange mente at vide, at det var Ole, der stod bag. Han boede stadig i byen og rejste til København hver dag – og tilbage igen. Men jeg har hans ord for, at det ikke var ham. Han mener til gengæld, at gernings- og ophavsmanden havde skrevet sig ind i Haslevs nyere historie. Ole røg hverken hash eller på andre stoffer, selvom det var uofficielt pensum blandt slipseknuderne på den handelsskole, han gik på, mens han var elev på Gyldendal. Når nogle af eleverne blev trætte af at høre om konossementer, juridiske handelsspidsfindigheder, regnskabstekniske spilleregler, tolvmandsforeninger og hvad der var god latin i tysk og engelsk erhvervssprog etc., gik de ned på toilettet og fyrede en fed – flere år før udtrykket røg ind i det danske sprog.

 

Tilbage til min kaffe. Jeg drak den og nød aromaen i fulde drag. Men efter en halv time begyndte bevidstheden at spille mig et puds. Alt, hvad der blev sagt, var hylende morsomt; jeg fik et grineflip. Senere forduftede det morsomme, alle lyde omkring mig skar i kroppen og vægge, gulve og lofter var pludselig lyserøde og jeg følte mig svimlende utilpas og måtte forlade undervisningen. Læreren kunne godt se, at jeg så syg ud, så han ønskede mig god bedring og velkommen tilbage, når jeg blev rask.

 

Af indlysende årsager vidste jeg ikke, at jeg var på et alvorligt trip. Turen fra Frederiksberg til Valby var forfærdelig. Jeg koncentrerede mig om fliserne, jeg gik på. Det ene øjeblik skinnede de omkap med solen, det næste virkede fliserne som møtrikker. Samtidig drønede musikken i mine ører – det var bilerne, der kørte forbi. Da jeg omsider nåede til Toftegårds Plads i Valby var der rødt lys i fodgængerfeltet over til Gammel Køge Landevej. Der står en anden mand og venter på grønt lys, da jeg ser, at han holder øje med mig, stirrer jeg ham stift i øjnene – imens jeg føler, at jeg bliver fem meter høj og betragter ham fra toppen af en flagstang. Så skifter trafiklyset til grønt, manden ryster på hovedet, og jeg vil følge efter. Det kan jeg ikke, mine ben vil ikke flytte sig. Efterhånden føler jeg, at jeg er hovedpersonen i et mareridt uden ende. Men på et tidspunkt – guderne må vide hvordan - når jeg frem til kollegiet og mit værelse. Jeg kaster mig hovedkuls på sengen og overmandes af nye halluciationer. Døren sparkes op og en mand springer på mig, han holder mig for næsen, så jeg ikke kan få luft. Jeg er desperat, men får rystet overfaldsmanden af mig – og kom til at tænke på en mareridtsagtig drøm, jeg havde som 10-årig. Dengang drømte jeg, at jeg kom i klemme og ikke kunne trække vejret. Det var drømmen, der gentog sig. Langsomt fik jeg mandet mig op og kunne sidde oprejst på kanten af sengen, hvorefter jeg fik hjertekrampe. Nu blev jeg for alvor bange og gik ud for at trække frisk luft, det støvregnede, men fugtigheden føltes befriende, selvom jeg slet ikke kunne mærke verden.

 

Senere fandt jeg ud af, at jeg havde fået en hashpsykose. Jeg kunne simpelthen ikke tåle stoffet, og jeg har aldrig prøvet det siden. Til gengæld kom den ubehagelige oplevelse mig til gode langt senere i livet. Men det er et helt andet kapitel.

 

Nyere forskning har forøvrigt vist, at hashpsykose i værste fald kan udvikle skizofreni, hvis man er ung og har et psykisk skrøbeligt sind. Alt tyder på, at psykosen er et forvarsel om, at en alvorlig psykisk lidelse er under udvikling. Tak for kaffe, siger jeg bare.

 

 

X. kapitel:

 

Farvel til det sikre, goddag til det usikre

 

Januar 1971 får jeg svendebrev og kan kalde mig porcelænsmaler. Men jeg har ikke tænkt mig at arbejde som sådan. Efter 4 ½ års læretid har jeg lyst til at prøve noget andet, så jeg siger op på Den Kongelige Porcelænsfabrik og fratræder den 31. januar. Helt præcist hvad jeg skal, har jeg ingen anelse om. Dog er jeg fast besluttet på at søge ind på Kunstakademiet til september. Indtil da vil jeg vil forsøge at leve af understøttelse fra fagforeningen (dengang var der ingen karantæneregler, selvom man selv sagde op). Så jeg havde syv måneder, jeg kunne udfylde efter lyst - og penge, naturligvis.

 

Kollegieværelset måtte jeg vinke farvel til, da jeg ikke længere var lærling. Heldigvis havde én af mine kolleger på porcelænsfabrikken, Lis Worm, et værelse til leje. Så jeg rykker teltpælene op og flytter fra Valby til Albertslund. Med mig havde jeg desuden en forhåndsaftale med en anden kollega, Niels Frederiksen, om at smutte til Paris i sommerens løb. Det gør vi. Vi finder et hotel i nærheden af det prestigefyldte  l’Université Paris-Sorbonne og tager for os af de franske fristelser (især de vinøse og kulinariske rundt omkring i Latinerkvarteret), tegner lidt, kigger Mona Lisa dybt i øjnene på Louvre og ser en del til Renoir, Matisse, Picasso og mange andre kunstnere rundt omkring på byens museer. Det er sand idyl.

 

En aften sidder vi på en plads i Saint Michel-kvarteret. Pludselig kommer en stor, højtråbende menneskemængde løbende imod os, jeg registrerer at de har en hær af sortklædte mænd i hælene. ”Hvor brænder det mon?”, spørger jeg Niels, da jeg tror, de sortklædte er brandmænd. Jeg får ikke noget svar, til gengæld ser jeg Niels i fuldt firspring ned ad gaden. Herefter tager jeg også benene på nakken, da det går op for mig, at det er politiet i kampuniformer; de banker løs med kæmpeknipler på alt, hvad der bevæger sig. Jeg løb, som jeg aldrig før eller siden har løbet. På et tidspunkt faldt jeg – og en vildtfremmed dame faldt over mig. Der var tumult og panik overalt, og jeg havde ingen anelse om, hvor i Paris jeg befandt mig. Fransk kunne jeg ikke et ord af, men jeg forstod alvoren. På et tidspunkt lykkedes det mig at komme ind på en overfyldt café, sveden haglede af mig og håret klistrede til hovedet. En fyr spurgte mig på engelsk, hvor jeg kom fra, og hvor jeg boede? Det fortalte jeg ham, hvorefter han sagde ”Følg efter mig, jeg ved hvordan vi kommer til dit hotel uden at støde på politiet.” Det lykkedes, og min redningsmand, der var tysker og lignede Ole Grünbaum med stort skæg og endnu større hår, gik med op på værelset. Dér sad Niels, uskadt men rystet. Min tyske redningsmand forklarede, at balladen var efterdønninger af studenteroptøjerne i 1968, af og til gennemførte politiet razziaer på cafeerne og arresterede alle, der ikke havde et studiekort eller lignende identitetskort på sig. Niels og jeg vidste ikke, at den slags var lovpligtigt i Frankrig. Efterfølgende havde vi altid vores pas på os.

 

Det år fik en anden tysker Nobels Fredspris, nemlig den vesttyske forbundskansler Willy Brandt (1913-1992) for sin indsats for forsoningen mellem Øst- og Vesttyskland. Willy Brandt hed oprindelig Herbert Ernst Karl Frahm og flygtede til Norge i 1933 efter Hitlers magtovertagelse, fra da af kaldte han sig Willy Brandt.

 

 

 

 

Arbejdsløs og hvad så?

Vel hjemme fra Paris og en hel del franske franc og danske kroner fattigere, havde jeg så småt behov for en kapitalindsprøjtning. Den fixede min skytsengel Camillo. Han skulle starte på pædagogseminarium og foreslog, at jeg lagde billet ind på hans hidtidige medhjælperjob i en børnehave i Vangede (Gentoftes Harlem, som Dan Turèll kærligt skrev i ’Vangede Billeder’, der udkom i 1975). Jeg fik jobbet i børnehaven Vangede Asyl, som har til huse på Stolpegårdsvej i Gentofte. Jobbet var fint og ungerne søde, det samme var kollegerne. Én af dem, Holger, var ret kunstinteresseret. Da han hørte mine planer om at søge ind på Kunstakademiet, foreslog han at jeg tog en tur omkring Holbæk Kunsthøjskole. Den havde jeg aldrig hørt om, men jeg skrev navnet bag øret og rekvirerede information. Umiddelbart havde jeg ikke råd til et fire måneders ophold, så jeg talte med far, som altid havde hjulpet mig med huslejerne rundt omkring. Han ville hjertens gerne bidrage, så jeg søgte og fik plads på Holbæk Kunsthøjskole fra april og fire måneder frem i 1972.

 

Fra oktober til december 1970 havde jeg gået og tegnet gipsfigurer på Glyptoteket i København. Planen var, at de skulle bruges i forbindelse med eventuel optagelse på Kunstakademiet. Det var ikke et krav, men jeg vidste, at bedømmelsesudvalget skelede til ens tegnefærdigheder. En dag tog jeg bunkevis af tegninger og gik ind på akademiets grafikskole for at få en vurdering af professor Palle Nielsen (1920-2000). Dengang som i dag regnes han for den fineste grafiker, Danmark har fostret. Jeg var fuld af beundring for hans grafiske værker, et par af dem – ’Orfeus og Eurodike II (Isola)’ og ’Nekropolis’ - var netop udkommet i bogform. De var kronjuvelerne i min daværende bogsamling. Jeg var spændt på, om han ville kigge på og kommentere mine tegninger. Han viste sig at være ualmindelig venlig og tog sig den tid, det tog at komme igennem min medbragte bunke. Han syntes, jeg havde talent, men også mangler. Alligevel anbefalede han mig at søge ind – dog uden at love at jeg ville blive optaget. Bedømmelsesudvalget bestod af fem professorer, hvoraf han var den ene. Jeg søgte ind i september 1971, men blev ikke optaget.

 

På Glyptoteket havde jeg mødt en jævnaldrende og lige så håbefuld fyr, som også tegnede lovende. Han spillede desuden guitar og skrev tekster. Carsten hed han, og hans mål var at komme på Kunsthåndværkerskolen og blive reklametegner. Fra barnsben af og tidligere endnu havde han nemlig fået fortalt, at det at ha’ noget at falde tilbage på var lig med ét alt. Tegneriet gav pote, og Carsten kom på Kunsthåndværkerskolen i København året efter. Men han færdiggjorde aldrig uddannelsen. For i mellemtiden havde han tilegnet sig mellemnavnet Valentin og etableret et ganske lille band, som han kaldte C.V. Jørgensen.

 

 

Kunsthøjskole med udbytte

 

Opholdet på Holbæk Kunsthøjskole åbnede for alvor mine øjne for kunst. Jeg prøvede en masse forskellige kunstarter og -retninger og udviklede mine tegne- og maleteknikker, som stort set var baseret på det, jeg havde lært på Den Kongelige Porcelænsfabrik. De fire måneder bød på mange gode, sjove, underfundige og uforglemmelige oplevelser. Plus nye bekendtskaber, hvoraf flere blev til venskaber og efterfølgende samarbejde. Eksempelvis lejede Lise og Finn og jeg et butikslokale i den gamle bondeby i Lyngby, hvor vi arbejdede og udstillede og ikke solgte ret meget. Men det var enormt udbytterigt.

 

Sjovt nok krydsedes Carstens og mine veje igen. Han boede lige over for vores lokale, og havde så småt vundet gehør uden for Lyngby og omegn. Et par år senere – i 1974 - debuterede C.V. Jørgensen på vinyl med ’En stynet strejfer’, i 1975 udkom ’T-shirts, Terylenebukser & Gummisko’ og i 1977 kom gennembruddet med ’Storbyens små oaser’.

 

Efter det fire måneder på kunsthøjskolen tog jeg igen ind til Palle Nielsen på Kunstakademiet, denne gang med nye tegninger. Han roste dem og syntes, at jeg havde udviklet mig meget siden sidst, så han ville absolut lægge et godt ord ind for mig, hvis jeg igen søgte ind på akademiet. Det gjorde jeg - og blev optaget. Lykkens gudinder, græske Tyche og romerske Fortuna, smilede til mig.

 

Ét eller andet sted:

 

Alle går vi rundt & leder som besatte

nogen finder noget & andre finder sig selv

alle mister noget ingen kan erstatte

nogen går omkring & slår tiden ihjel

 

C.V. Jørgensen: Indian Summer, 1988

 

 

 

 

X. kapitel:

 

Akademiår

 

At blive optaget på Kunstakademiet - Det Kongelige Danske Kunstakademi, som det hedder opfficielt og på alle papirer - var som at komme i den syvende himmel. Jeg havde tårnhøje forventninger og glædede mig som en lille dreng til juleaften. I ånden og min malerhjerne forestillede jeg mig, at jeg skulle lære at male lige så mesterligt som Karl Isakson, Edvard Weie, Kristian Zahrtmann, P.S. Krøyer, Michael Ancher, de franske impressionister og Picasso. Til min undskyldning skal siges, at jeg var 21 år, havde 8 års skolegang, ingen eksamenspapirer, blot et svendebrev.

På den anden side er jeg helt overbevist om, at de 39 øvrige, der skulle starte samtidig med mig, havde lige så ’romantiske’ drømme. Vi var 40 udvalgte, bedømmelsesudvalget havde siet 560 fra. Optagelseskriterierne var dengang som i dag ganske simple. Man bliver vægtet og vejet på de arbejder, man indleverer. Bedømmelsesudvalget lægger vægt på tingenes originalitet og ansøgernes potentiale for kunstnerisk og faglig udvikling. Kort sagt: Det handler om talent og potentiale. Intet andet.

Vi startede den 1. september 1972. I akademiets lokaler på 5. sal i Peder Skrams Gade – lige bag en anden kongelig institution, Det Kongelige Teater. Her fik vi udleveret materialer, så vi kunne komme igang med vores studie. Alt, hvad vi havde brug for senere hen, betalte vi af egne lommer.

 

Senere var der officiel velkomst og åbningsceremoni for studerende og alt, hvad der kunne krybe og gå af kulturpinger og -paver, politikere plus en masse andre. Traditionen tro havde man inviteret en person fra det litterære vækstlag til at læse op af det, vedkommende arbejdede med. I 1972 var det en ung, høj, ordrig og velformuleret mand på 26 år, som var ved at skrive sin første bog. Arbejdstitlen var ’Manjana’, og den unge mand serverede stakke- og arkvis af digte, tekster, montager, transmissioner, besværgelser, hymner, salmer, sange, transkriptioner og meget, meget andet, som tilsammen skulle give et signalement af beatkulturens tid. Noget var håndskrevet, andet var skrevet på akustiske skrivemaskiner, som den vordende forfatter fortalte. Der var næppe ret mange, der skrev forfatterens navn bag øret den dag. Det gjorde jeg, det var Dan Tùrell (1946-1993). Bogen udkom året efter, og titlen var ’Sekvens af Manjana – den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller: 160 ark’. Det var Onkel Dannys officielle debut. Året efter var det Niels Hausgaard, der stod på scenen, og i 1974 kom turen til Robert Jacobsen, som netop var blevet udnævnt til og ansat som professor på akademiet; ansættelsen afstedkom en masse protester fra de studerende, stort ståhej og uro inden for murene.

 

 

Mine nye legekammerater

 

Når man starter på noget nyt, er man altid spændt på, hvordan det hele skal spænde af – og med hvem. Derfor har man sommerfugle i maven og alle antenner ude. Man er nysgerrig efter at se, hvad de andre kan, som man ikke selv kan. Kort sagt: Man måler egne evner og kunnen i forhold til de andres. I hvert fald til at begynde med, siden finder man sin egen stil og tone. Primært inspireret af de lærerkræfter man vælger og de teknikker, man beskæftiger sig med undervejs. Så selvom man kommer med drømme og planer  om at blive maler, kan det godt være, at man ender som billedhugger. Eller omvendt. Det fine ved uddannelsen er, at man får mulighed for at arbejde med alle kunstformer og – forhåbentlig – finde sin egen udtryksform.

 

Selvfølgelig kan man ikke være venner med alle. Vi mennesker har det med at finde sammen i fællesskaber, som udspringer af sympatier og interesser, kompetencer og kundskaber – eller manglen på samme.

 

Der er især 12 af mine medstuderende, som har sat sig livsvarige spor. På nær én er alle lyslevende og aktive kunstnere i dag. Det er Jens-Peter Kellermann (billedhugger), Ole Lambertsen (maler), Torben Christensen (maler, 1950-2004), Jens Evald Hansen (maler), Kurt Hansen (maler), Sisse Westergaard (grafiker), Jane Balsgaard (billedhugger), Ole Broager (maler), Eydun av Reyni (maler), Lisbeth Groth-Jensen (maler), Peter Gjerlev (maler) og Vibeke Glarbo (billedhugger).

 

 

Frihed til at vælge og fravælge hvad som helst

 

Man kunne komme sovende til meget på Kunstakademiet i 1972. Kun én ting var obligatorisk, det var faget Kunsthistorie. Resten var op til én selv. Man kunne vælge og vrage blandt rækkevis af foredrag og forskellige former for undervisning. Hvis man altså var interesseret i at lære noget. Det var langtfra alle, der havde det. Flere gik mere op i internt ævl og kævl, politik og polemik. Det interesserede mig en papand. I stedet valgte jeg blandt andet at følge undervisningen i perspektiv- og projektionstegning hos Finn Bentsen; det lærte jeg meget af. Desuden fik jeg masser af kemi ind under huden i Farveteknisk Laboratorium. Ligesom jeg fulgte Palle Nielsens undervisning i modeltegning og hans foredrag om Rembrandt. Begge dele var fantastiske øjenåbnere. Palle Nielsens indlevelses- og formidlingsevner var formidable. Når man var på tomandshånd med Palle Nielsen stammede han, men når han talte i større forsamlinger, forsvandt hans stammen som dug for solen. Senere fortalte han mig, at hans talehandicap var årsagen til, at han valgte at tegne og arbejde med billedkunst.

 

Af og til kom gæstelærere på visit, dels for at inspirere os, dels for at give os indblik i deres vidt forskellige motivverdener, arbejdsformer, inspirationskilder og personlige meninger om kunst o.m.a. Fra den tid husker jeg især maleren Freddie A. Lerche, billedhuggeren Gunnar Westman (1915-85), Fluxus- og altmuligkunstneren Arthur (Addi) Köpcke (1928-77) og maleren Ole Schwalbe (1929-1990). Sidstnævnte var rektor på Kunstakademiet i perioden 1974-79.

 

Efter den første hektiske tid, hvor alt var nyt, tillokkende, spændende, fristende og interessant, blev det hele lidt mere hverdagsagtigt og rutinepræget. Jeg fulgte undervisningen og forsøgte at blive bedre til alt, hvad jeg gjorde. Og heldigvis havde jeg den indbyggede arbejdsdisciplin, som var blevet opbygget i årene på porcelænsfabrikken. Den var guld værd på akademiet, hvor forbavsende mange forsøgte at springe over, hvor gærdet var lavest. De fravalgte stort set det meste. Fx var vi kun 3 ud af 40 studerende, der gad komme til den daglige modeltegning. De øvrige 37 fandt, at det var spild af deres tid og talent.

 

Det grublede jeg en hel del over, og jo mere jeg grublede, des mere indså jeg, at jeg savnede at lave noget, som kunne bruges til noget. Så efter det første år på akademiet fik jeg et halvdagsjob som porcelænsmaler på min gamle arbejdsplads, Den Kongelige Porcelænsfabrik. Det gav smør på brøddet og til huslejen, resten blev finansieret af statsgaranterede studielån. Trods beskedne 8 års folkeskolegang og tilsvarende regnekundskaber var jeg godt klar over, at jeg skulle holde mit studielån på et minimum; pengene skulle jo også betales tilbage efter endt uddannelse. Udlånsrenten var tårnhøj dengang, og den steg bogstaveligt talt fra dag til dag. Lånte man fx 25.000 kr. ialt, kunne man regne med, at gælden var vokset til noget nær 75.000 kroner, når uddannelsen var i hus. Det blev dyre lærepenge for rigtig mange. Så vidt jeg husker, var der en del, der endte med at tilbagebetale i omegnen af 1 million kroner på den konto.

 

Desværre måtte jeg vinke farvel til arbejdet på porcelænsfabrikken efter et års tid. Efterspørgslen på porcelæn var ikke længere, hvad den havde været. Heldigvis var jeg medlem af  Keramisk Forbund og kunne få halv understøttelse, fordi jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Forbundet kunne når som helst sende mig ud i et halvdagsjob, men de hang ikke på træerne i 1970’erne. I 1975 fandt jeg selv et halvdagsjob som alt-mulig-mand på Kiepe Elektriks lager. Firmaet leverede komponenter til elektro- og elektronikindustrien. Trods beskeden indsigt i firmaets produkter, gjorde jeg ingen skade. Kiepe Elektrik har i hvert fald overlevet min ansættelse og eksisterer vistnok i bedste velgående på Tobaksvejen i 2860 Søborg.

 

 

 

Verden uden for Kunstakademiets mure

Personligt husker jeg især 1972 for starten på Kunstakademiet. Men der skete meget andet rundt omkring i netop det år. Den ikke-folkelige Jens Otto Krag var statsminister, mens den folkelige konge, Frederik 9., døde den 14. januar. Dagen efter blev hans ældste datter, den 31-årige tronfølger Margrethe Alexandrine Thorhildur Ingrid, udråbt til Danmarks dronning. Margrethe 2. har hun heddet lige siden. 3 måneder senere blev sporvognstrafikken nedlagt i København, den 2. oktober var der folkeafstemning om indmelding i EF (forløberen for EU), og modsat nordmændene stemte 63,3 % af den danske vælgerbefolkning for, at Danmark skulle være medlem. Det regnes som statsministerens helt store triumf, men dagen efter meddelte Jens Otto Krag fra Folketingets talerstol, at han trådte tilbage som statsminister. Men han havde endnu en overraskelse i ærmet. Den 5. oktober præsenterede han den tidligere formand for Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, Transportgruppen og Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (SID), Anker Jørgensen, som Danmarks nye statsminister.

 

Sidst, men ikke mindst: Den 11. december 1972 landede Apollo 17 på månen. Men efterhånden var månelandinger blevet hverdagskost, så nyheden fyldte ikke alverden. Værd at huske er imidlertid, at ingen har besøgt månen siden.

 

 

Studieture, hvor vi så, sansede og dansede

 

Noget af det mest mindeværdige fra tiden på Kunstakademiet, var de årlige studieture – eller dannelsesrejser om man vil - som bragte os rundt omkring på Europakortet, der så markant anderledes ud dengang end i dag. Målet var først og fremmest at kigge fortidens kunstnere og deres kulturer efter i sømmene, men det handlede også om viden, inspiration og socialt samvær. Det sidste var der ikke ret meget af til hverdag, hvor vi alle havde vores forskellige gøre- og studiemål.

 

 

Amsterdam

 

I 1973 gik turen til Amsterdam. Det var Vincent Willem van Gogh (1853-1890) og Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606-1669), der var trækplastrene. Begge har deres eget museum.

 

Rembrandt-museet har til huse i det hus, han købte i 1639 og boede indtil 1656, hvor han gik personligt konkurs og alle hans ejendele blev solgt på auktion. Museet blev dog først etableret efter en omfattende renovering i 1911, 242 år efter hans død. Udover Rembrandts grafikpresse huser museet hundredevis af Rembrandts skitser og raderinger plus andre kunstneres værker, som han brugte til daglig inspiration.  Bl.a. malerier af Pieter Lastman (1583-1633), som lærte Rembrandt at tegne. At Rembrandt betragtes som mesteren over alle hvad tegning og grafik angår, er synligt for enhver, der kigger indenfor i huset på Jodenbreestraat 4.

 

Fra Rembrandt-museet til van Goghs er der et kvantespring. Hjemmefra kendte vi alle hans solsikker og galmandsværket, det afskårne øre. Og vi vidste også, at han kun solgte ét eneste maleri i sin korte levetid. Det var ’Solsikkerne’; det købte van Goghs bror, som var kunsthandler. Han videresolgte ’Solsikkerne’ til en bekendt for et beløb svarende til 100 danske kroner i dag. Det kan man vistnok kalde et fund til prisen.

 

Sidenhen er van Goghs malerier solgt og købt for millioner. En japansk forretningsmand købte fx ’Portræt af dr. Gachet’ for 82,5 millioner dollars i 1990. Den stinkende rige japaner, Ryoei Saito, proklamerede ved den lejlighed, at dr. Gachet skulle brændes sammen med ham, når han døde. Det gjorde han i 1996, og ingen har set skyggen af dr. Gachet siden. Om Ryoei Saito var mere sindssyg end van Gogh, kan man altid fundere over.

 

 

Ikonmanden, der blev ikonisk

 

Mens vi var i Amsterdam, hev en af vores studiekammerater os en dag med ned til og ombord på en husbåd, som var ejet og beboet af en amerikaner, der hed Walter Karl Gluck (1929-1986). Båden kaldte han ’Henry David Thoreau’ – efter den filosof, der var en af hans inspirationskilder. Selv kaldte han sig Viktor IV og mindede om den Noa, de fleste kender fra bibelhistorien. Han og husbåden var lidt af et tilløbsstykke såvel fra land- som vandsiden. Ombord havde han sin kæreste og nogle geder. Plus et hav af selvlavede, fantasifulde og farverige ikoner, baglænsgående ure, logbogsblade og enormt meget andet. Inkl. en mindre kolonihave agterskibs. Den så umiskendeligt dansk ud – og det var den også. Viktor var nemlig kæreste med Ina Munck fra København.

 

Viktors ure var et kapitel for sig. Han kaldte dem ’Contra Clockwises’. De gik baglæns, fordi han havde en idé eller filosofi om, at man skulle bremse tiden. Senere blev de produceret i store antal og solgt verden over under navnet Bulgar Time, som Viktor kaldte sig, når han legede med tiden.

 

Med til historien hører, at Amsterdam var fuld af rygende skæve eksistenser, hippier og provoer i 1974. Det var alletiders tur.

 

 

London

 

Mens Viktors ure gik baglæns, gik det fremad på akademiet. Mindre end et år efter turen til Amsterdam var vi modne til endnu en studierejse. Denne gang til London. Målet var først og fremmest Tate Gallery (fra 1897-1932 National Gallery of British Art) og dets imponerende samling af alletiders britiske samt moderne international kunst plus Victoria & Albert, som er verdens største kunst og designmuseum.

 

Hjemmefra havde jeg fået til opgave at holde et foredrag om Joseph Mallord William Turner (1775-1851). Turner var en engelsk landskabsmaler, og som én af de få kunstnere fra den tid, var han anerkendt som en fremragende maler, mens han levede. Fra 1807 og 30 år frem var han professor i perspektiv på The Royal Academy of Arts i London. Men dét, der der for alvor gjorde Turner til en kunstner ud over det almindelige, var hans selvudviklede stil, hvor han ikke kun malede motivernes faktiske udseende, men også lod sine romantiske følelser slå igennem i samspillet mellem lys og skygge. Turner ses i dag for forløberen for impressionismen.

 

Det var mit livs første foredrag. Og mine medstuderende tog det pænt, selvom de stort set vidste lige så meget om Turner, som jeg kunne læse og opsnuse mig til på daværende tidspunkt. Det var vores lærer i kunsthistorie, Poul Gammelbo (1915-1980), der havde bedt mig om at foredrage, fordi han mente, det var en enestående god måde at blive bevidst om billedkunst på. Han roste mig for foredraget. Til gengæld var han rødglødende efter et døgn på vores pensionat i bydelen Kings Cross. Vi havde skrålet og skreget, så ingen af de øvrige gæster havde lukket et øje. Gammelbo var så edderspændt rasende, at han truede os med øjeblikkelig hjemsendelse. Det dæmpede gemytterne, og siden opførte vi os lige efter bogen. I hvert fald på pensionatet.

 

Med til Poul Gammelbos meriter hører, at han grundlagde det velansete kunsttidsskrift ’Cras’, som udkom i perioden 1973-93.

 

 

Athen og omkringliggende øer

 

I en periode valgte jeg at følge undervisningen hos Svend Wiig Hansen (1922-1997). Han var professor på akademiet fra 1971-76, billedhugger, maler og grafiker, utroligt inspirerende, vital og festlig. Før han blev kunstner havde han været cirkusklovn og sanger. Så han var virkelig i stand til at give undervisningen vinger. Sammen med ham drog holdet til Athen og mulige afstikkere til øerne i det græske øhav.

 

Udover Svend Wiig Hansen og mig bestod rejsegruppen af billedhuggerne Pia Honoré Hansen, Jun-Ichi Inoues (1948-2009), Barbara Shankin (1947-1996), Maria Nicolaisen, Vibeke Glarbo og Tove Nielsen samt Jane Balsgaard, der koncentrerede sig om tekstilkunst plus Anders Rasch, der – ligesom jeg – både malede og skulpturerede. Desuden medbragte vi vores faste model, Jonas. Når han ikke stod model for os, læste han samfundsfag.

 

Da jeg kun kendte Grækenland fra mit skoleatlas og lidt til antikken og mytologien fra kunsthistorieundervisningen samt nærstudier og tegning af skulpturerne på Glyptoteket, var det pludselig som om det hele blev åbenbaret og lyslevende. At sidde oppe på Akropolis, skue ned over Athen og fundere over, at jeg sad præcis her, hvor den europæiske civilisations vugge havde sit udspring og samtidig vide, at den græske militærjunta havde ophævet demokratiet og monarkiet et par år forinden, det var både tankevækkende og skræmmende. Til gengæld var appelsintræet foran vores hotel, tavernaerne og den anderledes musik, der blev spillet rundt omkring en fryd for øjne og ører. Jeg blev dybt fascineret af bouzoukien, der er hovedinstrumentet i rebetikamusikken, som blev spillet overalt.

 

 

Retsina, ouzo og skildpadder

 

Efter en række hede og solmodne dage i Athen, delte rejseholdet sig. Nogle ville blive på fastlandet, andre ville ud og smage på øhavets fristelser – deriblandt jeg – før vi alle skulle mødes i Delfi 8 dage senere. Det var her, det mytiske slangeuhyre Python herskede, indtil Apollon dræbte det, og det var Oraklets hjemsted (altsammen ifølge den grænske mytologi).

 

Vi var 5, der sejlede fra Athen til en lille bjerrig ø, hvor vi lejede et par små huse, der skulle være vores hjem de kommende 4 dage. Udover at bade, svømme, dykke og slikke solskin, tegne og fundere en del over livets lyse sider, nød vi den lokale Retsinavin med den særegne harpikssmag. Og når bølgerne gik højt, kastede vi vores kærlighed på den græske nationaldrik, ouzo. Det er en anisbaseret brændevin, som lynhurtigt river benene væk under én, hvis man forsømmer at fortynde den med rigeligt vand. Retsina og ouzo kostede stort set mindre end drikkevand, så vi havde råd til at kigge dybt i flaskerne med vores medbragte drakmer, som den græske valuta hed indtil de skiftede til euro i 2002. Det var 10 år før den græske økonomi gik helt af lave.

 

Udover at boltre os i bølgerne og plaske rundt som overstadige badedyr tog vi på kilometerlange vandre- og svedeture i det stærkt kuperede terræn. Overalt, hvor vi gik, lå eller trissede skildpadder afsted i sneglefart. Det var fantastisk; det samme var farverne og kontrasterne øen rundt.

 

 

Højt at køre, dybt at falde

 

Efter 4 skønne dasedage måtte vi tilbage til fastlandet, da vi skulle møde det øvrige hold i Delfi 4 dage senere. Det blev én af de ture med lige dele fryd og frygt; dels med bus, dels med tog gennem underskønne landskaber og gyselige op- og nedture ad smalle bjergveje, hvor den eneste udsigt var lodret ned. Nogle gange var hjertet ved at ryge over på nabosædet. Dybest set var det skrækkeligt, men vi overlevede på godt humør, masser af galgenhumor og en tyrkertro på, at vi nok skulle nå frem, selvom busserne kørte som ind i helvede. Undervejs – og når chaufføren trængte til at puste ud – provianterede vi i de lokale butikker. Blandt andet tankede vi masser af kopper kaffe, som vi kunne styrke os på. Kaffen smagte umiskendeligt som tyrkisk, men det var ikke noget, man skulle bede om. Dengang som i dag hadede grækerne alt, hvad der smagte af tyrkisk. Fordi tyrkerne havde sat sig på en trediedel af den nordlige del af Cypern i 1974. Ved invasionen havde tyrkerne fordrevet så godt som alle grækere fra det nordlige område, så øen reelt var delt i en etnisk græsk og en etnisk tyrkisk del. Det er Cypern stadig i skrivende stund, selvom både FN og EU har forsøgt at genforene befolkningerne. Uden held.

 

Heldigvis nåede vil helskindede til Delfi, hvor vi fandt frem til vores medstuderende på Athens Kunstakademis såkaldte sommerakademi på stedet. Uanset hvor man vendte og drejede sig, havde man en bjergtagende panoramaudsigt så langt øjnene rakte. Samt hvislende cikader i ørerne fra solen gik ned til den stod op igen. Det var som en drøm.

 

I Delfi købte jeg en buzuki på et af de små markeder; den havde jeg drømt om siden Athen, og den lå nærmest og ventede på mig. Jeg var mere end almindeligt opsat på at  lære at spille på det dobbeltstrengede instrument med 8 toner (1 oktav) mellem hver streng.

 

Desværre holdt den kun nogle dage og ikke til Svend Wiig Hansens balancenummer. En festlig aften vil den tidligere cirkusartist lige vise os sine evner til at balancere med bouzoukien på næsen. Det gik strålende, men pludselig landede bouzoukien på stengulvet, og så var der ikke mere bouzouki i det instrument. Han var bundulykkelig og tilbød at få den repareret, men det afviste jeg med beskeden om, at ”hvor der handles, der spilles.”

 

Til billedet af Svend hører, at han tildeltes både Eckersbergs Medalje og Thorvaldsens Medalje, men han ønskede ikke at modtage dem. Han var slet ikke ”ordensmenneske”, derimod en begavet, hjæpsom og gavmild person, der øste af sin viden og kunnen.

 

 

Wilhelm Freddie var, hvad han tegnede og malede

 

Som årene gik – og nu havde jeg efterhånden gået 3 år på akademiet – var jeg efterhånden sikker på, at det var maleriet og tegningen, jeg skulle koncentrere mig om. Derfor søgte jeg over på Wilhelm Freddies malerskole på akademiet i efteråret 1975. Freddie (1909-1995) var en enormt dygtig tegner og maler samt professor på akademiet fra 1973-79. Som surrealist var han optaget af at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed; inspirationen kom fra psykoanalysens skaber, Sigmund Freud (1856-1939), og dennes teorier om drømmens og det underbevidstes betydning. Freuds barnebarn, Lucian (1922-2011), blev forøvrigt en dygtig maler. Men det har intet med Freddie at gøre.

 

Lige så dygtig og synlig Wilhelm Freddie var på lærredet og papiret, lige så surrealistisk var han som underviser. Når han dukkede op, kiggede han på ens tegninger og sagde ”det ser meget godt ud”, hvorefter han gik videre og efterlod én lige så diffus, som før han kom. Ville man have et konstruktivt medspil, måtte man spørge vores model, Ingo. Han var ikke bokser som den tidligere svenske sværvægtsverdensmester, derimod skuespiller og danser og meget kropsbevidst. Ingo kunne kommentere på en måde, man blev klogere af og kunne bruge til noget. Det kunne Freddie ikke. Men det er jo heller ikke en naturlov, at store kunstnere skal være store pædagoger – eller omvendt for den sags skyld.

 

 

Fra asken til ilden

 

Sideløbende med studierne hos Wilhelm Freddie gik jeg på grafikskole hos Palle Nielsen. Det var som at gå fra asken til ilden; hos Palle Nielsen var der ingen slinger i valsen, og der var mødepligt. Han vægtede interesse, flid og arbejdsmoral højt. Palle Nielsen var umådeligt kritisk, men på en særdeles konstruktiv måde. Hans passion og arbejder indgød naturlig respekt.

 

 

Et nyt kapitel

 

Kunstnerisk set blev verden en hel del fattigere i 1976. Den fine tyske maler, grafiker og skulptør Max Ernst døde. Det samme gjorde hans danske kollega Egon Mathiesen og Paul René Gaugain, som både var dansker og nordmand. Flere andre prominente navne fulgte i deres fodspor, fx den finske arkitekt og designer Alvar Alto, den amerikanske filminstruktør m.m. Howard Hughes, bluesmanden Howlin’ Wolf, krimidronningen Agatha Christie, Florence Ballard fra The Supremes, den østrigsk-amerikanske filminstruktør Fritz Lang , den svenske visesanger Evert Taube) og den danske arveprins Knud samt fhv. statsminister Viggo Kampmann og hans kinesiske kollega, formand Mao Zedong plus forfatteren Tove Ditlevsen. Bare for at nævne nogle af de navne, som slukkedes i 1976, men som stadig glimter og stråler med mellemrum.

 

Midt i alle disse dødsfald, tog jeg tilløb til at søge optagelse på Kunstpædagogisk Skole. Målet var at lære, hvordan man formidler kunst og ad den vej måske finde et job som billedkunstlærer på et gymnasium, seminarium, lærerhøjskolen eller anden højskole. Forudsætningen for at komme i betragtning til en plads på studieholdet var, at man havde gået min. 4 år på Kunstakademiet eller havde en beslægtet uddannelse samt at man kunne fremvise værker fra årene, der var gået.

 

Der var rift om pladserne, men det lykkedes at knibe mig gennem nåleøjet, så i september tog jeg hul på et nyt kapitel sammen med bl.a. Torben Christensen (1950-2004) - i 1984 blev han lektor på akademiet, og fra 1994 til sin alt for tidlige død var han professor på Mediekunstskolen. Desuden var der Ole Lambertsen (projektskaber), Sisse Vestergaard (maler og grafiker), Merethe Bagge (maler og computergrafiker) og Bodil Brams (grafiker og maler).

 

Iøvrigt stod 1976 i Gasolins tegn. Det ærkedanske rockorkester med Kim Larsen i spidsen solgte stakkevis af plader og i uhørte mængder, som ingen andre havde gjort. Gruppens succes toppede netop i 1976, hvor der var fulde huse overalt, hvor Gasolin stod på plakaten og scenen. Blandt andet i Idrætsparken i København, hvor Bonnie Raitt var opvarmning for ’Gasserne’.

 

 

Fagre nye verden

 

Kunstpædagogisk Skole var en øjenåbner af rang. Vi fik viden om og indblik i både foto, video, billedanalyse og keramik.

 

Professoren hed Helge Bertram (1919-1988). Udover at være én af initiativtagerne til skolen og uddannelsen var han både maler, grafiker og keramiker. Plus en vidende og dygtig kunstpædagog, som - udover at lede og formidle – konstant eksperimenterede med keramik, skuptur og fotografi.

 

Andre spændende undervisere var arkitekten Kjeld Bonfils (1918-1984). Han underviste i homologe transformationer, som hverken har noget med bøsser eller lesbiske at gøre, men handler om beregning af billeder i forvridning. På papiret lyder det kedeligt, men Kjeld Bonfils var en fabelagtig formidler, som fik os til at forstå den dybere mening med homologe transformationer. Han var forøvrigt også en gudsbenådet jazzpianist, som havde spillet med Gud og hvermand, før han helligede sig arkitekturen. Bl.a. spillede han i Svend Asmussens kvintet, skrev musik til flere film og komponerede vindersangen i Dansk Melodi Grand Prix i 1962. Den hed ’Vuggevise’, havde ord af Sejr Volmer-Sørensen (1914-1982) og blev sunget af Ellen Winther (1933-2011). Året efter hed vindersangen ’Dansevise’; den var også skrevet af den viise Volmer-Sørensen.

 

Undervisningen i video var lagt i hænderne på den schweiziske fotograf Heini Egli. Han lærte os kameraføring og interviewteknik og satte os på en masse praktiske prøver med det nye medie – fra idé og synopsis til story board og levende billeder.

 

Det var både morsomt og interessant at arbejde med videokamera, som var helt nyt, kostbart og vildt avanceret i forhold til Super 8 smalfilm, der normalt blev anvendt til levende billeder.

 

Elmer, som var en af mine studiekammerater, havde en idé om, at han og jeg skulle lave en humoristisk video sammen. Rollefordelingen var Elmer bag kameraet og jeg foran. Min opgave var at fortælle vittigheder i lange baner. Som regi anvendte vi en høj barstol, en grammofon og et glas vin – forbilledet var den irske komiker Dave Allen (1936-2005). Hans tv-shows var gigantiske seersucceser rundt omkring i verden  i 1970’erne.

 

Som sagt så gjort. Jeg fortalte vittigheder i lange baner, kæderøg som Dave Allen og koncentrerede mig om at få pointer, kropssprog og mimik til at gå op i en højere enhed. Det lykkedes over al forventning – jeg gjorde en god figur, som man siger. Bagefter spolede Elmer videoen tilbage for at vise mig resultatet af vores fælles anstrengelser. Billedsiden og kameraføringen var flot, det samme var min ageren. Men jeg sagde ikke en lyd, Elmer havde glemt at optage min stemme. Det var ren og skær nedtur. Men det lærte mig, at man aldrig skal overlade noget til tilfældighederne, men altid tjekke og have 100 % kontrol med teknikken, både før, under og efter optagelserne.

 

 

Flere studierejser og gensyn med fortiden

 

Som andre linier på Kunstakademiet bød Kunstpædagogisk Skole også på spændende og lærerige rejseoplevelser. Primært til italienske kulturbyer.

 

Første rejse gik til Rom, hvor vi naturligvis så alt det, alle andre ser. Fra Peterskirken og Vatikanmuseet til Pantheon og Villa Borghese, som er spækket med hovedværker af Rafael, Tizian, Bernini, Canova og Caravaggio. Plus Det Danske Institut, som hedder Accademia Danese på italiensk og har til huse i udkante af Villa Borghese parken.

 

I Villa Borghese havde jeg en overraskende og velgørende oplevelse. Da jeg gik ind i stuen i kælderetagen, sad der en lyshåret pige, som virkede bekendt. Det var min tidlige ungdomskæreste Mette. Vi havde ikke set hinanden, siden vi var 14 år og hun sad bag trommerne i Danmarks første pigegruppe, Butterflies. De var verdenskendte i Danmark og havde base i Roskilde. Mette var udlært håndværksmaler, men var nu i gang med en konservatoruddannelse og opholdt sig i Rom som en vigtig brik i studiet. Senere blev hun ansat på Nationalmuseet med speciale i kalkmalerier og har været med til at restaurere Gundsømagle Kirke. Forøvrigt har Mette og jeg ikke set hinanden siden vores tilfældige møde i Villa Borgheses kælder midt i Rom. Men fra anden hånd har jeg ladet mig fortælle, at hun ikke arbejder længere. Ifølge pålidelig kilde har hun gigtproblemer som følge af mange års arbejde med restaurering af kalkmalerier i kolde, uopvarmede kirker.

 

I forbindelse med studieopholdet i Rom besøgte vi også den forfaldne distrikt Ostia Antica, som i romertiden var et blomstrende havneområde og paradis for sørøvere, senere blev Ostia Antica bispesæde – uden at det ændrede områdets forfald. Men med lidt fantasi og fortidsviden kan man sagtens forestille sig livet, som det blev levet i Ostia Antica og omegn for tusindvis af år siden. Borgen Julius II står der endnu, og på flere af husstumperne kan man stadig se fragmenter af de forskellige lavskilte (bager, snedker, smed m.fl., dog ikke pizzabager).

 

 

Firenze og Assisi

 

I 1977 pakkede jeg studierejsetasken igen. Denne gang stod der Firenze og Assisi på programmet.

 

Firenze eller Florens er en meget smuk kulturby, som er præget af driftige og internationalt orienterede handelsfolk samt den mægtige bankierfamilie Medici. Her i Toscanas hovedstad anvendte man nogle af de astronomiske private formuer til at opføre det ene imponerende palæ efter det andet og overlod udsmykningen til landets ypperste kunstnere. Deres mesterlige efterladenskaber og aftryk ses overalt. Fx står Michelangelo di Lodovico Buonarroti Simonis mesterlige David-skulptur fra 1504 foran rådhuset som symbol på selvstændighed og kampen mod indre og ydre fjender (Davids kamp mod Goliath). Med til historien hører, at det var en af Medicierne, der finansierede Michelangelos kunstuddannelse samt at indbyggerne kaldes florentinere (ligesom småkagerne af samme navn). Medicifamiliens ubetalelige kunstskatte står og hænger på Galleria degli Uffizi. Ingen nævnt, ingen glemt – det er simpelthen cremen af verdenskunstens forfædre, der har deres hjem og faste pladser i Galleria degli Uffizi.

 

Vidste du forøvrigt, at Firenze var hovedstad for Kongeriget Italien fra 1865 til 1870?

 

Ét af de bedste særsyn i Firenze er Ponte Vecchio. Det er den ældste og bedst kendte bro over Arno, der løber gennem byen. Nogle kalder den verdens smukkeste bro; personligt har jeg set flottere. Men den er speciel med butikker – især guldsmede- og juvelerer - langs begge sider af broen, og der er altid sort af mennesker på broen. Sådan har det ikke altid været; oprindeligt var det byens slagtere, der havde til huse og huserede på Ponte Vecchio. Men det stoppede relativt hurtigt, da florentinerne blev trætte af lugten, der lagde sig som en stank over hele byen.

 

En dag tog vi toget til den gamle middelalderby Assisi, som ligger ca. 60 km. fra Firenze. Kernen eller omdrejningspunktet i Assisi er Francesco Klostret, der er opført af byens beundrede og helgenophøjede søn, Frans af Assisi. Som søn af en velhavende klædehandler var han født med en guldske i munden, men efter skolegang og forretningsuddannelse, krigsfangenskab og et mislykket forsøg på at blive ridder, frasagde han sig rigdom og privilegier for at missionere og forkynde Guds ord samt leve i fattigdom. Han endte sine dage, som han ønskede det - afklædt og liggende på jorden, så han kunne forlade dette liv lige så nøgen, som han var kommet ind i det. Ifølge historiebøgerne døde Frans af Assisi som 44-årig den 3. oktober 1226. Han efterlod sig den munkeorden, der kalder sig franciskanerordenen.

 

I mine øjne er historien om Frans af Assisi utroligt velgørende. Det samme var det at vandre rundt i den i Assisi. Også tankevækkende at katolikkernes åndelige overhoved kalder sig Frans 1. Efter Frans af Assisi. Før argentineren Frans 1 blev pave den 20. marts 2013, hed han Jorge Mario Bergoglio. Og det gør han vel stadigvæk på dåbsattesten, men næppe i telefonbogen.

 

 

Når middelaldermaleri og renæssancemaleri bliver til kalkmaleri

 

Kunstnerisk set er kalkmalerierne i Francesco Klostret et studie i to forskellige perioder – middelaldermaleri og renæssancemaleri. De middelalderlige kalkmalerier har godt nok perspektiv, men ingen dybde. Rent teknisk havde middelaldermalerne ikke opdaget horisontliniens betydning for netop dybden. Det var først renæssancemalerne, der beherskede og benyttede sig af den kunst. Derfor er der så stor forskel på udsmykningen i Francesco Klostret.

 

 

Livet uden for akademiets mure

 

Det er let at blive verdensfjern, når man er i gang med en uddannelse, der optager én fra morgen til midnat og i hele ens vågne tilstand. Heldigvis faldt jeg ikke i den grøft. I stedet faldt jeg ofte ind hos Violette Bürki og Per Svarter. De boede på Italiensvej, men rykkede senere ud i deres kolonihavehus på Røde Mellemvej på Amager. Jeg kom hos dem flere gange om ugen, og oplevede begge deres børn, Tania og Maria, komme til verden. Tania kom først, Maria sidst.

 

Per kendte jeg fra porcelænsfabrikken; vi arbejdede ikke sammen, men gik på samme tegnehold på et tidspunkt. Udover tegneriet og almindelige drengestreger forsøgte vi begge at lære at spille klassisk guitar. Først hver for sig, senere på et aftenskolehold, hvor vi lærte en del. I hvert fald kunne vi mere, da vi sluttede, end da vi kom.

 

Violette var ciselør og ciselerede (udsmykkede) sølvtøj og havde fod under eget bord, idet hun arbejdede freelance for forskellige sølvsmede. Arbejdet består i at ’drive’ eller ’banke’ sølvet op, så der fremkommer et relief. Det modsatte af ciselering er gravering, hvor gravøren fjerner materiale for at få motivet frem.

 

 

Det var et liv i sus og dus i Per og Violettes kolonihavehus

 

Vi var mange, der nød godt af Per og Violettes gæstebud og gæstfrihed. Ud over mig var det fx Lene, Stig, Carsten, Preben, Bjørk, Jens, Anne-Marie, Vibeke og Bibi. Stemningen i kolonihavehuset og –haven var altid hjertevarm og festlig og alligevel afslappende, og der blev holdt nogle mindeværdige sommerfester derude på Røde Mellemvej. Hvis man har set ”Dansen om Regitze”, har man et godt billede af stemningen og livet, som det udfoldede sig i Per og Violettes kolonihave. Samme liv og tone høres i ’Mormors kolonihavehus’, som alle kender med Eva Madsen. Sangen er skrevet af Erik Clausen og komponeret af Leif Sylvester som en protest mod planerne om at nedlægge hundredvis af kolonihaver på Amager for at gøre plads til det almene byggeri Urbanplanen. ’Mormors kolonihavehus’ er indspillet til Clausen og Petersens album ”I storbyens favn”, som udkom i 1978.

 

 

Mig og musikken

 

Musikken havde fået tag i mig. Jeg følte at der var en vis samklang mellem billedkunst og musik. Men jeg spillede kun i enrum (der var absolut ingen grund til at genere andre). Alligevel havde jeg en ubændig trang til at vide og lære mere om musikken. Derfor tilmeldte jeg mig på et såkaldt tilvalgsfag i musik på HF i 1976. Det foregik om aftenen på det tidligere Sankt Annæ Gymnasium i Hindegade i København. Gymnasiet var rykket ud af indre by i 1972, og lokalerne blev nu anvendt til HF og studenterkursus.

 

Undervisningen foregik om aftenen, så det passede perfekt med mine dagstudier på Kunstpædagogisk Skole. Jeg gik der af ren og skær lyst og videbegærlighed, og havde ikke bemærket, at der var tale om et eksamensfag. Det blev jeg først klar over, da sanglæreren, Ivan Rasmussen, spurgte om jeg skulle bruge eksamenen til noget? Spørgsmålet undrede mig. For musikteorien, instrumenterne og samspillet gik nogenlunde flydende, kun sangen var en pine for andre end mig selv. Og det var derfor, han spurgte. Jeg forklarede ham så, at jeg gik på akademiet og blot fulgte musikundervisningen for at blive lidt klogere på tonernes verden. Det behagede Ivan Rasmussen, og jeg bestod HF i et enkelt fag. Det har jeg haft stor glæde af siden hen.

 

 

Man kan altid blive lidt klogere

 

Som tidligere fortalt var min folkeskolegang ingen dans på gloser. Derfor benyttede jeg mig af endnu et godt skoletilbud i København; jeg gik til engelsk og tog 9. klasseeksamen i faget. Jeg véd godt, at det ikke lyder af noget i de flestes ører. Men jeg følte faktisk, at jeg voksede lidt, da jeg stod med mine første eksamensbeviser i hånden – HF i musik og Engelsk for 9. klasse – som ung mand sidst i 20’erne.

 

Senere fik jeg papirer på endnu mere, så i praksis er jeg et omvandrende bevis på, at man altid kan lære mere og blive lidt klogere, hvis man har lyst, søger og griber mulighederne og gør sig umage. Og iøvrigt tager sig den tid, det tager.

 

 

Finsk for viderekomne

 

Mens jeg rumsterede med musik på HF, lærte jeg en finsk søskendeflok at kende i København. Jens, Isabella, Pia og Aleksis hed de, og deres fælles efternavn var Callander. Navnene var meget ufinske, og minder mere om navnene i en film af Ingmar Bergman (1918-2007). Jens var den første, jeg mødte – vi kom begge hos Birgit Stampe, som underviste i blokfløjte på HF. Jens og Birgit boede i samme ejendom, og Jens var en utroligt dygtig klassisk guitarist. Via Jens lærte jeg hele søskendeflokken Callander at kende - i en periode var jeg tilmed korttidskæreste med Isabella. Hun blev senere håndarbejdslærer, og endnu senere krydsedes vores veje på Facebook.

 

Efter HF-eksamen i musik var vi en lille gruppe, der fortsatte med at spille sammen under ledelse af Birgit Stampe. Hun var konservatorieuddannet, og lærte os at spille en masse dansk og jugoslavisk folkemusik.

 

 

Violindrømmen, der blev til virkelighed

 

Indtil 1977 havde jeg kun spillet guitar. Men en nat drømte jeg, at jeg spillede violin, og da jeg vågnede var jeg overbevist om, at det var det instrument, jeg skulle spille på. Senere på dagen gik jeg ind til en violinbygger i Møntergade i København. I hans vindue hang en violin til 350 kr. Den købte jeg. Med i købet fulgte en lille æske, som jeg ikke anede meningen med. Så jeg spurgte violinbyggeren, hvad jeg skulle bruge den til. Han kiggede vantro på mig og sagde meget indigneret ”Det er harpiks”. Jaså, tænkte jeg og spurgte meget lavmælt og forsigtigt ”Til hvad?”. Manden troede virkelig, at jeg var jordens største idiot – ”Til buen...ellers siger violinen ikke noget”, svarede han, hvorefter jeg fortrak med mit nyindkøb og al min uvidenhed. I de efterfølgende måneder forsøgte jeg at finde ud af, hvordan man stemte violinen og strøg tonerne. Ingen af delene gik rigtigt, som jeg gerne ville. Det gik faktisk ikke spor strygende.

 

En dag, hvor jeg sad og forsøgte at få toner ud af violinen, dukkede min studiekammerat Kit Kjærbye op. Vi skulle lave en opgave i fællesskab til Kunstpædagogisk Skole. Da hun hørte – og så – hvad jeg havde gang i, sagde hun ”Jeg tror, at min bror kan lære dig noget...han vil sikkert også gerne undervise dig.”

 

Kits 18-årige lillebror, Kuno, var 3. års studerende i solistklassen på Musikkonservatoriet, og han indvilgede i at undervise mig. Det gjorde han 1 time om ugen i 3 ½ år.

 

Kuno Kjærbye Kristensen var svimlende dygtig og inspirerende. Han havde tilmed adgang til konservatoriets øvelokaler, så meget af undervisningen foregik dér – og jeg var virkelig i den musikalske himmel. Af til henlagde Kuno undervisningen til forældrenes lejlighed på H.C. Andersens Boulevard. Den var megastor, og musik og kunst var naturlige ingredienser. Kuno og Kits far, Herold Gudmand Kristensen, var en dygtig og anerkendt maler, som er repræsenteret på museer herhjemme samt i London, Paris, Rom og Stockholm. Før han blev maler, var han teologistuderende i 5 år. Herold var en interessant og vidende person, og jeg blev gerne hængende og talte og tegnede med ham i timevis efter violinundervisningen. Jeg var også med til Herolds 60-års fødselsdag og til Kunos debutkoncert; begge begivenheder var oplevelser for livet.

 

Efter nogle få ganges undervisning ringede jeg til min far for at fortælle ham, hvad jeg nu var begyndt på. ”Det var pudsigt, det overvejede din mor også seriøst, da hun var på din alder”, fortalte han. Det varmede langt ind i sjælen.

 

 

Grædekoneri

 

Om det var min fars ord, spillelyst og almindeligt overmod, der fik mig til at udstille mit musikalske stade hos min søster og svoger, aner jeg ikke. Men faktum er, at jeg var vældig opsat på at spille ”Den toppede høne” for dem, så de kunne høre, hvor godt greb jeg havde om violinen. Jeg anrettede mig midt i deres stue med nodestativ, noder, violin og hele pivtøjet og bad dem sætte sig behageligt til rette i sofaen. Alt gik i fisk, jeg spillede dybt koncentreret, men pivfalsk, noderne faldt på gulvet, og min søster var ved at dø...af grin. Hun måtte forlade stuen, og jeg fandt hende senere i køkkenet, tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Hun var fuldstændig opløst. Og jeg blev tilsvarende mopset og talte om hendes totale mangel på respekt for familiens Paganini. Det har vi grinet af lige siden.

 

 

Musikalske venner og en uven

 

Knap havde jeg fået lidt styr på violinspillet hos Kuno Kjærbye Kristensen, før jeg blev involveret i en folkemusikgruppe med det underfundige navn Nøddeknækkerne. De havde – og har stadig – base i nordsjællandske Nødebo, som de fleste kender fra vaudevillekomedien ”Nøddebo Præstegård”. Komedien, som har sit udspring i Henrik Scharlings roman ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard”, blev først indspillet som stum- og julefilm i 1911, senere genindspilninger fra 1934 og 1974 er med tale og sang, og 1974-udgaven er såmænd optaget omkring Greve Præstegård tæt ved Greve Strand, så der er ikke skyggen af idylliske Nødebo over billedsiden. Henrik Scharling (1836-1920) var teolog, professor og forfatter. Han skrev romanen, da han i embeds medfør sejlede på Nilen, havde svedeture og led af allerhelvedes længsler efter familien derhjemme og den danske natur.

 

Det var lidt af et sidespring, men faktum er, at Nøddeknækkerne blev min folkemusikalske læreplads og base i 10 år. Gruppen bestod dengang af Søren Sigsgaard (han er stadig Nøddeknækkernes leder), Anni og Torben Hartvig samt mig som den sande amatørspillemand. Mandag aften var fast øvedag, og der var hverken slinger i valsen eller unoder med hensyn til mødetid. Vi mødtes, vi øvede, vi spillede, vi udviklede os – og blev bedre og bedre, jo mere vi øvede. Senere kom jeg med i en anden konstellation under navnet Gribskov Spillemændene. Herfra gik vejen fra spillemandsorkester til violinist i symfoniorkestrene Akademisk Koncert Orkester og Etatsorkestret. Sidstnævnte eksisterer stadigvæk og ”spiller klassisk musik i moderat sværhedsgrad”, som de skriver på deres hjemmeside i dag.

 

I 1979 kom jeg højst uventet i kontakt med en tidligere elev fra Grethe Bagges tegnehold i porcelænsfabriksårene. Jonna Bachdal hedder hun, og vi havde ikke set hinanden i 11 år. Kontakten blev skabt af min studiefælle Mette Berglund fra akademiet – hun og Jonna Bachdal kendte hinanden, og i én eller anden sammenhæng havde Mette nævnt mit navn, hvorefter Jonna syntes, det kunne være lidt sjovt at mødes igen. Som sagt, så gjort. Jeg troppede op hos Jonna og hendes mand Steen, som jeg aldrig havde mødt. Det blev indledningen til et langt og vedvarende venskab. Jonna var – og er - udøvende kunstner, Steen var møbelsnedker, og sammen havde de sønnen Benjamin. Steen spillede desuden renæssancemusik og var velbevandret i folkedans, som han og Jonna havde danset i årevis. Jeg var totalt uforberedt på deres musikalske interesser og præferencer, så det blev en fantastisk dejlig aften, inkl. et utal af smagsprøver på Steens slåen- og valnøddesnapse. Ikke ret længe efter begyndte Steen og jeg at øve folkemusik sammen, og en øveaften fortæller han, at han har en mangeårig ven, Peter Venneberg, som er lidt ud over det almindelige på harmonika. Interessant i mine ører, så efterfølgende bliver er vores lille duo til en trio med begrænset holdbarhed. Peter var nemlig lun på at afprøve sine talenter med  Nøddeknækkerne, hvor jeg som tidligere nævnt sad inde på violin. Efter et par år fandt vi dog sammen med Steen igen og genoptog det lille triumvirat under navnet De tre, måske fire (fuldgod forklaring følger).

 

Eneste malurt i bægeret var min professor på Kunstpædagogisk skole. Helge Bertram misbilligede min kærlighed til violinen. ”Du kan ikke ride på to heste”, sagde Bertram og tilføjede ”en dag saver jeg din violin over.” Jeg tog det hele med et gran salt, for Helge Bertram var om nogen kendt og anerkendt for at sprede sine talrige talenter over adskillige felter.  

 

 

Enden på akademiet nærmer sig

 

Set i bakspejlet er det utroligt, hvor sprængfyldt med energi, man var, da jeg var sidst i 20’erne. De fleste aftener og nætter var tone- og taktfulde, mens dagtimerne sneg sig afsted på Kunstpædagogisk skole kombineret med nogle ugentlige timer på metalindustriens fagskole i Ballerup, hvor jeg underviste smede- og blikkenslagerlærlinge i frihåndstegning. Udover indkomst gav det undervisningskendskab, som jeg forventede ville komme mig til gode, når akademiet var et overstået kapitel.

 

På akademiet var jeg med i flere keramikprojekter, som krævede, at jeg lærte at dreje leret. Det gjorde jeg, ligesom jeg blev en hel del klogere på glasurbrændingens hemmeligheder, forbandelser og finesser. Det var learning by doing, som man siger i dag.

 

 

Sidste studierejse

 

Tidligt i 1979 taler en studiekammerat og jeg om, at det kunne være lidt sjovt og udbytterigt at smutte til Paris i forårets løb, så Helge Meedom og jeg søger Ny Carlsbergfondet om en måneds ophold i Det danske Studenterhus i den franske hovedstad. Studenterhuset er en selvstændig del af Den internationale Studenterby i Paris, Cité Internationale Universitaire de Paris. Ny Carlsbergfondet kunne lide vores ansøgninger, så vi fik, hvad vi søgte og tilbragte en hel forårsmåned i Paris.

 

Dengang var dagbladet Informations tidligere chefredaktør Erik Seidenfaden direktør for Det danske Studenterhus. Erik Seidenfaden var en meget velanset bladmand, men han blev senere overstrålet af sin utroligt opvakte søn, der hed Tøger (1957-2011). Unge Seidenfaden, som Tøger hed i bladkredse, var kvikkere end de fleste i Danmark og havde sine meningers mod. Han blev uddannet cand.scient.pol – ikke journalist. Udover en masse journalistiske hæderspriser og Ridder af Dannebrog modtog han adskillige advarsler og en fyreseddel fra Berlingskekoncernens bestyrelsesformand, som ikke bifaldt Tøgers dybdeborende og knivskarpe artikler om den såkaldte Tamilsag, der blandt andet kostede den konservative Erik Ninn-Hansens posterne som justitsminister og formand for Folketinget plus en rigsretssag og fire måneders betinget fængsel for brud på ministeransvarlighedsloven (Ninn-Hansen gennemtvang et stop for familiesammenføringer for tamilske flygtninge uden om Folketinget), tab af Dannebrogsordenen samt VK-regeringens afgang.

 

Personligt vil jeg altid huske Tøger Seidenfaden for disse ord i Kristeligt Dagblad den 16. september 2005:

 

"Jeg har altid beskæftiget mig med, hvornår holdninger går ud over det ordentlige. Jeg har ikke skiftet side fra højre til venstre. Og jeg synes ikke, at det er så interessant, hvad der ligger lidt til højre eller venstre for midten. Det interessante er afgrænsningen over for det ekstreme eller problematiske."

 

 

 

Fra Cameron til Viby

 

I studenterhuset boede Helge Meedom og jeg dør om dør med en farverig dame med en fantastisk udstråling. Det var jazz- og gospelsangerinden Etta Cameron (1939-2010). Hun var født og opvokset på Bahamas og blev smuglet til Danmark i starten af 1970’erne efter fem års ufrivilligt ophold i DDR. Hendes brøde bestod i, at hun havde mistet sit pas i forbindelse med et engagement i Østberlin, og uden pas kunne hun ikke forlade DDR. Etta Cameron fortalte blandt andet om de forskellige kulturer, hun havde mødt gennem årene; den danske kaldte hun ”snapsekulturen”. Første gang, hun fik stillet en snaps foran sig, troede hun, at det var en dansk parfume, så hun dyppede fingeren i glasset og duppede sig bag ørerne. Det grinede vi meget af.

 

Efter en måned i Paris, vendte Helge og jeg snuderne mod København. Forude ventede afgangsprojektet på Kunstakademiet. Hvad det skulle handle om, havde jeg endnu ingen rigtig god idé om. Til gengæld var Helge og jeg opsatte på at lære at sige andet og mere end Oui og Non på overbevisende fransk, så vi meldte os til et aftenkursus på Studieskolen i Købmagergade i København. Dér gik vi i halvandet år, bl.a. sammen med Susse Wolds mor, skuespillerinden Marguerite Viby. Hun og jeg var sidekammerater. Hun var en kvik og rørig dame – netop fyldt 70 år, men hæmmet af en arbejdsskade i form et brækket kraveben som følge af et fald fra de skrå brædder og ned i orkestergraven på teatret, hvor hun arbejdede. Hun og jeg fulgtes altid ad til Nørreport Station og fik en masse gode snakke og grin undervejs. Hun havde kendt min morfars skuespillerbror, Valdemar, mens han levede.

 

Marguerite Viby døde i 2001, men på Frederiksberg er hun lyslevende, idet én af kommunens pladser er opkaldt efter hende. Marguerite Vibys Plads hedder den såmænd.

 

At det kan være livsfarligt at falde ned i orkestergraven har tiden siden vist. Den 16. juli 2013 tog den russiske andenviolinist Viktor Sedov turen i Bolsjojteatret i Moskva. Han døde dagen efter af sine kvæstelser. Om han skal lægge navn til en plads i Moskva, melder historien intet om. Ifølge teatrets talskvinde Katerina Novikova var violinisten Viktor meget afholdt ”for sin humoristiske sans og store vid.” Så man kan vel med god ret og en vis portion morbiditet konkludere, at Viktor Sedov efterlader sig en orkesterplads?

 

 

Levende billeder og færdigt arbejde

 

Efter Paris var jeg tilbage på akademiet. Noget af det første, jeg kastede mig over var levende billeder – i form af et par videoproduktioner. Den ene, som jeg lavede sammen med Pia Honoré Hansen, handlede om billedhuggeren Poul Holm Olsen (1920-1990), der var lektor på akademiet. Han var storsamler af og velbevandret i afrikansk kunst, og havde skænket sin imponerende samling til Holstebro Kunstmuseum et par år tidligere. Der måtte dog en masse overtalelsesøvelser til, før Pia og jeg fik lov til at nærme os Poul Holm Olsen med kamera og mikrofon. Da han så det færdige resultat, blev han så begejstret, at han ville have en kopi til Holstebro Kunstmuseum, så besøgende kunne se og høre om baggrunden og meningen med samlingen. Om filmen stadig eksisterer, aner jeg ikke.  Til gengæld véd jeg, at Poul Holm Olsens samling er hjørnestenen i museets afdeling for såkaldt primitiv kunst.

 

Den anden video blev mit afgangsprojekt på akademiet. Ideen med videoen var i al korthed at skildre ét af de uddøende kunsthåndværk herhjemme. Dem var der flere af, blandt andet porcelænsmaleriet. Men jeg valgte at lave en film om ciselering i samarbejde med Helge Meedom. Hovedpersonen var tidligere omtalte Violette, der var ciselør af Guds nåde. Og rammerne om historien var hendes og Per Svarters kolonihavehus på Amager. I al beskedenhed blev det en fin film om et kunsthåndværk, der efterhånden er en saga blot. Akademiet var også tilfreds med, hvad de så, så den 30. juni 1979 fik jeg mit afgangsbevis fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

 

 

Det skete også i 1979

 

Efterlønnen blev indført i Danmark, jeg flyttede fra slum til skum – fra Ryesgade til Istedgade 124, Shahen forlod Iran og banede vejen for ayatollah Khomeini og alle hans sekteriske sortseere og mørkemænd, Margaret Thatcher blev premierminister i England, Fidel Castro talte for første gang i 19 år for FN’s generalforsamling i New York, jazzbassisten Charles Mingus døde (godt og vel 3 måneder før, han ville være fyldt 57 år), det samme gjorde Gustav Winckler, Sid Vicious fra Sex Pistols og Orla Frøsnapper og Lille Virgils far, Ole Lund Kirkegaard, samt forfatteren og maleren Hans Scherfig. Til gengæld fik endnu en noget nær ukendt og så godt som ulæst Odysseus Elytis Nobelprisen i litteratur. Næppe ret mange har set og hørt noget til den græske forfatter siden; han må være gået i glemmebogen. Den 23. oktober blev der afholdt Folketingsvalg i Danmark, og den konservative Poul Schlüter med tilnavnet  Parfumesælgeren blev valgets helt store stemmesluger. Hans parti fik 22 mandater, det var en gevinst på 7; det var dog kun en forvarsel – eller advarsel - om, hvad Poul Schlüter skulle drive det til i det efterfølgende årti, hvor Det Konservative Folkepartis Fætter Højben fik kronede dage og nærmest kunne gå på vandet.

 

 

 

X. kapitel:

 

Fattigfirserne var et begivenhedsrigt årti

 

1980’erne har ry som Fattigfirserne i Danmark. Ved indgangen til årtiet stod omkring 200.000 uden arbejde, ved udgangen var der ca. 230.000 arbejdsløse (9,3 % af arbejdsstyrken). Det var især unge mennesker, der talte stort i statistikkerne, og det smittede af på alt. Tonen var rå, kold og konfrontatorisk. Husbesættelser var noget nær hverdagskost, og politiet havde travlt med at rydde BZ’ernes besættelser. Men selvom der var krisestemning blandt de desillusionerede unge og arbejdsløse, var der i årene fra 1983 til og med 1986 stor forbrugsfest for endnu flere, nemlig de der havde arbejde og råd til at slå til Søren og tage for sig af retterne. Men da betalingsbalanceunderskuddet samtidig eksploderede, satte regeringen ind med en finanspolitisk stramning, som nærmest tog brøddet ud af munden på flertallet af danskerne. Stramningen kaldtes Kartoffelkuren. Dén kombineret med en ny skattereform, som mindskede værdien af rentefradaget, satte en effektiv stopper for folks forbrug. Efterspørgslen faldt, arbejdsløsheden steg, og virksomheder og forretninger gik konkurs på stribe. De fleste følte, at de var blevet taget ved næsen, da de i 1986 havde stemt for EF’s Indre Marked, som indebar fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer.

 

Personligt følte jeg mig nu ikke fattig. Jeg var vant til at leve på et minimum, og havde aldrig haft råd til – eller interesse for – ejerlejlighed og parcelhus, sejlbåde, biler, årgangsvine med tilhørende kælder, aktier, obligationer, skibsanparter og lignende engagementer. Den slags interesserer mig stadig en høstblomst, selvom jeg henad vejen er blevet indehaver af et beskedent og billigt byhus i Rønne.

 

Dog var der én hændelse, der berørte mig dybt i 80’ernes allerførste år. Det var nedskydningen af John Lennon (1940-1980) den 8. december i New York. Mordet gjorde ondt langt ind i hjertet.

 

 

På skolebænken igen

 

Det er de færreste, der kan leve af deres kunst alene. De fleste må supplere med andre former for indtægt. Jeg havde derfor en plan om at undervise i billedkunst i gymnasiet. Men for at få lov til det, skulle jeg gennemføre og bestå pædagogikum; det er en pædagogisk overbygning på alt, hvad man har lært på akademiet eller universitetet. Derfor satte jeg mig igen på skolebænken ved det nye gymnasieårs begyndelse i august 1980; denne gang på det Avedøre Gymnasium (i dag: Hvidovre Gymnasium & HF), hvor den teoretiske del af uddannelsen foregik hver mandag, ugens øvrige dage var jeg i undervisningspraktik på Amtsgymnasiet i Roskilde (tidl. Roskilde Katedralskole). Siden 2007 har det heddet Roskilde Gymnasium. Slet og ret og ligetil – og som følge af den nye kommunalreform, amternes nedlæggelse og regionernes indførelse.

 

Selvfølgelig var jeg spændt på, hvordan det hele ville forløbe. Jeg havde 5 måneder til at bevise mine duelighed (det er langtfra alle, der får prædikatet ”velegnet til at undervise i gymnasiet”, nogle får besked om, at de er ”uegnet” og må søge andre græsgange, fx på udenlandske universiteter). Men det gik overmåde godt, dels fordi min skoletaske var proppet med en vekslende blanding af teoretisk viden og praktiske redskaber, og dels fordi jeg var indstillet på at gøre en god figur, som man siger. Ingen kan være tjent med undervisere, der ikke brænder for det, de underviser i. Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man finde en anden boldgade. Hvad enten man er akademiker eller håndværker – eller en blanding af begge.

 

På gymnasiet i Roskilde underviste jeg 3.g’ere og HF’ere i de forskellige arbejdsformer (modellering, tegning, maling og grafik) samt kunsthistorie og billedanalyse. Lige efter bogen, dvs. Undervisningsministeriets bekendtgørelser og fagbeskrivelse samt min vejleder Søren Keils anvisninger og en blanding af lærdom og visdom fra Kunstpædagogisk Skole og med grafikeren Palle Nielsens utallige visdomsord som inspiration. Udover at være kunstpædagog var Søren Keil også var akademiuddannet maler og grafiker. Han er fortsat i fuld kunstnerisk vigør, men har suppleret maleriet og grafikken med knivmageri.

 

Billedkunst var et karakterløst fag, så fremmødet varierede fra time til time. Men generelt var mødeprocenten høj og engagementet stort, selvom eleverne ikke skulle have karakterer. 

 

Som afslutning på mit pædagogikum lavede jeg et gårdprojekt sammen med HF-holdet. I al korthed gik projektet ud på at udstyre gymnasiets skolegård med et bymotiv. Jeg definerede opgaven i overensstemmelse med fagbeskrivelsen, og eleverne løste den i praksis. Resultatet blev et kæmpestort vægmotiv, som eleverne udførte efter alle kunstens regler. Alle var glade og stolte – også jeg. Dels over at min undervisning havde båret frugt, dels over den udtalelse og de ord jeg fik med på vejen af lektor Åge Büchues og Søren Keil. Deres skriftlige anbefaling førte til andre job og smør på brøddet senere hen.

 

 

De tre, måske fire

 

Sideløbende med pædagogikum dannede, Peter Vennerberg, Steen Johansen samt jeg en spillemandstrio, som vi kaldte De tre, måske fire. Steen spillede guitar og sang, Peter tryllede og broderede på harmonikaen og jeg supplerede violinen med sav og vaskebræt. Vi blev ret efterspurgte rundt omkring og hyggede os gevaldigt. Navnet – De tre, måske fire – opstod af, at én af mine venner, Hans Dam fra Bornholm, havde lovet at supplere med sin bas. Det gjorde han et par gange, hvorefter han udeblev fra alle arrangementer og efterlod os med håret i postkassen. Deraf De tre, måske fire.

 

 

I gode strygerhænder

 

Selvom jeg havde været flittig på violinen i 4 år, havde jeg meget at lære. Så i 1981 begynder jeg hos Claus Myrup, som var konservatoriestuderende og under uddannelse til bratschist (svært ord og svært instrument). Bratschen, som også kaldes viola, indgår i violinfamilien og er alten blandt strygeinstrumenterne. Bratschen er stemt med tonerne c – g – d1 – a1. Dette ligger 1 kvint under en violin og 1 oktav over en cello. Jeg gik hos Claus Myrup i halvandet år og lærte en masse. Han var – og er stadig en eminent dygtig underviser og bratschist. Siden 1984 har han slået sine folder i DR SymfoniOrkestret (tidl. Radiosymfoniorkestret), hvor han er koncertmester i dag.  DR SymfoniOrkestret er et af verdens ældste radiosymfoniorkestre, Skandinaviens største af sin art og det ældste af Danmarks Radios ensembler.

 

Efter Claus Myrup fik jeg undervisning af den svenske violinist Katarina Andreasson. Hun boede dengang i København, var utroligt dygtig og enormt indtagende. I dag er hun professor på Musikakademiet i Örebro samt 1. koncertmester og 1. violinist i Svenska Kammarorkestern. Altsammen efter en lang række mellemspil i internationale ensembler, inkl. 9 år i Aalborg Symfoniorkester. Hvis du vil have en smagsprøve på hendes kunnen, skal du lytte til hendes indspilning af Vivaldis ”The Four Seasons”. Den fås på cd og er en fryd for øregangene.

 

Om man kan høre, at jeg altid har været i gode strygerhænder, vil jeg lade andre om at vurdere. Men jeg kan godt garantere, at de har lært mig ting og sager, som har gjort mig til en lidt bedre musikant og spillemand.

 

 

Ung mand i 30’erne

 

Den 15. januar 1981 fyldte jeg 30 år. Så resten af Fattigfirserne var jeg i 30’erne. Min fødselsdag blev holdt på Nødebo Kro og stod naturligvis i musikkens tegn. Med mig som midtpunkt i Nøddeknækkerne og masser af glade og danselystne mennesker. Det var en rigtig god fest, og personligt var det enormt berusende at spille for min familie – far, hans kone, søster, svoger, niece og nevø. De troede ikke deres egne øren, fortalte min søster. Hun havde ikke hørt mig spille siden den katastrofale og tåretrillende intimkoncert, jeg opførte hjemme hos hende og Lars fire år tidligere. Man kan næsten sige, at tonen mellem min søster og jeg fik en anden lyd efter min 30 års fødselsdag. Hun griner i hvert fald ikke længere af mit violinspilleri.

 

Med til festen var også Kuno Kjærbye og hans søster Kit, der som bekendt havde åbnet døren for mig til Kunos kunnen samt Kunos læremester, violinisten og musikpædagogen Eyvind Sand Kjeldsen. Sidstnævnte gav mig gode råd og syntes, at jeg gjorde en god figur. Det opfattede jeg som en stor anerkendelse. Han fortalte også, at hans far havde været spillemand, så han havde bogstaveligt talt fået violinen ind med modermælken.

 

Sideløbende med undervisningen hos Kuno var jeg begyndt at spille i Akademisk Orkester under ledelse af Jørgen Fuglebæk. Han var nyuddannet cand.phil. i musikvidenskab fra Københavns Universitet og uddannet dirigent ved Royal Academy of Music i London. Af ham lærte jeg meget, inkl. glæden ved at spille i et stort orkester.

 

Set i bakspejlet har jeg altid spillet sammen med musikere, der var langt mere talentfulde og dygtigere end jeg. De har ikke bare været ualmindeligt søde, venlige og inspirerende, de har også været overordentligt tålmodige – jeg er jo ikke født virtuos. Og jeg skylder hver og én stor tak. Alt, hvad jeg kan, har jeg lært af dem.

 

 

Man kan, hvad man vil

 

Som bekendt var min skolegang ingen dans på gloser. Jeg var hverken klassens opvakte hoved, oplagte sportsmand eller geniale regnedreng. Overhovedet ikke. Til gengæld har jeg altid været god til at vælge og koncentrere mig om det, jeg har lidt flair for. Og jeg har regnet med guld og mammon. For mig er rigdom et spørgsmål om at beskæftige sig med det, man brænder for. Derfor føler jeg, at jeg altid har haft en rig tilværelse. Det er jeg taknemmelig for.

 

Selvfølgelig har det ikke altid været lige nemt. Men jeg har stort set kunnet gøre, hvad jeg har haft lyst til i hele mit voksenliv. Tegnet, malet og spillet samt undervist i det omfang, det har været muligt at få nogle undervisningstimer. Desuden har jeg altid været medlem af en fagforening med tilhørende A-kasse, og har derved været berettiget til supplerende dagpenge i perioder plus halv efterløn i dag. Det bliver man ikke rig af, men det har givet muligheder og brød på bordet.

 

Sådan formulerede jeg det nok ikke for mig selv, da jeg var 30 år. Men livet skal som bekendt leves forlæns og forstås baglæns, hvis jeg forstår Søren Kierkegaard ret.

 

I begyndelsen af 30’erne blev jeg tilbudt 10 ugentlige undervisningstimer på det daværende Avedøre Gymnasium. Det var Kit Kjærbye, der havde bragt mig på bane; hun havde netop afsluttet pædagogikum på gymnasiet og havde fået job på Herlev Gymnasium. Hun bragte mig i forslag – og jeg takkede naturligvis ja til jobbet.

 

Jeg underviste på Avedøre Gymnasium i 3 år; desværre skar man ned på de kreative fag, og så var det ud med folk som mig. Ærgerligt. I mine øjne er billedkunst en væsentlig kilde til forståelse af både fortiden, nutiden og fremtiden. Kunsten viser alt det, man ikke umiddelbart kan sætte ord og tal på. Så den interesserer kun sjældent embedsmænd, erhvervsorganisationer, djøf’ere og andre, der har noget at skulle have sagt, når de forskellige uddannelser skrues sammen. Flertallet af disse mennesker får først øjnene op for kunstens værdi, når der sættes kroner og øre på værkerne. De forstår pengenes sprog, men ikke kunstens. Ret fattigt, synes jeg.

 

Avedøre Gymnasium var et dejligt sted at undervise. Der var en god tone og et dedikeret lærerteam, som elskede at være kreative – også efter skoletid. Et år lavede lærerne fx en julerevy for elever og forældre. Med selvskrevne og velbegavede tekster, finurlig musik, opløftende sangpræstationer og eminent godt skuespil, som afslørede helt nye sider af lærerholdet. Mine roller var beskedne, den største var scenografien.

 

 

Vive la France og Røde Vejrmølle

 

Sommeren 1981 tilbragte jeg i Frankrig sammen med Steen og Jonna og deres 9-årige Benjamin. Transportmidlet – og faste base - var deres gamle brødbil af mærket Citroën, som stammede fra Røde Vejrmølle i Albertslund. Hybassen, som vi kaldte køretøjet, var rød og havde møllens navn og logotype på siden. Plus god plads til Steen, Jonna, Benjamin og et brød som mig. Sjovt nok anvendte det franske politi den samme model til salatfade, så vi vakte en del opsigt rundt omkring på de franske landeveje og i byerne. Om det var bilen eller vores vildmandsudseende (skæg og langt hår), der fik franskmændene til at kigge langt efter os, fandt vi aldrig rigtigt ud af. Vi mødte heller aldrig en franskmand, der kunne udtale Røde Vejrmølle, selvom det smager lidt af Moulin Rouge på en god dag!

 

Vi var afsted i 5 uger, så og sansede en masse og nød hinandens selskab. Uden at det krævede ret meget andet end benzin, vin og fødevarer, som ikke kostede en bondegård i datidens Frankrig. Vi kom rigtigt langt for vores franc og med Hybassen, som også var vores hotel. Stort set kunne vi parkere og slå holdt for dagene overalt. Og musikken klarede Steen og jeg i fællesskab. Når Jonna malede, akkompagnerede vi på vores medbragte instrumenter. Til stor fornøjelse for os alle.

 

Det var kun Steen, der kunne køre Hybassen, da hverken Jonna eller jeg havde kørekort. Så på sæt og vis var det ham, der bestemte farten, men de forskellige destinationer valgte vi i fællesskab og med hensyntagen til Benjamin. For en 9-årig dreng er Paris og museer ikke den store oplevelse.

 

Første stop i Frankrig var tidevandsøen Mont Saint-Michel i Normandiet – og vi huskede at komme derfra, inden tidevandet begyndte at oversvømme dæmningen ved 17-tiden og afskærer byen fra fastlandet indtil vandet trækker sig tilbage ved 6-tiden om morgenen – dag ud og dag ind og lige siden det 6. århundrede, hvor øen blev befæstet. Iøvrigt lidt underfundigt at Mont Saint-Michel ligger i regionen Basse-Normandie; Basse kaldte mine forældre mig som barn – det navn lystrede jeg mere end noget andet.

 

Vores Tour de France omfattede også nogle dage i Paris, men vi fandt nu mest behag i at smage på de mange småbyer, hvor turisterne enten var fraværende eller i stort mindretal. Desuden tog vi en række afstikkere til flere museer. Og vi fik talt en del om alt mellem himmel og jord, mens vi sneglede os gennem de forskellige terræner i Hybassen. Kunst og musik var selvfølgelig naturlige samtaleemner for os. Men af og til diskuterede vi også vores religiøse ståsteder; Steen og Jonna er katolikker, mens jeg er temmelig ortodoks med hensyn til den slags. Folks religion er en trossag, og for mig må man tro på hvad som helst. Men jeg kan da ikke sige mig fri for, at jeg af og kan blive besjælet med religiøse følelser.

 

Én af de byer, som vi gerne ville opleve, var Toulouse-Lautrec’s fødeby, Albi. Byen byder selvfølgelig på et museum med hans navn, men ellers bød den ikke på ret meget andet. Alligevel blev jeg inspireret og fik både tegnet og malet nogle ting, mens vi var i Albi. Vi var også i Bayeux, som de fleste kender for det 70 meter lange broderi, der skildrer slaget ved Hastings i 1066. Jeg købte et af de populære og 10 meter lange postkort. Om jeg har det længere, aner jeg ikke.

 

At vi overhovedet kom til Bayeux var lidt af et held. Under et af de utallige gearskifter på vejen og vores søndagstur dertil, knækkede gearstangen. Men det lykkedes os at manøvrere Hybassen stille og meget roligt ind i en søndagslukket landsby. Med den knækkede gearstang i hånden og vores kursusfransk for absolutte begyndere lykkedes det at fange franskmændenes opmærksomhed – og forståelse. Et par stykker mente, at der gik en mand rundt på byens autoværksted. De gav os adressen og vi fandt værkstedet. Ganske rigtigt, der gik en ung mand rundt derinde. Han var oprigtigt lydhør, men havde først tid til at kigge på Hybassen om et par timer. I fællesskab fik vi den bugseret ind på værkstedet og forslog ventetiden rundt omkring i byen, imens vi talte om hvor dyrt, det ville blive med søndagstillæg og alt det løse. Vi regnede med 300-400 franc - mindst, hvilket var lidt af en katastrofe for vores sparsomme beholdning. Under alle omstændigheder var der ingen vej tilbage. Da vi vendte tilbage til værkstedet, var Hybassen køreklar, og regningen lød på 30 franc! Vi var både målløse og overstadige, så vi stak mekanikeren 300 franc – og så var det ham, der blev målløs. Kun nølende tog han imod sedlerne. Men han fortjente hver en franc. Hybassen holdt ikke bare hele vejen hjem; den holdt til langt op i firserne.

 

 

Tourens bedste måltid

 

Som bekendt er Frankrig en kulinarisk himmerigsmundfuld. Hvis man har råd og smag for det franske køkken. Smagen havde vi, men pengene havde vi ikke. I stedet kunne vi synge – og nynne - de fleste af Aage Steffensens (1882-1954) ord til ”Manden på risten”, som Carl Alstrup (1877-1942) sang i Apollorevyen 1936:

 

Jeg napper fasanen i flugten

eller bøffen, min yndlingsret

jeg får aldrig andet end lugten

men af den kan man godt bli’ mæt

mens de derinde nedsvælger Bourgogne og Bordeaux

blir jeg beruset af duften på Vesterbro

 

Alligevel lykkedes det os at få ét af de himmelske måltider, som ikke er hverdagskost. En nat overnattede vi ved en flod, og da vi stod op, fik vi øje på en flok ørreder, som var kommet ind på for lavt vand og nu lå og sprællede – uden at kunne komme op ad floden. Steen var vaks ved havelågen, greb vores indkøbsnet og strøg ørreder, som man stryger rejer. Han tog kun det antal, vi skulle bruge til dagens måltid og hjalp resten på vej. Om aftenen tilberedte Jonna fangsten; hun er superkok, og vi fik et måltid, vi altid husker. For smagen, omstændighederne og til ingen penge. Aldeles uforglemmeligt.

 

Efter 5 uger på både landeveje og marker med mere og mange oplevelser rigere, sneg Hybassen sig stille og roligt ind i København. Godt gearet og flot kørende efter flere tusinde kilometer. Set i bakspejlet var det en uhyre vellykket ferie, hvor vi kom tæt på hinanden og nød hinandens selskab og forskelligheder. Eneste mislyd var da gearstangen knækkede.

 

 

Spillemandskursus og sød musik

 

Man kan ikke huske alt, og det er heller ikke alt, der er værd at huske. Men 1982 husker jeg primært for 2 ting. Den første var et sommerferieophold på Skælskør Folkehøjskole, hvor der stod spillemandsmusik på hele programmet. Én af underviserne hed Viggo Balle Gade (1908-1988). Udover at være en gudsbenådet spillemand, var han smed og kunne håndtere en tung smedehammer lige så let, som han håndterede violinen. Viggo spillede rent og dynamisk og uden dikkedarer. Ved første lytning, lød det forfærdeligt i mine ører, som efterhånden havde mange års træning i at lytte til klassiske violinister, som havde en helt anden skoling og tilgang til instrumentet. Efter højskoleopholdet kunne jeg både spille polka, hopsa og Reinländer med det rigtige ”taw”, som de siger i Jylland.

 

Det andet jeg husker er mødet med Vibeke Tunge Lund og hendes 7-årige datter Bibi. Første gang vi traf hinanden var hos mine venner Per og Violette, der huserede i deres kolonihave på Amager. Deres datter Tania gik i klasse med Bibi, og det var i bund og grund pigerne, der knyttede forbindelsen til de voksne. Vibeke og jeg talte sammen som voksne mennesker nu gør – og bagefter gik vi hvert til sit. Men vi holdt kontakten ved lige, og Vibeke dukkede op da jeg spillede musikken til Pinafore på Bellahøj Friluftsscene. Senere hjalp hun mig med at hænge billeder op til en udstilling  på Det Kongelige Bibliotek, og så var den søde musik gået i gang for alvor. Og kulminaitonen på romancen er, at jeg flytter ind hos Vibeke og Bibi på Ulvefodvej på Amager. Min lejlighed i Istedgade beholder jeg og bruger som atelier.

 

Gik det godt for os, gik det skidt for én af alletiders engelske komikere, Marty Feldman. Han døde den 2. december 1982, 48 år gammel. Marty Feldman var så vindøjet, at han helt sikkert kunne kigge gennem en vandlås.

 

 

Færdig med gymnasiet

 

Sommeren 1983 sluttede jeg på Avedøre Gymnasium. Der var ikke penge til mine timer, så jeg var arbejdsløs. Heldigvis havde jeg ret til understøttelse, men det er altså sjovere at arbejde og gøre nytte for pengene, selvom jeg fik malet en række billeder i den periode.

 

I begyndelsen af januar 1984 får jeg via Arbejdsformidlingen tilbudt et illustratorjob i Skoletjenesten på Zoologisk Museum. Det var lige mig, så der var ingen betænkningstid. På museet lavede jeg tegninger til de opgaver, børnene skulle løse, når de besøgte museet. Jeg havde helt frie hænder og adgang til alle museets samlinger af udstoppede dyr samt Zoologisk Have, når jeg skulle illustrere opgaverne. Når tegningerne var på papiret, klippede og klistrede jeg siderne op på museets tegnestue, så de kunne kopieres og uddeles til skoleeleverne. I 1984 var der ikke noget, der hed Mac, Photoshop, InDesign etc. Når jeg skulle forstørre en tegning, skete det på en såkaldt Optika. Den ”blæste” originalen op eller ned til den ønskede størrelse, men man skulle selv tegne (kalkere) tegningen igen. Optikaen kunne ikke kopiere, kun forstørre eller formindske.

 

Jeg var ansat fra 10. januar til 12. juni. Min leder på Zoologisk Museum, Peter Nørresø Haase, forsøgte at få mit jobtilbud forlænget. Men det ville Arbejdsmarkedsdirektoratet ikke gå med til. Jobtilbud var af 6 måneders varighed, ikke én dag længere. ”Der er ikke sat flere penge af til Herluf Skjerning Larsen” lød beskeden fra Arbejdsmarkedsdirektoratet. Og så var jeg arbejdsløs igen. Akkurat som mere end 200.000 andre danskere på den tid.

 

Peter Nørresø Haase er forøvrigt direktør for NaturBornholm i dag.

 

 

Tilbage til Frankrig

 

Selvom jeg var arbejdsløs, var jeg bedre stillet end de fleste, eftersom mine faste udgifter var minimale og mit daglige forbrug beskedent. Selvfølgelig bidrog jeg til både huslejen og husholdningen på Ulvefodvej på lige fod med Vibeke. Men dét, der gav mig overskud var violinen og maleriet. Ikke i kroner og øre, men mentalt. Når jeg spillede og malede, glemte jeg alt om arbejdsløshed, selvom det var brødløst. Alligevel var violinen kilden til nye oplevelser.

 

Sammen med 6 andre spillemænd og et folkedanserhold fra Hvidovre, som kaldte sig ”Hjerter To”, skulle jeg på sommertogt til Brive-la-Gaillarde i Sydfrankrig. Vi var inviteret til at optræde rundt omkring i byen sammen med amatørmusikere og folkedansere fra andre nationer, bl.a. Rumænien. Vibeke og Bibi tog med som hjælpere.

 

 

Rumænerne stjal billedet

 

Som nævnt bestod vores trup af sande amatører. Om begrebet eksisterede i Rumænien, aner jeg ikke. For den rumænske trup talte udelukkende professionelle musikere og dansere, som blev underholdt af Nicolae Ceauşescus kommunistiske og diktatoriske styre (han var præsident og chef for alt det, hans kone og sønner ikke var chefer for). Altså en form for statsamatører, som kunne bruges i propagandaøjemed. Desværre kom de ikke langt for deres penge uden for Rumæniens grænser, så de medbragte og faldbød en masse tingel-tangel til os og andre for blot at have til dagen og vejen. Godt og vel 5 år senere brast rumænernes tålmodighed med Ceauşescu. Præsidenten og diktatoren blev væltet, fanget og skudt juledag – 25. december – 1989 sammen med præsidentfruen Elena. Nogle år forinden havde Dronning Margrethe II forøvrigt beriget Ceauşescumed Elefantordenen. I sandhed endnu et bevis på, at ordener er noget, man hænger på idioter.

 

Faktisk lurede jeg hurtigt, at rumænerne ikke havde rent amatørmel i poserne. En dag, hvor vi stod og øvede i det fri, vimsede en rumæner rundt i baggrunden med sin violin. Så snart vi holdt op, begyndte han at spille Jacob Gades (1879-1963) “Tango Jalousi”, og jeg kunne med det samme høre, at han ikke var født i går, hvad violinspillet angik. Han spillede mesterligt. Lige før de sidste toner af “Tango Jalousi”, greb jeg min egen violin og begyndte på “Devil Dreams” (en meget hurtig reel), og rumæneren gav mig følgeskab så let og ubesværet som ingenting. Dén overgang skal man være ualmindelig dygtig for at udføre. Flere havde set og hørt vores lille optrin, og vi blev opfordret til at gentage kunststykket i aftenens løb. Det gjorde vi – dog i omvendt rækkefølge, jeg lagde ud og rumæneren fulgte efter, dernæst spillede rumæneren op og jeg faldt ind i hans nummer. Til stor begejstring for det talstærke publikum. Det var både berusende og bebrusende; jeg var helt oppe og ringe og svævede på en lille sky.

 

Men som altid kom jeg ned på jorden igen. Og før vi havde fået set os rigtigt om, skulle vil hjem til Danmark igen. Tilbage til arbejdsløshed, understøttelse og en plads i køen til mulige og umulige jobs, der ikke hang på træerne.

 

 

Med Munnecke-melodier i studiet

 

I efteråret 1984 skulle Gribskov Spillemændene i studiet for at indspille en række af Henning Munneckes kompositioner, og jeg var udset til at skulle spille den ene af de to violiner. Vi øvede som gale og glædede os til at skulle i et rigtigt lydstudie

 

Studiet lå i Helsinge, og vi 10 musikanter fra Gribskov Spillemændene kunne lige presses ind. Optagelserne gik i gang – og gik hele tiden i fisk på grund af vores nervøsitet og manglende studierutine. Musikken og instrumenterne var uden gnist og glød. Det lød gudsjammerligt og mismodet bredte sig i takt med at alting skulle tages om igen og igen. Nerverne hang i sandhed uden på skjorterne.

 

Efter gentagne optagelser sagde produceren stop. I stedet bad han os om at spille af karskens bælg. Når han syntes, vi var klar til optagelse, ville han sige “Nu”. Og så spillede vi fuldstændigt frigjort. Væk var alle bekymringer, frustrationer og præstationsangst. Hver gang han sagde “Nu”, spillede nervøsiteten og anspændtheden os et puds. Det samme gjorde produceren. For til slut viste det sig, at han kun havde optaget de numre, hvor vi spillede frit. Når han sagde “Nu”, optog han ikke en lyd. Og slutresultatet kunne ingen kimse ad. Henning Munneckes fine melodier sidder lige i skabet, og præcis som Gribskov Spillemændene ønskede det. Musikken holder den dag i dag. Men kors hvor var det anstrengende.

 

 

En aften, der blev til 3 år

 

Da vi var færdige med indspilningerne i Helsinge, kørte jeg tilbage til København sammen med mandolinspilleren Tommy. Undervejs spurgte han mig, om jeg havde mulighed for at vikariere for ham i trioen “Hjertens Fryd” til en konfirmation, da han var indisponibel den pågældende dato? Selvfølgelig kunne jeg det. Men jeg var jo nødt til at øve repertoiret igennem sammen med hans to faste makkere. Vi aftalte en øveaften, og jeg tog ind til Nansensgade i København, hvor “Hjertens Fryd” havde deres base. Det var hos Bent og Ellen, som udgjorde 2/3 af duoen - de var tilmed mand og kone. Skuespilleruddannede Ellen sang, og Bent spillede harmonika og klaver. De var gennemmusikalske, utroligt søde og lydhøre. Og i løbet af ingen tid fik vi en masse numre på plads. Jeg spillede først og fremmest violin, men supplerede klangbilledet med vaskebræt og sav.

 

Da vi holdt en lille pause, fik jeg øjnene op for det store antal fine tegninger, der hang på væggene i lejligheden. Signaturerne sagde mig intet, så jeg spurgte, hvem kunstneren var? “Det er bare noget, jeg har tegnet”, svarede Bent, hvorefter jeg spurgte hvem han havde gået til undervisning hos? Han havde aldrig modtaget nogen form for tegneundervisning, men var et stort kunstnerisk talent, som kunne spille på og flere tangenter - fra tegning og maleri til musik. Imponerende.

 

Efter vores fælles optræden til konfirmationen, spurgte Bent om jeg ikke ville være en del af “Hjertens Fryd”. Det ville jeg hjertens gerne. Vi spillede permanent sammen i tre år, og sideløbende passede jeg mit engagement i “De tre, måske fire”.

 

Med “Hjertens Fryd” var jeg bl.a. med til at spille for det danske mindretal i Sydslesvig; det var i Eckernförde – eller Egernførde, som mindretallet siger og skriver. Der bor omkring 23.000 mennesker i Eckernförde, og mange af mindretallets børn går i dansk skole, den hedder Jes Kruse Skolen og har til huse på Hans Christian Andersen Weg 2. Så kan det vist ikke blive mere dansk.

 

 

Bryllupsrejse med utallige forhindringer

 

Foråret 1985 bød på en rejse til det daværende Sovjetunionen. Vibeke og jeg havde valgt at takke ja til et bryllup i Moskva sammen med 13 andre af Vibekes familiemedlemmer. Bruden var fra byen, og brudgommen en nærtstående ven fra Danmark. Ifølge rejseplanen skulle vi først tre dage til Leningrad, som har haft en navneomskiftelig tilværelse gennem historien. I dag hedder Leningrad Sankt Petersborg for anden gang i historien; den har også heddet Petrograd i årene fra 1914 til 1924. Fra Leningrad skulle vi så flyve til Moska og bryllupsfeste.

 

Vi glædede os utroligt meget til at opleve begge byer og havde forberedt os godt og grundigt hjemmefra. Øverst på listen over seværdigheder i Leningrad stod selvfølgelig Vinterpaladset, hvor de forhenværende zarer residerede omgivet af umådelige rigdomme og kunstskatte.

 

Rejsen begyndte fint. Fra Bornholm til Københavns Lufthavn i Kastrup gik alting planmæssigt. Desværre havde tidens strejkebølge netop ramt lufthavnen, da vi ankom, så vi kunne ikke komme nogen vegne. Alle fagforbund var trætte af den borgerlige regering med Poul Schlüter i spidsen og forsøgte med alle midler at slippe af med regeringen og alle dens forringelser. Strejkerne var ulovlige og allerhulens effektive. De ramte og lammede store dele af Danmark. Inkl. flytrafikken fra og til København.Vi måtte vente 36 timer, før vi kunne komme afsted med ét af Aeroflots flyvende jerntæpper til Leningrad. Dengang var Aeroflot forøvrigt verdens største flyselskab, ikke på grund af punktlighed, service eller komfort, men fordi de havde monopol på civil flyvning i Sovjetunionen.

 

 

Leningrad langt om længe

 

Når man lander efter 36 timers venten, er man godt udkørt, meget irritabel og pas på det meste. I lufthavnen blev vi modtaget af en sovjetisk guide, som talte så perfekt dansk, at flere af familiemedlemmerne måtte have luft for mere eller mindre luftige konspirationsteorier. Men guiden tog det hele i stiv arm. Til at begynde med troede jeg, at hun var fynbo og bosiddende i Leningrad. Men hun var russer, læste dansk på universitetet i Leningrad, kunne citere Holberg forfra og bagfra og havde aldrig sat sine ben i Danmark. Velkommen til Leningrad.

 

 

Bryllupsgaver på afveje

 

Da vi langt om længe og meget sent nåede frem til hotellet, manglede Vibekes søsters kuffert. Det forårsagede en masse uro og endnu flere konspirationsteorier. For kufferten indeholdt bryllupsgaverne, heriblandt nogle guldsmykker. Guiden ringede rundt i nattens mulm og mørke, men ingen anede noget om, hvor den befandt sig. Panikken forplantede sig til hele selskabet. Men om morgenen tog søsteren ud i lufthavnen for at søge efter kufferten og tale med store bogstaver. Kufferten var blevet tilbageholdt på grund af indholdet. Personalet havde gennemlyst den og kunne se, at den rummede visse værdier. Derfor skulle hele molevitten endevendes og deklareres, og Vibekes søster måtte tillige hoste op med valutakvitteringer o.m.a. Alt blev noteret af myndighederne og kunne bruges imod én, når man forlod landet. Man skulle sørge for at bruge rigeligt med valuta i Sovjetunionen. Havde man det samme beløb ved udrejsen som ved indrejsen, var det bevis på, at man havde handlet sort. Og så kunne myndighederne tilbageholde én i et halvt år. Om reglerne er lige så rigide i dag, aner jeg ikke. Jeg har ikke været der siden, selvom Sankt Petersborg er en seværdig by.

 

Efter nogle timer i lufthavnen vendte hun tilbage med sin kuffert og bryllupsgaverne. Godt irriteret på bureaukratiske og fluekneppende skrankepaver, hvis hovedopgave tilsyneladende var at sikre, at ingen vestlige turister nogensinde ville ønske sig tilbage til Sovjetunionen.

 

Mens hun kæmpede med skrankepaverne, var vi andre indforskrevet til et foredrag om sociale forhold i Sovjetunionen. Der var ingen vej udenom, selvom vi forsøgte at undslippe. Deltog vi ikke i foredraget, ville der ikke være nogen til at tage sig af os, når vi kom til Moskva. Og var der ikke det, kunne vi ikke bevæge os uden for en dør. Turister skulle hele tiden ledsages af en guide. Foredragsholderen var historiker og udmærkede sig ved også at tale dansk - dog ikke så formfuldendt som guiden, der hentede os i lufthavnen. Det meste gik ind ad det ene øre og ud af det  andet. Dog hæftede jeg mig ved hans historie om, at han var i færd med at oversætte Danmarks Riges Grundlov fra 1953 til russisk og analyserede den ud fra et marxistisk livssyn. Da han fortalte det, var tilhørernes blikke indstillet på uendeligt. For at vække dem bad jeg foredragsholderen fortælle os meningen med den røde hærs krigsførelse i Afghanistan siden 1979? Det fik alle op af dvalen, og de kunne se foredragsholderen stirre mig meget vredt i øjnene, mens han broderede på et svar. Det kom, og det lød: “Vi hjælper vennerne!” Det gjorde man indtil 1989, hvor den afghansk-sovjetiske krig sluttede med, at den ramponerede røde hær vendte snuden hjemad. Siden tog NATO som bekendt kampen op; det gik heller ikke som forventet. De mange muslimske og etniske oprørsgrupper plus al-Qaida er svære at bide skeer med på deres hjemmebane i Afghanistan.

 

Bagefter fik vi endelig lov til at tage byens seværdigheder i øjesyn. Desværre var tiden knap - vi havde mistet halvandet døgn på grund af strejke i lufthavnen derhjemme - men vi fik da set noget af Vinterpaladset og Eremitagemuseet. Men det, der tiltalte mig allermest, var de farvestrålende huse rundt omkring i byen. Alle er farvesat, så de harmonerer med de forskellige historiske stilarter. Det er genialt og opløftende.

 

 

Store russere fra Sankt Petersborg

 

Mange verdenskendte russere er vokset op og blevet uddannet i Sankt Petersborg (før byen blev til Leningrad og Sankt Petersborg igen). Bl.a. komponisterne Pjotr Tjajkovskij (1840-1893), Igor Stravinskij (1882-1971) og Dmitrij Sjostakovitj (1906-1975) samt forfatterne Aleksandr Pusjkin (1799-1837),  Fjodor Dostojevskij (1821-1881) og Joseph Brodsky (1940-1996). Sidstnævnte modtog Nobelprisen i litteratur i 1987. I Sankt Petersborg er man overmåde stolte af dem og alle deres bedrifter. Forøvrigt bor den nuværende ministerpræsident, forhenværende præsident, tidligere KGB-officer, magtmennesket og en hel masse andet, Vladimir Putin, i Sankt Petersborg. Om han fortjener en plads blandt de store russere, vil jeg lade andre om at vurdere.

 

 

Norskklingende velkomst i Moskva

 

Moskva ligger to og en halv times flyvning med Aeroflot fra Leningrad. Turen blev tilbagelagt uden nogen form for skærmydsler eller statslig indblanding. I Moskva ventede en ny guide, hun bød os velkommen på klingende norsk og understregede, at hun var medlem af KGB (Komitet gosudarstvennoy bezopasnosti, dvs. Komiteen for den statslige sikkerhed), så vi havde bare at opføre os eksemplarisk. Med guiden i spidsen blev vi kørt til vores hotel, hvor vi lige fik indtaget vores værelser, et hurtigt bad og omklædning før turen gik til Moskva Rådhus, hvor brylluppet skulle stå. Der var 12 brudepar, som stod og ventede på at blive gift den dag. På forhånd var rollerne fordelt blandt os - Vibekes bror var forlover, søsteren, svogeren, Vibeke og jeg var vidner. Kun brudeparret og os fem fik adgang til bryllupslokalet og selve bryllupshandlingen. Da dørene gik op, og vi gik ind, blev vi modtaget af et strygerorkester, som spillede “I could have danced all night” fra musicalen “My Fair Lady”.

 

Før vi fik set os rigtigt om, var brudeparret mand og kone. Og så var der bryllupsfest. Den formelle del mindes jeg ikke ret meget af. Til gengæld husker jeg, at brudeparret og alle gæsterne endte på en natklub, hvor musikken var rædsom og stemningen høj. Det var kanonsjovt - det manglede også bare, brudgommen havde nemlig betalt en mindre formue for at vi vesterlændinge kunne komme ind. På den tid var det ikke tilladt sådan nogle som os at blande os med civile russere. Natklubben lå i kort gåafstand fra vores hotel.

 

Sandt at sige blev nogle af os lige så fulde, som de Vodkaglas, russerne elsker at fylde. Da festen var ovre bevægede vi os i zigzagkurs mod hotellet, vi forsøgte at praje nogle taxaer, men de ville ikke have os ombord, så vi alkometerede selv hjem. Temmeligt højstemte og godt gennemstegte, men fulde af godt humør.

 

 

På nodeindkøb

 

Moskva er et mekka for mennesker, der spiller efter noder. Det var det i hvert fald i 1985, hvor prisen på en nodesamling beløb sig til 13 rubler (ca. 50 Dkr.). På den tid kostede tilsvarende nodesamlinger 300 kr. i Danmark. Derfor tog Vibekes svoger Bent og jeg til et stormagasin med noder på programmet. Udvalget var stort, og jeg fandt hurtigt, hvad jeg ville have. Til gengæld tog betalingsproceduren en evighed. Først fik jeg en håndskreven seddel hvorpå der stod 13 rubler, dernæst skulle jeg aflevere sedlen til en anden dame, som havde en fastmonteret kugleramme på disken, hun kiggede på sedlen, jonglerede med kuglerne og skrev en ny seddel på 13 rubler; den skulle jeg aflevere hos en kassedame et andet sted i nodeafdelingen. Jeg fandt frem til kassen og damen og forsøgte at fange hendes opmærksomhed, først ved at vifte med sedlen for næsen af hende, hun var optaget af at læse en bog og reagerede overhovedet ikke, dernæst rømmede jeg mig højt og hørbart for alle og enhver, inkl. de mange mennesker, der var ved at danne kø bagved mig. Pludselig kiggede kassedamen forurettet på mig og min seddel, lænede sig tilbage i noget, der tangerede sneglefart og ligegyldighed og slog 13 rubler ind på kasseapparatet. Jeg lagde rublerne og fik mine noder - og tænkte: Her kommer jeg aldrig igen.

 

Vi forlod unoderne, fandt en bus og tog tilbage til vores hotel. Undervejs tabte en ældre passager sin stok, Bent bukkede sig ned og samlede den op og gav manden hans stok. Den gamle tog Bent i øjesyn, hvorefter han hamrede sin stok ned i Bents fod. Bent skreg af smerte og måtte humpe det sidste stykke af vejen til hotellet. Vi var enige om, at vi vesterlændinge var ilde sete i Sovjetunionen.

 

Dagen efter fløj vi hjem. Det var befriende.

 

 

Nye tider

 

Umiddelbart efter vores Sovjetbesøg blev Mikhail Gorbatjov udnævnt til generalsekretær for Det Kommunistiske Parti og dermed Sovjetunionens leder. Kort efter tiltrædelsen lancerede Gorbatjov et storstilet reformprogram under slagordene glasnost og perestrojka. Målet med reformerne var at skabe større økonomisk effektivitet og midlerne var bl.a. udstrakt frihed til virksomheder samt teknologisk og økonomisk bistand fra Vesten. Sideløbende med de indenrigspolitiske reformer lancerede Mikhail Gorbatjov et udenrigspolitisk program, der skulle fremme afspændingen og stoppe våbenkapløbet. Som en følge af afspændingspolitikken godkendte Gorbatjov Tysklands genforening og Østeuropas frigørelse fra Sovjetunionen.

 

 

 

Do må æt spælle ætter a klok toåtyv

 

Bent fra “Hjertens Fryd” ringede en dag og spurgte om han ikke kunne leje lidt af min lejlighed til sine tegninger og malerier da fugten drev af væggene i det kælderlokale, han malede og tegnede i – og betalte leje for. God idé, syntes jeg, og vi blev enige om betingelserne. Det blev til flere års frugtbart samarbejde i Istedgade. Vi var hinandens modeller og sparringspartnere, men vi brugte også lejligheden til at øve os på vores instrumenter og stemme klaveret af, før vi skulle ud og spille.

 

En dag midt i maleriet og temmeligt højstemte besluttede vi os for at tage ind til Strøget og spille for strøggængerne. Vi tog vores instrumenter og linie 16 fra Istedgade ind til Rådhuspladsen. Undervejs spillede vi i bussen – uden at blive lemlæstet, passagererne syntes faktisk at det var vildt underholdende.

 

Fra Rådhuspladsen begav vi os ned ad Strøget og fandt et passende spillested, pakkede instrumenterne ud og gav os i kast med at spille det bedste, vi kunne. Vi indspillede den formidable sum af 70 (skattefrie) kroner på nogle timers sjovt arbejde. Men frem for at gå hjem, gik vi på kælderværtshus på Nytorv, hvor dagens fortjeneste fik vinøse ben at gå på. Da vi ikke havde råd til mere vin, fandt vi op til jordens overflade omkring klokken 22.15. Vi var hverken stangstive eller helt ædru, men vi syntes lige vi ville give aftengængerne lidt musik med på hjemvejen. Nogle dansede, andre klappede og pludselig var der én, der prikkede mig på skulderen. Da jeg vendte mig for se, hvem det var, stod jeg ansigt til ansigt med en politibetjent, som forkyndte “Do må æt spælle ætter a klok toåtyv”. A hva, tænkte jeg – her er en mand, der taler det sprog, jeg var flasket op med i Ebeltoft, så jeg tiggede ham om at få lov til at spille et par numre mere, nu hvor vi havde fået et publikum. Men betjenten var hverken til at hugge eller stikke i. Jeg lagde tilmed en hånd på hans skulder for at formilde ham. Det skulle jeg ikke have gjort – han bad om navn, adresse og fødselsdato. Det fik han og gik direkte over til en patruljevogn for at tjekke mine oplysninger. Efter lidt tid vendte han tilbage og fortalte med streng mine, at jeg var fuld af løgn. Fødselsdatoen var ikke korrekt. Af én eller anden grund var jeg kommet til at sige 01.15.51 i stedet for 15.01.51. De har stensikkert skraldgrinet af ham på Politigården, da han ringede for at tjekke den første i femtende! Optrinnet sluttede med at Bent og jeg måtte pakke sammen og begive os hjemad. Heldigvis uden nærmere tiltale og medfølgende bødeforlæg fra politiet. Jeg har stadig den reneste straffeattest.

 

 

I den syvende himmel

 

Det er velgørende at kende mennesker, når der er lavvande i kassen. Og det havde jeg i allerhøjeste grad – hverken mine billeder eller musikalske udfoldelser kastede ret meget af sig. Så jeg var fyr og flamme, da min gamle studiekammerat Kit en dag kom og spurgte om jeg ikke ville overtage hendes rolle som kunstformidler på Ergoterapeutskolen i København. Sjovt nok var hun kommet i tanker om mig, da hun i en undervisningstime havde vist nogle lysbilleder fra én eller anden kulturdag i København – på det ene dias figurerede Bent og jeg som spillemænd. Så kom ikke og sig at musik ikke kan føre til noget.

 

På Ergoterapeutskolen skulle jeg undervise de kommende ergoterapeuter i maling, tegning og formidling af kreativitet. Det gik rigtigt godt. Pigerne (der var ingen mænd) var lydhøre, kreative, nysgerrige og modtagelige for ny viden. Jeg hjalp dem med at få deres kreative afgangsprojekt på skinner. Ved præsentationen af projektet spillede jeg en vital rolle. Jeg var engel! Pigerne iførte mig hvid kjortel, englevinger og den obligatoriske glorie – og de placerede mig bag et forhæng lige bag indgangsdøren; der skulle jeg stå og spille violin. Ideen med det hele var at vise de besøgende, at de var kommet i den syvende himmel, hvorfra de kunne se verden fra oven og nogle af de små hverdagsdramaer, der udspillede sig rundt omkring.

 

At pigernes projekt blev godkendt, behøver jeg næppe fortælle. Det var en flok ualmindeligt kreative ergoterapeuter, der fik deres afgangsbeviser dét år.

 

 

Hønsehuslejer

 

Gennem nogle år havde mine gode venner Jonna og Steen fra Amager lejet en ødegård i svenske Aggarp i nogenlunde nærhed af Ängelholm og lige syd for Hallandsåsen. Af og til tog jeg med dem derop, og vi havde altid nogle skønne weekender med løs bagkant. Senere kom Vibeke og Bibi til.

 

På et tidspunkt tilbød naboerne mig at leje deres renoverede hønsehus, så vi ligesom havde vores eget overnatningssted. Det takkede jeg ja til. Hønsehuset havde rigelig plads til os tre. Eneste minus var, at vi skulle ned til Steen og Jonna for at hente vand. Men vi klarede de 200 meter i stiv arm, når vi havde brug for vand. Vi lærte endda at
økonomisere med vandet. Det er én af gevinsterne, man opnår, når man ikke bare kan række hånden ud og åbne for hanerne; dem var der ingen af i hønsehuset.

 

Vi var utroligt forelskede i vores hønsehus. Så glade at vi på et tidspunkt valgte at cykle fra Amager til Aggarp. Der er 110 kilometer og Øresund imellem. Så vi trampede afsted på vores tunge, gearløse cykler. Vi må have kørt 10 kilometer i timen, for det tog præcis 11 timer at nå derop. Dog må vi have kørt lidt hurtigere, for vi brugte 20 minutter på at sejle fra Helsingør til Helsingborg. Hjemturen tog lidt længere tid. Men det var fordi vi valgte at tilbringe nogle timer på Bakken i Charlottenlund på hjemvejen. Selvom både ud- og hjemturen var en fornøjelse, gentog vi aldrig succesen. Vi kunne have fløjet til U.S.A. på samme tid!

 

 

Finlandsrejse

 

Sommeren 1985 var jeg med et hold folkedansere fra Hvidovre i Finland. Jeg var inviteret med som den ene af holdets tre spillemænd. De kendte mig og jeg kendte dem fra turen til Frankrig et par år tidligere, så vi var på bølgelængde med det samme.

 

Hjerter To”, som holdet kaldte sig, gav en forrygende opvisning i en lille flække, som jeg har glemt navnet på. Den lå et pænt stykke vej fra Helsingfors. På den anden side husker jeg stadig fornemmelsen af at stå og spille folkemusik i en frodig finsk skov, hvor solstrålerne spillede mellem løvet. Det var en bebrusende oplevelse. Også at høre vores finske spillemandskolleger; de var enormt dygtige. Forøvrigt skrev jeg kommunens navn bag øret – det er Tuusula. Rigtigt udtalt lyder det meget tungt, mørkt og finsk. Men det var lyst, da vi optrådte i skoven.

 

Undervejs på turen tog vi os tid til at besøge Järvenpää – det er byen, hvor den store finske maler Akseli Gallen-Kallela (1865-1931) havde til huse. I dag er hans atelier omdannet til museum for hans værker, liv og virke. Det er bygget af træ og ligger ved kanten af en sø. Inden for er der en herlig duft af tjære - heroppe bruger man hverken Gori eller lignende industrielt fremstillede træbeskyttelsesprodukter, man tjærer husene udvendigt.

 

Ovre på den anden side af søen boede den jævnaldrende komponist Johan Julius Christian – bedre kendt som Jean - Sibelius (1865-1957). Gallen-Kallela og Sibelius var ikke bare genboer, de var også åndsfæller og nationalromantikere. Ifølge museumsguiden kunne Sibelius ikke udstå sin kones flygeløvelser, så Gallen-Kallela stillede sit flygel til rådighed for Sibelius’ kone. Han nød til gengæld hendes akkompagnement til maleriet.

 

Da jeg vendte hjem til Ulvefodvej måtte Vibeke og Bibi lægge ører til mine begejstrede beretninger fra min Finlandstur. På et tidspunkt blev de så solgt på det hele, at vi besluttede os for at bruge næste års sommerferie på at rejse rundt i Skandinavien.

 

 

Skønne og storslåede Skandinavien

 

1986 begyndte ildevarslende. Den 28. januar eksploderede rumfærgen Challenger under opsendelsen, og alle ombordværende blev sprængt til atomer, mens deres pårørende stod og fulgte opsendelsen. Præcis en måned senere - 28. februar - blev den svenske statsminister Olof Palme (1927-1986) skudt på vej hjem fra en biograf midt i Stockholm. Og den 26. april eksploderede en atomreaktor på den russiske atomkraftværk i Tjernobyl; det sendte adskillige skyer af radioaktiv forurening ud over store områder i Rusland og det øvrige nordlige Europa.

 

Alligevel besluttede Vibeke, Bibi og jeg os for at drage nordpå i sommerferien. Vi startede med at tage toget til Stockholm, hvor vi boede på vandrerhjem i et par dage. Herfra tog vi færgen til finnernes hovedstad Helsinki (Helsingfors), hvor vi indlogerede os på Det olympiske Stadion fra 1952 – om sommeren var det byens vandrerhjem. Da vi havde set og sanset hovedstaden, drog vi videre nordpå med tog – helt op til grænsen mellem Finland og Norge. Undervejs kørte vi gennem den ene enorme birkeskov efter den anden og passerede søer i hundredevis. Finnerne kalder Finland for de 1.000 søers land. Da vi nåede Kemi i Lapland, havde vi set birkeskove og søer nok. I stedet skiftede vi tog og tog til Norge. Nærmere bestemt til Bodø i Nordland fylke, hvorfra vi sejlede til Stamsund på Lofoten.

 

Stamsund havde ét hotel, én købmand og ét vandrerhjem – det boede vi på. Plus et fantastisk klima som følge af Golfstrømmen, der sniger sig lunt forbi Stamsund. Desuden var der midnatssol, mens vi var der. Så vi nåede ikke at opleve Stamsund i mørke, selvom vi var lysvågne om natten. Vi mødte forøvrigt en dansk familie med bopæl i Bodø - de fortalte, at man skal være født i Nordnorge for at kunne holde livet ud deroppe om vinteren, hvor der kun er dagslys en time i døgnet.

 

Udover Vibeke og Bibi havde jeg min faste rejseledsager med – violinen. Med den i bagagen keder man sig aldrig. Man kan spille overalt, alene eller sammen med andre. Violinen er tilmed en fortrinlig kontaktskaber. Det oplevede jeg bl.a. en dag, hvor jeg stod og spillede på kajen foran vandrerhjemmet. Én af de andre gæster – en ældre dame – kom hen til mig for at høre, om hun måtte låne min violin og spille en melodi fra sit hjemland, Australien. Jeg overrakte hende violinen, og hun spillede “Walzing Matilda”, som er australiernes uofficielle nationalmelodi. Bagefter fortalte hun, at hun rejste rundt i Europa på tommelfingeren (hitchhiking). Margaret Pienmann, som hun hed, var 66 år og ville hellere dø på en motorvej end visne hen på et plejehjem i Melbourne. Hun var frygtløs, og – som hun sagde: “Sandsynligheden for at blive voldtaget i min alder er så godt som nul, så den risiko kalkulerer jeg slet ikke med.”

 

Vi aftaltes at mødes i København, hvis og når Margaret nåede dertil. Når man rejser på tommelfingeren véd man ikke altid, hvor man ender eller hvornår, man når frem.

 

Efter Stamsund tog vi til Narvik, hvor vi lejede et værelse hos en privat familie (det var længe før Bed & Breakfast blev hverdagskost i Danmark). Vi skulle bare overnatte en enkelt nat, for planen var at drage videre til Tromsø næste dag. Frem for at bruge penge på de offentlige transportmidler besluttede vi – kraftigt inspireret af australske Margaret – at forsøge os på tommelfingeren. Det er selvfølgelig ikke så lige til, når man er to voksne og et barn plus oppakninger. Men vi var fulde af optimisme og gåpåmod, selvom regnen bogstaveligt talt fossede ned og omdannede os til tre druknede mus i løbet af få minutter. Vi var drivvåde fra yderst til inderst, og bilisterne ignorerede os totalt. De vendte tommelen nedad, når vi stod og blafrede med dem opad. Men pludselig var der et par, der vinkede til os på tankstationen over for, hvor vi stod. Vi krydsede vejbanen, hilste på hinanden og fik 250 kilometer kørelejlighed til Tromsø. Turen tog sin tid, men vi fik lejlighed til at snakke og alt mellem himmel og hav. Normanden var vildt interesseret i at høre om Christiania, som han kendte fra de norske medier. Så vi talte rigtigt pænt om den danske fristad, der hedder det samme, som Oslo hed indtil 31. december 1924. Og jeg fortalte ham om den røde torsk, Bibi og jeg havde fanget – og alle tre fortæret – en dag. Det hvide kød var fast og smagte fortrinligt, men det var mig lidt af en gåde, at den rødmede, da vi hev den i land. Normanden og hans veninde var ved at dø af grin, den slags kunne hverken de eller andre normænd drømme om at sætte tænderne i. De forklarede mig, at torskens farve skyldes den rådne tang, de svømmer rundt i. Heldigvis var mit hår så langt, at de ikke kunne se mine røde ører.

 

Efter 250 kilometer og i godt selskab kørte vi ind i Tromsø. Byen er gammel, smuk og særegen, så vi brugte nogle dage på at se os omkring. Ishavskatedralen er én af byens højdepunkter. Det er en langkirke, som udefra ligner et isbjerg. Vanvittig seværdig og med en imponerende akustik inden døre.

 

Som altid når man har det allerbedst, går tiden alt for hurtigt. Tænk, hvis man kunne banke en kile i tiden og lade den stå stille et stykke tid? Et kig på de norske avisers datoer afslørede, at der kun var en uge tilbage af ferien. Så pludselig var det på tide at pakke, hanke op i vores pakkenelliker, vinke farvel til Tromsø og vende snuderne mod Danmark.

 

Første stop på ‘nedturen’ var Trondheim, hvor vi indlogerede os på et vandrerhjem. En dag, hvor vi sidder på en kajkant og nyder en is, hører jeg pludselig “Hej Herluf” bag mig. Jeg er lige ved at vælte ud over kajkanten og ned i havnevandet. Da jeg vender mig om, ser jeg Njals storgrinende ansigt. Ham havde jeg mødt to år tidligere på en helsehøjskole i Danmark. Han boede i Tromsø og gav os en masse tip om, hvad vi skulle se i byen, inden vi forlod den. Vi fulgte Njals råd og besøgte blandt andet byens musikmuseum; det var lige vand på min mølle. Jeg faldt selvfølgelig i svime over de mange forskellige violiner, hvoraf de fleste var hjemmebrygget og havde helt andre former, halse – nogle havde sågar to. Bibi var til gengæld mere vild med ud- og hjemturen – vi kørte med trikke, det er det norske ord for sporvogn.

 

Fra Trondheim gik turen til Kiruna i Sverige, hvor vi blandt andet var nede i én af de store malmminer. Og den var stor; minegangene strakte sig 250 kilometer, og den underjordiske jernbane snoede sig 46 kilometer rundt i minen. Vi kørte nu ikke med toget, men med en 50 personers bus rundt i minegangene. De var så brede, at modsatkørende busser sagtens kunne passere. Undervejs sikrede jeg mig nogle souvenirs i form af små malmstykker – til minde om dengang, jeg gik under jorden og virkelig var langt nede!

 

 

Endnu et gensyn

 

Næste stop på hjemturen var Stockholm, hvorfra vi valgte at fortsætte til Leksand i Dalarna – det er herfra de store svenske spillemænd kommer fra. Dalarna er ganske enkelt svensk spillemandsmusiks hjerte og højborg.

 

Da vi stiger af toget i Leksand, er det første jeg hører “Hej Herluf”. Det var Bo fra Gribskov Spillemændene, som jeg senest havde set i studiet i Helsinge, da vi indspillede Henning Munneckes kompositioner. Han var sammen med sin kone, Anette. Nu mødtes vi os på en jernbanestation 700 kilometer oppe i Sverige. Sammen tilbragte vi nogle dejlige timer i Leksand, før de skulle videre nordpå.

 

Så vidt jeg ved er Leksand især kendt for byens ishockeyhold, som har været med i toppen af svensk ishockey i mange herrens år, de har også været svenske mestre flere gange og storleverandør af spillere til Tre Kronor, som landsholdet kaldes i folkemunde.

 

Leksand var også en god oplevelse. Byen er hyggelig. Overalt ser man eksempler på den såkaldte Dalarmalning (i 1986 var der sågar Dalarmotiver på byens telefonbokse), ligesom man møder Dalarhestene i stort antal og størrelser rundt omkring. Nu da vi var på disse kanter, benyttede vi lejligheden til at sejle en smuk, smuk tur på Siljansøen. Det er Sveriges 6. største sø. Vi var virkelig ude, hvor vi ikke kunne bunde, visse steder er søen 120 meter dyb. Bagefter gik vi på det  geologiske museum, hvor vi fik at vide, at Siljansøen blev dannet for 365 millioner år siden, da en meteorit slog ned med langt mere end lynets hast og efterlod et megastort meteorkrater. Nedslagskrateret måler 50 kilometer i diameter og er det største af sin art i Europa.   

 

Vi opholdt os i Dalarna et par dage og fortsatte hjemrejsen. Undervejs blev vi enige om at lægge vejen omkring vores elskede hønsehus i Skåne. Så det gjorde vi, masser af oplevelser rigere og totalmættet med indtryk fra vores skandinaviske broderlande.

Det var en rigtig god sommerferie.

 

 

Over til Bornholm og tilbage igen

 

Den 28. maj 1987 tog den 19-årige tysker Mathias Rust det sovjetiske luftforsvar og politikere på sengen, idet han landede med sit lille Cessnafly på Den Røde Plads i Moskva. Han var lettet fra Hamborg i Tyskland, tankede op i Finland og fløj ind over Sovjetunionen i så tilpas lav højde, at de sovjetiske radarer ikke kunne fange ham. Det morede man sig kosteligt over rundt omkring i den vestlige verden. Bedriften kostede mere end 2.000 militære tjenestemænd deres job, og Mathias Rust blev idømt fire års fængsel. Lykkeligvis blev han benådet efter 14 måneder.

 

Samme måned var jeg på Bornholm for anden gang i mit liv (første gang var i 1967). Bibi og jeg var inviteret derover for at danse og spille på et landsstævne for børn og unge i Klemensker. Vi boede på skolen og havde alletiders weekend. På et tidspunkt faldt jeg i snak med én af de mange spillemænd, og selvfølgelig spurgte jeg ham, hvorfra i landet han kom? “Jeg kommer herfra”, svarede han. Hans Askov, som han hedder, havde på daværende tidspunkt boet 18 år på Bornholm. Min første tanke var, at så langt væk kan man skisme da ikke bo. Men jo mere jeg så af øen på de korte udflugter, vi var på, jo mere varm blev jeg på Bornholm. Og jeg var fast besluttet på at vende tilbage på ét eller andet tidspunkt. Jeg var blevet lidt mere end almindeligt småforelsket i øen.

 

Tilbage på Amager brugte Vibeke og jeg et stykke sommertid på at lede efter en fælles bolig. Vi så på kolonihavehuse rundt omkring på ‘lorteøen’, som Amager kaldes, blev fyr og flamme over ét i samme område som Per og Violette havde hus og have, desværre røg det lige for næsen af os. Det ærgrede vi os en del over den sommer. Akkurat som jeg blev lidt småchokeret, da Vibekes underbo på Ulvefodvej en dag dukkede op og brokkede sig højlydt over mine violinøvelser. Han var fnysende vred og talte med meget store bogstaver. Det forstod jeg nu godt, da han forklarede, at han var på nathold og derfor skulle have sin søvn i dagens løb. Midt i hans mange vredesudbrud understregede han, at konen var bornholmer!

 

Jeg fik øjeblikkelig en masse gode billeder på nethinden. Og da jeg fortalte Vibeke om optrinnet, spurgte hun om vi ikke skulle forsøge at finde en fælles bolig på Bornholm? Den tanke havde jeg aldrig tænkt, men både Bibi og jeg var enige om, at vi da altid kunne tage derover og kigge Bornholm meget nærmere i sømmene. Så vi pakkede vores campinggrej, pumpede cyklerne og tog færgen til Rønne. Fremme på solskinsøen cyklede vi mod syd og så på rækkevis af huse i og omkring Svaneke, Neksø og Åkirkeby. Uden rigtigt at blive solgt på det, vi så. Naturen var smuk, og husene var så veligeholde, at det var en fryd.

 

 

Veteranbiler kan føre til meget

 

Som de fleste bekendt aner jeg ikke en dyt om biler. Emnet interesserer mig en papand. Så da Vibeke opdagede, at der var et veteranbiltræf ved campingpladsen i Åkirkeby, ville hun absolut tage de 4-hjulede i øjesyn. For husfredens og feriens skyld traskede jeg i hælene på hende og Bibi. Totalt uden gehør og blind for de gamle modellers fortrin og skønhed. Men pludselig vågnede jeg op, lige foran stod Hans Dam, som var ophavsmanden til trionavnet “De tre, måske fire”. Hans var sammen med sin kæreste Majbrit. “Hvad pokker laver I her?” udbrød han. “Holder ferie og kigger på hus”, svarede Vibeke og jeg samstemmende. Hans fortalte så, at det slet ikke var sydpå, vi skulle lede. Det var nordpå, hvor folk med malertrang og drengestreger o.m.a. holdt til. Iøvrigt havde han kendskab til en passende landejendom, der var til salg omkring 200 meter fra hans bolig. Den burde vi kigge nærmere på. Vi aftalte derfor at mødes hos Hans og Majbritt næste dag.

 

Som sagt, så gjort. Vi cyklede op til Hans og Majbrit, han var godt i gang med at renovere sin lille, hvide perle, Milu (nemt at huske - Tin Tins hund Terry hedder Milou på fransk) på Rønnevej et par kilometer syd for Olsker. Hans var udlært tømrer, havde hænderne skruet rigtigt på og masser af omløb i hovedet, så renoveringen kørte helt efter forskrifterne, reglerne og planerne. Både Hans og Majbrit talte varmt om den landejendom, vi skulle se i eftermiddagens løb. Uden at have set den, var jeg allerede lidt solgt. På den anden side var jeg nødt til at slå koldt vand i blodet, Vibeke og Bibi skulle også være med på ideen. Man flytter jo ikke bare fra det flade Amager til det bakkerige og fjerne Bornholm uden at have tænkt sig godt og grundigt om. Ét var at Hans og jeg var på bølgelængde, vi kunne tilmed spille sammen, noget andet var pigerne. Men det var intet problem. Vibeke og Majbrit arbejdede begge med alternativ behandling, så de havde et interessefællesskab. Uden at træde hinanden over tæerne - Vibeke var kinesiolog, men arbejdede sideløbende med at lære indvandrere dansk i Københavns Kommune, og Majbrit var massør og healer. Det var en fin konstellation, som lovede godt.

 

Vi begav os i samlet flok til Hans’ naboejendom. Bibi løb foran og var vildt betaget af de heste, der gik på grunden. Landstedet viste sig at være en hvidkalket, tolænget gård med sorte ladeporte. Gårdspladsen var brostensbelagt og stuehuset nyrenoveret. Herligheden var omkranset af halvanden tønder land, og der gik nogle heste på grunden. Ren idyl. Og både Vibeke, Bibi og jeg var solgt til stanglakrids. Prisen var 360.000 kr., og den kunne der ikke rokkes ved. Vi talte på knapper, regnede, vægtede og vejede – og slog til. Fra 1. september 1987 var “Hedebo” vores.

 

Først efter vi havde sat vores underskrifter på de forskellige papirer, meldte tømmermændene sig. I underskrivende stund var jeg på understøttelse, og Vibeke måtte vinke farvel til sine undervisningstimer i København. Tilsammen havde vi ikke meget at gøre godt med. Understøttelsen kunne klare terminerne, men vi skulle jo også have til dagen og vejen og mad på bordet. Min lejlighed i Istedgade havde jeg ikke til sinds at opgive; den var god at have i baghånden, hvis vores Bornholmereventyr skulle løbe ud i sandet, så jeg fremlejede lejligheden.

 

Gode råd kan være dyre, som man siger. Men i vores tilfælde var de gratis. Så vidt Hans vidste fra Majbrits søn Stinus, var Østerlars Friskole i bekneb for en billedkunstlærer. Jeg ringede fluks til lederen Ryan for at forhøre mig. De stod nu ikke og manglede én som mig, men Ryan kunne tilbyde et barselsvikariat på ti ugentlige timer i de kommende tolv måneder. Hvis jeg var interesseret, var vikartimerne mine. Om jeg var? Jeg var vild i varmen og sagde selvfølgelig ja tak. Uden betænkning. Nu var der i hvert fald udsigt til smør på brøddet det næste års tid.

 

Bibi blev samtidig meldt ind på friskolen, og vi begyndte begge i august det år. Imens gik Vibeke og fik sat skik på “Hedebo”. Men hun ville gerne have et job, holdt øjne og ører åbne og ledte med lys og lygte.

 

Iøvrigt hører det med til købshistorien, at vi også havde forhørt os hos naboen, før vi satte vores signaturer på skøder etc. Han anbefalede “Hedebo” på det varmeste. Ved samme lejlighed fortalte han, at der havde været et meget købsinteresseret par før os. Manden var fra Japan og billedhugger. De sprang dog i målet, da de syntes, at gården lå for langt fra landevejen og Schlüterregeringens Kartoffelkur gjorde livet surt for boligejere. Jeg spurgte ham efterfølgende, om han vidste, hvad japaneren hed? Han hed Jun! Det var min gamle studiekammerat fra Svend Wiig Hansens billedhuggerskole på Kunstakademiet. Tankevækkende, ikke?

 

 

En god start gør livet lidt lettere

 

Bibi og jeg startede på Østerlars Friskole. Hun på heltid, jeg på deltid. Det var i og for sig idel lykke, selvom Vibeke ikke havde noget job, der gav kroner og øre. Hun havde masser at lave på gården, så i de første mange måneder, havde hun rigeligt at se til på den front. Jeg fik selvfølgelig malet og tegnet, men brugte også en god tid på at forberede mig til mine undervisningstimer. Men vi var på alle måder glade og tilfredse. Savnede vi en hånd eller selskab, tog vi fat i Hans og Majbrit – og omvendt. Jeg var også begyndt at øve med Bornholms Musikamatørers Symfoniorkester, så jeg så en masse andet end “Hedebo” og omkringliggende marker.

 

 

Fred og ingen fare, goddaw min bare

 

De tre første måneder på Bornholm var ren idyl. Vi talte om, hvor heldige vi havde været. Med gården og med Hans og Majbrit og alle de tegn, der var i sol og måne på, at idyllen ville fortsætte, selvom vinteren stod for døren.

 

En eftermiddag mens jeg var alene hjemme på “Hedebo”, dukkede Hans Dam op. Han ville bare lige fortælle mig, at den samhørighed han og jeg havde, når vi spillede musik sammen, skyldtes at han var Jesus, og jeg var Markus!

 

Umiddelbart troede jeg, at Hans tog gas på mig. Men ét eller andet sagde mig, at jeg ikke skulle begynde at klaske mig på lårene af grin. I stedet kom jeg i tanke om et udsagn af den indiske filosof og munk, Swami Vivekananda (1863-1902): “Fortæller folk dig, at de kan se engle eller andre former for syner, så få dem til at beskrive følelsen. Hvis de ikke kan det, så tro dem ikke, da det er det rene tankespind.” Efter et stykke tid spurgte jeg Hans, hvor pokker han havde fået den tanke fra, at han var Jesus? Det var kommet til ham en nat - mens han sov, havde han set Jesus tage ophold i sin krop. Altså var han Jesus.

 

Da jeg havde tygget lidt på den historie sagde jeg “du er Hans, og jeg er Herluf, intet andet”. Det havde jeg selvfølgelig ret i, mente Hans. På vej ud af døren lod Hans mig lige vide, at hans kæreste Majbrit var jomfru Maria!

 

Efterfølgende tog jeg en snak med Majbrit, som heller ikke forstod en brik af det hele. Men vi aftalte at holde hinanden orienteret, hvis noget lignende gentog sig. Det gjorde det en eftermiddag ikke ret længe efter. Igen var jeg alene på gården, da Hans dukkede op. Om aftenen skulle han og jeg spille på Restaurant Algarve i Allinge, så jeg regnede med, at vi lige skulle ‘afstemme klaveret’ med hensyn til hvilke nummre, vi skulle spille, rækkefølgen og andre praktiske deltaljer. Men det var ikke det, Hans havde på hjerte. Han fortalte at Jesus havde forladt ham, og Vibeke havde vidnet imod ham, da han var Jesus, samt at han var bange for at komme til at skade nogen. Derefter gik han. 

 

Nu gik alvoren op for mig, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre – ud over at ringe afbud til Restaurant Algarve med en dårlig undskyldning om, at Hans var blevet syg, havde høj feber og ikke var i stand til at spille.

 

Sent på aftenen ringede Majbrit. Hun og hendes søn Stinus befandt sig i Rønne og var klar til at gå ombrod på færgen til København. De var flygtet fra “Milu” i aftenens løb, da de var bange for Hans. Men hun bad mig inderligt om at holde et vågent øje med Hans.

 

 

Djævlen i Hans

 

Næste dag henunder aften, dukkede Hans op igen. Denne gang med budskabet om, at han havde det bedre på “Hedebo”, fordi han gik mod lyset herop. Han kom ubelejligt, da jeg stod og skulle afsted og undervise på ungdomsskolen i Østerlars. Heldigvis var Vibeke hjemme. Men jeg turde ikke lade hende være alene med Hans, som dagen før havde sagt, at Vibeke havde vidnet imod ham. Vibeke kørte derfor til Østerlars og tog mine aftentimer på ungdomsskolen.

 

Imens skiftevis sad og gik Hans og jeg rundt i huset. Hans forklarede at stemmerne befalede ham at gøre det ene og det andet. Jeg forsøgte at tale ham til ro, jeg gik endda med ham på toilettet, da han skulle skide. Men det kom der ikke noget ud af, for djævlen sad og stoppede hans lort, som han sagde. Senere bad han mig være eksorcist og uddrive djævlen og alle de onde ånder, der havde taget bopæl i hans krop. Hvis det gik galt, skulle jeg slå Hans ned. Han var forrykt.

 

Da Vibeke kom hjem fra Østerlars og så Hans, blev hun så skrækslagen, at hun løb ud og over til naboen. Om det var panikken eller Fanden, der tog Hans véd jeg ikke. Men pludselig fløj han ud af døren og forsvandt i den kulsorte nat, mens han råbte “Herluf, jeg gør ikke noget ved mig selv, men vi ses ikke mere!”

 

Jeg havde stadig hans råb i ørerne, da jeg gik over til naboen for at hente Vibeke. Naboen var læge, og vi fik en lang snak om, hvad der var sket i aftenens løb og tidligere. Vores nabo var overbevist om, at Hans var moden til indlæggelse på Psykiatrisk afdeling på sygehuset i Rønne.

 

Morgenen efter kom Hans igen. Han så rimelig ud. Vores lægenabo kom også, da han havde set, at Hans var på vej til os. Han medbragte noget beroligende medicin og fortalte, at han havde kontaktet sygehuset, og de var parate til at modtage Hans, hvis han ville lade sig indlægge.

 

Midt i det hele bad Hans mig ringe til Ekstra Bladet og trække et kritisk læserbrev om cisterciensermunkene fra OCSO-klostret ikke ret langt fra os. Hans havde underskrevet sig Jesus, men det holdt jo ikke længere, nu hvor frelseren havde forladt ham. Jeg ringede til Ekstra Bladet i Hans’ påhør, forklarede mig så godt jeg kunne, og journalisten brød ud i grin. De modtog masser af læserbreve, som var underskrevet af Jesus. Og jeg kunne være 100 % sikker på, at hvert eneste røg direkte i papirkurven! Så var den sag ud af verden. Til Hans’ absolutte tilfredshed.

 

Efterfølgende snakkede lægen med Hans, spurgte ind til hans tanker og følelser og Hans forklarede så godt han kunne. “Godt”, sagde lægen – “Hvis det er sådan, du føler, så synes jeg, at vi skal gå ned til dig og tale videre.” Det var Hans med på. Han ville gå i forvejen, og så kunne vi komme lidt senere. Vi ventede mindre end et minut, før vi begav os afsted. Undervejs fortalte lægen mig, at hans plan var at give Hans en beroligende indsprøjtning, hvis Hans sagde nej, ville han blive tvangsindlagt på Psykiatrisk afdeling, da han var til fare for både sig selv og andre, som han havde det. Da vi når frem til Hans’ hus, virker han rolig og fattet og tager imod lægens tilbud om den beroligende indsprøjtning.

 

Jeg blev hos Hans indtil midnat. Han var dødtræt, “så træt at jeg ikke engang kan hænge mig”, som han udtrykte det. Det syntes jeg ikke var spor morsomt, så jeg bad ham endnu engang om at lade sig indlægge på sygehuset. Men aldrig i livet, Hans var hverken til at hugge eller stikke i.

 

Da jeg forlod huset ved 24-tiden, stillede jeg mig uden for, så jeg kunne kigge ind i den oplyste stue. Pludselig rejste Hans sig og gik ud for at lufte sin schäferhund, der fik følgeskab af hans gås. Et umage par, tænkte jeg. Ingen af dem fik færten af mig. Mens jeg stod i skjul, var der noget, der kradsede mig på højre ben, det var Hans’ hvide, kælne kat. Den havde aldrig kradset mig før. Jeg fik den verfet væk og gik hjem og i seng – mentalt og totalt kvæstet efter dagens mange hændelser og indtryk. Det blev ikke til mange timer på øjet den nat. Hele tiden skyllede bekymringerne for Hans ind over mig. Hvad havde jeg gjort rigtigt og – ikke mindst - hvad havde jeg gjort forkert? Og hvordan skulle vi gribe det hele an i den kommende tid? Natten var fuld af ubesvarede spørgsmål og en tung følelse af ubehjælpsomhed.

 

Tidligt om morgenen ringede jeg til Hans for at høre, hvordan han havde det. Han svarede ikke, så Vibeke og jeg gik straks derned. Hoveddøren var som altid ulåst, så vi gik ind og kaldte på Hans. Han var ikke at høre nogen steder, så jeg åbnede døren til stuen. Dér hang Hans i loftsbjælken!

 

På sæt og vis virkede det fuldstændigt uvirkeligt, og jeg måtte sige til mig selv “Det er virkeligt, Herluf”, hvorefter jeg fik skåret rebet over og anbragt Hans på gulvet. Imens ringede Vibeke til Falck og politiet. Jeg forsøgte at få liv i Hans, men der var intet at gøre. Hans var død, og jeg brød fuldstændig sammen, da erkendelsen ramte mig. Jeg var forfærdet, forvirret, fortvivlet og forbistret. Der findes ikke ét ord for, hvad jeg følte, det var frygteligt og hinsides alt, hvad jeg nogensinde havde oplevet.

 

Hans blev begravet nogle dage senere. Ved begravelsen talte vi med hans store datter, som vi egentlig kun kendte af omtale. Hans havde været skilt i mange år. Hans datter sagde blandt andet: “Så fik far det, som han ønskede og ville.” Det tyggede vi lidt på og tog mod til os for at høre, hvad hun egentlig mente med det? Hun forklarede os så, at Hans havde forsøgt selvmord to gange tidligere. Det anede vi intet om, og vi blev ret chokerede. Havde vi vidst det, havde vi måske grebet det hele anderledes an, fx fået Hans tvangsindlagt. Vi ved det ikke, og vi får aldrig svar på det.

 

 

Havde vi valgt rigtigt?

 

Vi havde kun boet tre måneder på Bornholm, da Hans døde. I tiden efter spurgte vi ofte os selv, om vi havde gjort rigtigt i at flytte til solskinsøen? Svaret var ja, vi holdt uhyre meget af “Hedebo”, trivedes alle tre og så gradvist lysere og lysere på fremtiden, selvom Hans spøgte i baggrunden. Han fyldte meget i vores bevidsthed.

 

Heldigvis havde vi en masse forskellige gøremål, så tiden løb bare afsted. Bibi gik i skole, Vibeke derhjemme og jeg underviste, tegnede, malede og spillede for mig selv. Og før vi fik set os om, skrev vi 1989, som stort set artede sig på samme måde. Dog skete der noget helt særligt den 9. november 1989. Berlinmuren faldt, og de to Tysklande blev genforenet. I det hele taget lysnede det overalt i øst. Dagen efter Berlinmurens fald væltede bulgarerne deres kommunistiske regime og den 22. december kom turen til Rumænien, hvor præsident Nicolae Ceaucescu måtte flygte over hals og hoved. Tre dage senere blev diktatoren og konen stillet for en militærdomstol, anklaget for blandt andet folkedrab. De blev henrettet ved skydning den 25. december. Alle begivenhederne blev dokumenteret af alverdens tv-stationer. Jeg mindes stadig den korte TV-Avis juledagsaften, hvor Ceaucescu og frue stod forvirrede og forskræmte foran et snurrende kamera for et øjeblik efter at ligge døde på jorden. Det var brutalt julefjernsyn.

 

 

 

Kapitel X:

 

Sådan var det i halvfemserne

 

Ved årsskiftet fra det gamle til det nye tiår, halvfemserne, kom jeg selvfølgelig i tanke om den gamle revyvise “Sådan var det ikke i halvfemserne”. Den var skrevet til Apollorevyen 1944, musikken af Aage Stentoft (1914-1990), teksten af Epe (Ewald Laurits Christian Petersen, 1912-1985) og Poul Sørensen (1906-1973) og sunget af Erica Augusta Voigt (1898-1952). Specielt snurrede disse linier i min hjerne:

 

Moderne tiders sprogbrug, syn's jeg er altfor stærk

de nævner ord, som vi kun kendte fra et plankeværk

nu prøver selve skolen et hidtil ukendt felt

de stakkels børn skal undervises sexuelt!

Det blev vi ikke i halvfemserne

vi måtte ha' det på fornemserne.

 

Nytårsstatus var, at vi havde boet to år og fire måneder på Bornholm og var rimeligt tilfredse med tilværelsen. Vibeke var ved at etablere sig som kinesiolog, vel vidende at det bornholmske kundegrundlag var langt, langt mindre end i København. Men vi klarede os, og var fulde af optimisme. Halvfemserne skulle være vores årti.

 

Vi får et vennepar i Sandvig. Anne Marie og Ole, som har fire børn, de tre er trillinger. Vibeke bliver gudmoder til trillingerne, der skal døbes, samme dag de bliver konfirmeres. Trillingerne var lidt af et særsyn på Bornholm. Dengang blev der kun født omkring en håndfuld trillinger om året i Danmark, så der er ikke mange af Vibekes gudmodertyper.

 

Desværre var Anne Marie og Ole lige blevet skilt, men Ole var med til konfiermationer og til festen holde han en talt, men stemningen var noget anspændt.

Det løsnede sig og alle fik en god dag.

 

 

 

Gang i musikken

 

Gennem længere tid havde jeg gået og syslet med tanken om at etablere en spillemandstrio i stil med “De tre, måske fire”. Jeg havde kontakt til Dansk Folkeferies aktivitetsleder i Sandvig. Han stod for en række udendørs musikarrangementer for fædre, mødre og børn, og han var solgt på ideen om et lille orkester, der kunne spille fast ved disse arrangementer, der altid foregik om tirsdagen.

 

Bo Følsgård, som aktivitetslederen hed, kendte et par andre musikere, og han satte os stævne i Sandvig. Desværre var vi alt for forskellige. Bo spillede rock, de to andre jazz, mens jeg spillede folkemusik. Bo’s idé var, at vi skulle spille rockmusik. Men det fungerede slet ikke, vi var alt for forskellige. Da projektet var droppet, spurgte Bo om jeg var interesseret i møde en musiker ved navn Niels Erik Rasmussen (Niller). Det var jeg absolut; jeg havde faktisk hørt Niller spille i “Folkeradioen”, som var et folkemusikprogram, Bornholms Radio kørte på den tid. En tirsdag aften skulle Niller optræde i Sandvig, så Vibeke, Bibi og jeg tog op for at se og høre ham. For alle eventualiteters skyld tog jeg sav, violin og vaskebræt med. Det er jo ingen skade til at have udstyret i orden. Før man ved af det, får man måske brug for det.

 

Jeg nåede at liste udstyret ind under det bord, vi blev bænket ved, før Niller holdt sit indtog. Publikum var begejstrede for ham. Forståelig nok, for han spillede med en enorm energi og kraft. Efter en række numre henvendte han sig til publikum for at høre, om der var nogen, der havde et instrument med og ville spille sammen med ham (hans ansigtsudtryk sagde mig, at han hverken ønskede eller forventede det). Men jeg rakte hånden i vejret, og så var der jo ingen vej tilbage for Niller.

 

Jeg fandt violinen frem fra skjulestedet under bordet og gik op og stillede mig ved siden af ham. Han begyndte og jeg faldt helt naturligt ind. Det føltes som om vi havde spillet sammen i årevis. Bagefter foreslog Niller, at vi mødtes den efterfølgende tirsdag og gentog succesen. Det fortsatte vi med i to år, og sideløbende arbejdede vi på at få stablet en spillemandskvartet på benene. Musikken skulle være bornholmske folkemelodier, som blev spillet på en blanding af sækkepibe, jødeharpe, rammetromme, concertina, harmonika, fløjte, violin samt balladesang. Vi fik søstrene Grethe og Kirsten med på ideen (sidstnævnte kom jeg til at spille meget mere sammen med senere hen). Inspirationen kom fra den bog, Niller havde skrevet om den bornholmske spilland Ejner Nielsen. Mit lille atelier på “Hedebo” blev vores øvested, og vi kaldte os “Katten i sækken”. Noget skal man jo hedde, og når man kan kalde sig The Rolling Stones og The Band, kan man vel også kalde sig “Katten i sækken”. I hvert fald kunne vi altid fortælle eventuelle og brokkende arrangører eller et utilfreds publikum, at de havde købt “Katten i sækken”.

 

Vi fik ret hurtigt mulighed for at indspille et studiebånd med vores særegne musik, som klingede godt i vores ører. Vi fik lavet nogle kopier af båndet, som vi sendte som smagsprøver og visitkort til højre og venstre (det var længe før Internettet, YouTube og lignende mediemuligheder). Det gav pote. Pludselig var der bud efter os. Men før vi drog på turné, udvidede vi kvartetten med en ung, lovende blokfløjtenist, Tina Dahlem. Nu var “Katten i sækken” ikke længere en kvartet, men en kvintet.

 

Katten i sækken” optrådte adskillige steder rundt omkring i Nordsjælland og Sverige. Ikke bare i Skåne, men også på Yxtaholm Slott, ca. 1 times kørsel fra Stockholm og Uppsala.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ubehagelig oplevelse i Uppsala

 

En dag, hvor vi skulle optræde i Uppsala om aftenen, gik Niller og jeg ind for at handle i et af byens supermarkeder. Vi er rimeligt nysgerrige og kigger på en masse ting og sager, som vi aldrig havde set på hylderne på Bornholm. Blandt andet nogle kassettebånd. På et tidspunkt opdager jeg, at butiksvagterne holder øje med os (de lignede betjente med knipler, walkie talkies og hele udstyret), én af dem går lige i hælene på os og lader som om, han køber ind. Ét eller andet sagde mig, at der var ugler i mosen samt at de 26.000 svenske kroner, jeg havde i lommen, kunne volde os problemer. Pengene var vores honorar for en uges optræden. Desværre havde jeg ikke medbragt kvitteringen, den lå hjemme på bordet i det hus, vi havde lejet.

 

Da vi når frem til kassen, smutter den én af vagterne ind foran Niller, mens en anden stiller sig bag mig. Pludselig skratter den bagvedstående vagts walkie talkie, og jeg kan høre en stemme, der siger: “Vi snupper dem, når de kommer ud.”

 

Vi havde kun et par småting i hver vores kurv. Dem betaler vi for, og begiver os mod udgangen. Her bliver vi stoppet af de to vagter. De beder Niller tømme lommerne, han har intet i dem. Vagterne konfererer med én eller anden i deres walkie talkies, og pludselig lyder det ud af højttalerne i supermarkedet “Så har han helt sikkert smidt de bånd, han tog.” Det gjorde mig edderspændt rasende, og jeg fyrede en masse ophidsede salver af på en blanding af dansk og svensk, hvilket fik den ene vagt til at at stivne som en saltstøte og stirred mig undskabsfuldt, lige i  øjet ( jeg fokuser  kun med det venstre øje). Han bad mig skride i en vis fart og aldrig vise mig på stedet igen. Det gjorde jeg. For tænk hvis han bad mig vende lommerne udad, så ville vi helt sikkert få en anklage om bankrøveri, tyveri, rufferi eller lignende på halsen. Så jeg stillede mig uden for og i behørig afstand indtil Niller kom ud. Han var lettere rystet, men ved godt mod, som man siger. Men vi kunne næsten ikke komme hurtigt nok hjem til Bornholm efter den oplevelse.

 

 

På de skrå brædder

 

Vel tilbage på Bornholm og med penge på lommen skete der en hel masse som følge af jerntæppets og Berlinmurens fald samt de baltiske landes vellykkede bestræbelser for at løsrive sig fra Sovjetstaten. Pludselig blev det muligt at rejse frit ud og ind af Estland, Letland og Litauen. Bornholm blev venskabsø med estiske Øsel (Saaremaa), og Vibeke, Bibi og jeg blev medlemmer af kulturorganisationen Baltisk Bro, som etableret på Bornholm i efteråret 1990. I løbet af få måneder havde vi estere boende på “Hedebo”, ligesom jeg var på Øsel nogle gange. Blandt andet for at spille gadeteater sammen med KLAK (Klemensker Aktørerne).

 

Dét år var jeg også med i KLAK’s juleopsætning af “Folk og Røvere i Kardemommeby” på Rønne Teater. Jeg havde to roller, dels spillede jeg barber Sørensen, dels var jeg én af musikerne i Kardemomme Byorkester. Og af og til sendte jeg en masse tanker til min gudfar, Valdemar Skjerning.

 

I de efterfølgende år spillede jeg slave og chefeunuk i “Aladdin”, d’Artagnans tjener Porthos i “De tre musketerer” og troldfar i “Snedronningen”. Altid sekundære, men udbytterige roller.

 

Sommeren 1990 havde vi forøvrigt besøg af tredive spillemænd fra Folkets Hus i Stengade på Nørrebro i København. De slog lejr på vores eng, og vi havde det utroligt hyggeligt sammen. Nogle af spillemændene hjalp mig med at rive en ladeport ned og erstatte den med et stort butiksvindue, så vi fik den skønneste udsigt til skoven.

 

Udover masser af gode oplevelser på det personlige plan, begyndte og sluttede 1990 rimeligt godt. Den 11. februar blev Nelson Rolihlahla Mandela (1918-2013) langt om længe løsladt fra sit 27 år lange fangenskab, den 2. august invaderede Irak Kuwait, hvilket fører til Golfkrigen i 1991, og den 22. november trådte Margaret Thatcher (1925-2013) tilbage fra posten som engelsk premierministeren. Overalt i verden blev hun omtalt som Jernladyen, et navn som det sovjetiske dagblad Røde Stjerne havde hæftet på hende tilbage i 1976. Det hænger ved, selvom hun er begravet forlængst.

 

 

Konfirmation på “Hedebo”

 

Som den opmærksomme læser kan regne ud, fyldte jeg 40 år den 15. januar 1991. Det forbigik vi i rimelig ubemærkethed, da vi havde langt vigtigere ting på tapetet. Nemlig Bibis konfirmation.

 

Ved den lejlighed mødte jeg Bibis far for første gang. Vibeke og han var blevet skilt syv år tidligere, og hverken hun eller Bibi havde set ham siden. Det var en ualmindelig vellykket genforening, både Per og hans kone Karin er sympatiske mennesker, som vi alle kom til at se mere til i de efterfølgende år. 

 

Konfirmationsfesten blev afholdt i vores tilstødende lade, som var perfekt til de mange gæster – vi var hele Vibekes familie, min far, hans kone, min søster og svoger, min nevø Lars og niece Dorte, hendes mand samt deres søn, Jonas. Plus som nævnt Bibis far og kone samt en masse andre fra vores vennekreds.

 

Bibi havde ønsket sig en hest. Den fik hun af Vibeke og jeg. Det var alletiders venlige og omgængelige hest. Oprindeligt havde den haft en karriere som travhest, men dens løbebane blev afbrudt af en lungesygdom. I stedet blev den omskolet til skovtursridning; det var den eksemplarisk til. Hesten hed forøvrigt Kisja.

 

Indtil Kisja kom i folden, havde hverken Vibeke eller jeg siddet på en hest. Men vi syntes, at det kunne være lidt sjovt, hvis vi kunne dele Bibi rideinteresse med hende. Så vi begyndte at gå til rideundervisning. Jeg lånte naboens islænder Fjalar; den var lige så tung bagi som jeg, så vi var det perfekte par. Bibi lånte og red en Konemarepony Gatsby; den var der langt mere krudt i. Udefra set må vi have udgjort et umage ridetrio – en forhenværende traver, en tungsindig islænder og en lavstammet, men fyrig pony.

 

 

Fødselsdag på ubestemt tidspunkt

 

Som bekendt kan man ikke udsætte en konfirmation, mens man sagtens kan skyde en fødselsdag. Selvfølgelig skulle mine 40 år på jorden markeres på én eller anden måde. Men hvordan havde vi ikke rigtig nogen planer for. Så fødselsdagen blev udsat et års tid.

 

Dagen efter min fødselsdag indledte amerikanerne forøvrigt den såkaldte Operation Ørkenstorm, som var starten på Golfkrigen. Den 17. januar gennemførte de FN-allierede styrker luftangreb mod Irak, som havde besat Kuwait siden august 1990. Set fra Bornholm og den øvrige verden blev krigen ren underholdning til aftenkaffen. Alverdens tv-stationer fulgte slagets gang fra luften og landjorden, og levende billeder væltede ind i stuerne. Reportagerne mindede mest af alt om computerspil, hvor man kunne følge mål og missiler o.m.a. Parabolforhandlerne kunne slet ikke følge med. Efterspørgslen var enorm – den enes død, den andens brød. Folk ville se krig og gerne Saddam Husseins hoved på et fad. Det lykkedes dog først 15 år senere.

 

Senere i 1991 blev Warszawapagten opløst, Estland og Letland erklærede sig uafhængige af Sovjetunionen (Litauen gjorde det året før), banebrydende Miles Davis (1926-1991) blæste ud, og den 25. december trådte Mikhail Gorbatjov tilbage som præsident for Sovjetunionen.

 

 

Annus horribilis

 

Enhver, der har lært lidt latin eller hørte den engelske dronning Elizabeths tale i forbindelse med hendes 40 års regentjubilæum den 24. november 1992, vil vide, at Annus horribilis betyder “et frygteligt år”.

 

Og det var lige præcis, hvad vi oplevede på “Hedebo”. Det var virkelig Annus horribilis et langt stykke henad vejen.

 

I slutningen af maj månede, havde vi – langt om længe - inviteret Gud og hvermand til min 40 års fødselsdag, selvom jeg allerede havde overskrevet dagen med mere end et år. Hele weekenden er afsat til fest, gæsterne ville komme fra nær og fjern. Laden var pyntet, alt var klar til den bedste fest i mands minde - én af dem, man mindes, når alt andet er glemt.

 

Per og Karin ankom fredag eftermiddag og giver os en hånd med udsmykning, borddækninger ude og inde. Alt er klart henunder aften om fredagen. Nu skal vi bare slappe af og afvente lørdagens rykind. Jeg glæder mig som en lille dreng og er fuld af forventning.

 

Desværre bliver Bibi syg natten til lørdag, hun kaster voldsomt op og har feber. Heldigvis er Karin i huset, hun er sygeplejerske –sammen med Vibeke holder hun et vågent øje med Bibi i nattens løb. Om morgenen har Bibi 41 i feber og er bevidstløs. Vi får tilkaldt en læge, som tilser Bibi – han rekvirerer en ambulance, hun skal indlægges øjeblikkeligt. Der er ingen tid at spilde, lægen har på fornemmelsen, at der er tale om meningitis.

 

Vibeke og Karin følger Bibi på hospitalet. Efter et stykke tid ringer Vibeke hjem og bekræfter de værste anelser, Bibi har meningitis, men har det omstændighederne fint. Hun har fået et skud bredspektret penicillin, og er i bedring.

 

I mellemtiden var gæsterne begyndt at dukke op. De kom fra Sjælland og Jylland og havde været mange timer undervejs. Slukøret måtte jeg fortælle dem, at jeg – som følge af kredslægens ordre - var nødt til at aflyse festen på grund af smittefaren. Gæsterne måtte slet ikke opholde sig på “Hedebo”.

 

 

Mit livs værste køretur

 

Mens Vibeke og Karin er på vej tilbage fra sygehuset, bliver jeg ringet op af en sygeplejerske fra Intensivafdelingen. Hun fortæller, at de netop har overført Bibi til afdelingen, da hendes tilstand er overordentlig kritisk. I 1992 havde man ikke mobiltelefon, med mindre man var direktør i én af landets største virksomheder. Så jeg måtte vente med at overbringe beskeden til Vibeke, når de var tilbage. Ventetiden var frygtelig, jeg håbede det bedste og frygtede det værste. Vibeke nåede knap ud af bilen, før vi fløj afsted til sygehuset – nu med mig som ekstra passager. Det er den skrækkeligste køretur, jeg har været på – vi anede ikke om Bibi ville dø, før vi nåede frem. I telefonen havde sygeplejersken forklaret mig, at meningitisen var gået i blodet, og Bibis blodplader var begyndt at gå i opløsning, hvilket kunne medføre hjertestop, hvis det ikke lykkedes at standse processen i tide.

 

 

5 dage, jeg aldrig glemmer

 

Bibi lå i coma og blev holdt i live af en respirator. Det var hjerteskærende at være vidne til. Vi anede ikke om hun nogensinde ville vågne op, komme til live og hjem igen. Lægerne gav os ikke nogen falske forhåbninger. De var både hensynsfulde og dygtige, men også realistiske, det samme var sygeplejerskerne og det øvrige personale.

 

Vi fik et værelse ved siden af Bibi og kunne opholde os der døgnet rundt. Det gjorde vi, men blev ind imellem afløst af Vibekes søster og Karin. Vi var fuldstændig magtesløse, vi kunne intet gøre, kun håbe det bedste.

 

På 6. dagen hørte jeg én af lægerne sige til sygeplejersken “Åse, nu tror jeg, vi er kommet over krisen. Det ser squ ud til at lykkes...!” Kors, hvor blev jeg glad, selvom jeg vidste, at der var lang vej endnu.

 

 

12 dage i respirator

 

Efter tolv meget, meget lange og følelsesladede døgn, var lægerne indstillet på, at tage Bibi ud af respiratoren. De bad os forlade stuen imens. Vi gik uden for, holdt vejret og håbede det bedste. Fx vidste ingen, hvor meget skade Bibi havde taget. Var hun blevet lam, fået en hjerneskade eller andre handicap?

 

Heldigvis var hun i stand til at trække vejret ved egen kraft, da de fjernede respiratoren. Og vi kunne se på hendes øjne, at hun genkendte vores stemmer og ansigter. Til gengæld kom der ikke en lyd fra hendes mund; hendes talegaver var tilsyneladende væk. Hun lå i fosterstilling og svarede os ved at vende tommelfingeren op eller ned, når vi spurgte om noget. Det var den eneste måde, hun kunne kommunikere på.

 

Lægen forklarede os, at Bibi højst sandsynligt havde fået en såkaldt respiratorpsykose. Det var ikke unormalt efter så lang tid i respirator. Men vi måtte væbne os med tålmodighed og se tiden an. En respiratorpsykose kan i værste fald vare et år eller flere. Da kom jeg i tanke om dengang, jeg havde en hashpsykose og mine klaustrofobiske tendenser.

 

 

7 timers svømmetur

 

En dag hvor Bibis puls var ualmindelig høj, spurgte jeg sygeplejersken om jeg måtte forsøge at berolige Bibi. Det var jeg velkommen til. Jeg tog Bibi i hånden og lagde min anden hånd på hendes pande. Jeg spurgte, om hun følte det, som om hun befandt sig nede på bunden af en sø? Hun kiggede intenst på mig, men kunne ikke svare, til gengæld kunne jeg se, at hendes ene pupil trak sig sammen – det tolkede jeg som et ja.

 

Dernæst gav jeg hende et ordentligt puf i siden og sagde “Så, Bibi…nu svømmer vi op til overfladen”, hvorefter jeg tog hende ind til mig og vuggede hende fra side til side et stykke tid, imens jeg fortalte hende, at vi snart ville nå op til søens overflade. Jeg kunne mærke, at hendes puls dalede, og gav hendes hånd et kraftigt klem samtidig med at jeg sagde “Nu kan du trække vejret, søbredden er lige derinde…vi skal nok komme sikkert i land.” Hver gang vi tog en pause i den imaginære svømning, vendte Bibi hovedet til højre og begyndte at hyperventilere. Jeg vidste præcis hvorfor – da hun lå i respirator kom sygeplejersken hver anden time – slukkede for respiratoren - og sugede hende fri for slim, så hun ikke blev kvalt. Det tog aldrig mange sekunder, men når respiratoren var slukket, kunne Bibi ikke få luft. Hendes underbevidsthed sagde hende, at hun blev kvalt. Igen gav jeg hende et puf og sagde “det du ser, har været virkeligt engang, men nu foregår det i en biograf, det er en film, der kører inde i dig. Døren står på klem, du kan se lyset, der falder ind, så du kan altid komme ud, når du vil.”

 

Jeg fik hevet Bibi i land. Det tog syv timer.

 

 

Ikke et ord i en måned

 

Hun kom sig rimeligt hurtigt efter vores svømmetur. Hun kunne sidde i en kørestol, men var enormt træt. Værre endnu var, at hun ikke sagt et ord i tre uger (normalt begynder respiratorpatienter at tale tre dage efter, de er kommet ud af respiratoren). Sygehuset forsøgte blandt andet med en computer med et tale/læse-program. Men lige meget hjalp det. Der kom ikke en lyd fra Bibi.

 

Alligevel var der forandring at spore dag for dag. Efter en måned på sygehuset kunne hun sidde op i sengen – det var gode tegn. Og Vibeke og jeg begyndte så småt at tale om, at vi ikke længere behøvede bo på sygehuset døgnet rundt.

 

En eftermiddag hvor jeg sad og læste avis ved siden af sygehuskiosken kom Vibeke løbende, mens hun råbte “hun kan tale”. Da blev jeg stum. Når vi sad hos Bibi, talte vi til hende i håb om at hun ville svare, så vi havde sagt rigtigt meget i månedens løb. For et øjeblik siden, havde Bibi så pludselig svaret på Vibekes snak. Helt uden problemer og uden at lede efter ordene. Vi var målløse og overstadige på samme tid.

Fra det øjeblik af kunne vi alle tre tale sammen igen.

 

Det viste sig, at Bibi rent faktisk havde kunnet tale i længere tid. Men hun sagde det ikke til nogen. Lægen forklarede at det var ganske normalt. Hendes vrede over det skete gjorde, at hun hævnede sig på os alle ved at tie stille. Det var også en naturlig reaktion, sagde lægen. Alt, hvad der var sket, var så stort et indgreb på Bibis sjæl og legeme, at hun måtte reagere negativt.

 

 

Tilbage til det gode liv

 

Da Bibi begyndte at tale, gik det stærkt. Og der gik ikke lang tid, før hun kunne raskmeldes, komme hjem og begynde i skolen igen. Det eneste mén, hun har fra sygdommen, er et høretab på 80 % på det ene øre som følge af den medicin, hun fik, da hun lå i coma. I dag er hun midtvejs i trediverne, er gift, mor til to og uddannet pædagog.

 

Dagen før Bibi skulle udskrives, kaldte overlægen mig ind på sit kontor. Han ville gerne have mig til at fortælle, hvordan jeg havde oplevet sygdomsforløbet, behandlingsforløbet og – ikke mindst – hvordan jeg havde fået Bibi ud af hendes psykose. Sygdomsforløbet havde været forfærdeligt, men behandlingen havde været fantastisk. Hvad jeg gjorde og sagde, da jeg forsøgte at få Bibi ud af psykosen, har jeg allerede beskrevet. Mit udgangspunkt havde været en forestilling om at sidde i et fly, der var blevet kapret og ikke vide, om man bliver sprunget i luften, eller om der er redning på vej, og man slipper med livet i behold. Det kan godt være, at det er meget hypotetisk og lyder langt ude, men det hjalp i hvert fald i dette tilfælde.

 

Det var en ubeskrivelig følelse at gå ud af sygehusets glasdør med Bibi i hånden, sætte os ind i bilen og køre hjem til “Hedebo”. Det meste af Bornholm havde fulgt dramaet gennem Bornholms aviser, radio og tv. Først bagefter blev jeg klar over, at der havde været fire tilfælde af meningitis på Bornholm; Bibis var det sværeste af dem alle.

 

 

Medvind til “Katten i sækken”

 

Senere samme år spillede vi for 200 journalister i et kæmpetelt på fælleden i Hasle. Det var så vellykket, at vi blev spurgt om vi ville medvirke i en alternativ turistfilm om Bornholm. Det ville vi selvfølgelig gerne. Filmens fokus var Bornholm som grøn ø – biodynamik for potentielle turister, men der var også indslag om den tyske forfatter og orgelspecialist Hans Henny Jahnn (1894-1959), der boede på Bornholm fra 1934 og ca. 20 år frem. Filmen blev vist i tysk fjernsyn. Og med vanlig tysk akkuratesse blev vi oversat til “Die Katze im Sack”.

 

Desuden var jeg i æteren, idet Bornholms Radio lavede et radioportræt af mig og alle mine gerninger, hvoraf jeg har forsøgt at beskrive nogle mere uddybende versioner i de foregående kapitler.

 

Samme år indviede TV2 deres nye lokalstation på Borholm, og “Katten i sækken” fik æren at stå for musikundeholdningen i den forbindelse. Vi spillede live til hele Bornholm. Det var lidt stort. Sådan føltes det i hvert fald.

 

 

Efterdønninger

 

Efter den officielle indvielse og alle skåltalerne, blev tv-kameraerne slukket og “Katten i Sækken” slog sig løs sammen med de øvrige gæster og medarbejderne. Der var fri bar og frit valg på alle hylder, så jeg var overvældende omtumlet, da jeg ved 3-tiden om natten gik ud for at hente min knallert, som jeg havde parkeret op ad hækken ved hovedindgangen. Den var væk, det samme var min køredragt - en såkaldt Svaneke smoking*. Heldigvis var jeg ikke mere rundt på gulvet end at jeg kunne ringe til min livline, Niller. Han havde forladt scenen omkring midnat og var kørt hjem - som altid 100 % ædru og uden skyggen af spiritus i blodet. Han indvilgede i at hente og bringe mig sikkert hjem fra Aakirkeby til Olsker - en køretur på 30 km. Dengang som i dag bor Niller 10 km fra mit daværende ståsted. Jeg bedrev ventetiden med at lede efter min uundværlige Svaneke smoking - uden held. Men på et tidspunkt fik jeg øje på en tv-tekniker, der rendte rundt i en uklædelig tingest magen til min. Hikstende råbte jeg “Hvorfor reeeeeenndddeeeer du rundt i min smoooking?”, hvortil han ædrueligt svarede “Jeg frøs og den hang derovre!”

 

Da Niller dukkede op, hjalp han mig med at finde knallerten. Den stod stadig i hækken, men en halv meter fra, hvor jeg havde stillet den. Så man kan vel godt sige, at indvielsen af TV2 Bornholm flyttede noget!

 

 

*Svaneke smoking er et almindeligt udtryk for de blå termokedeldragter, bornholmske fiskereanvender. Af og til betegnes de også som en Nexøhabit. Andre steder i Danmark kaldes de enten Hanstholm- eller Harboørehabitter. Men uanset hvad må de ikke forveksles med campinghabitter, som er hverdagsuniform i vide kredse. Jogging- og træningsdragter er der ingen varme i.

 

 

To musikere, en digter, fem mænd og digterens dame

 

Efteråret 1992 var også starten på Bornholms Kulturfestival. Niller og jeg var inviteret til at spille på et hotel i Rønne fra midnat til kl. 02:00. Da vi startede, var der ikke en luder og en lommetyv, men forfatteren F.P. Jac (Flemming Palle Jacobsen, 1955-2008) og hans kone. Hvad de lavede på Bornholm, fandt jeg aldrig ud af. Men jeg vidste, at F.P. Jac engang havde svoret, at han ville drikke sig ihjel før han blev 30. Det lykkedes ikke. På hotellet syntes det til gengæld som om, han ville nå det før han blev 40. Han døde dog først 1. juledag 2008, samme år som han modtog Det Danske Akademis Store Pris for “hans dybt originale brug af det danske sprog.” Lidt senere på natten dukkede der fem andre tilhørere op, det var medlemmerne af et litauisk orkester, som havde spillet et andet sted. Pludselig var der syv tilhørere – seks mænd og en dame. Efter en time spurgte Niller litauerne om de ikke ville hente deres instrumenter og spille med os? Det ville de hellere end gerne, så vi spillede syv mand høj i en time for F.P. Jac og frue.

 

Målt på antallet af tilhørere var det naturligvis en fiasko. På den anden side blev det billetten til en festival i Vilnius det efterfølgende år. Tre måneder efter vores fælles time i Rønne, blev vi inviteret derover.

 

Hen mod årets slutning blev vi engageret til at spille på en festival ca. 500 kilometer oppe i Sverige. Niller og jeg kørte i bil derop, og vi fik 20 minutters spilletid, hvorefter vi hastede sydpå, da vi skulle nå Bornholmerfærgen i Ystad. Vi brugte 10 timer på at spille 20 minutter. Det var både første og sidste gang, at vi gjorde det.

 

 

 

Fyrre langt om længe

 

Efterhånden var jeg mere end almindeligt moden til at holde den fødselsdagsfest, der blev aflyst som følge af Bibis meningitis. Vibeke, der fyldte 50, mente vi skulle holde en 90 års fest. Det gjorde vi så, men måske skulle vi have valgt 92 som tema? Der kom nemlig 92 gæster, inkl. min far og Inger. Det blev en brag af en fest. Med masser af levende musik, skåltaler og høje promiller.

 

 

Andres ulykke blev Vibekes lykke

 

I noget nær fem år havde Vibeke sandet, at jobbene ikke hænger på træerne på Bornholm. Hun søgte og ansøgte og var ved at opgive ævred. Men krigen i Jugoslavien vendte ikke bare op og ned på Europakortet, den vendte også til Vibekes fordel. I oktober 1992 ankom et stort antal flygtninge fra det borgerkrigshærgede Balkanland til Bornholm, og der blev etableret fire asylcentre på øen. Beboerne skulle lære at tale, læse og skrive dansk. Det job var Vibeke selvskreven til, og hun fik det.

 

 

Nyt år, nye tider, nye udfordringer

 

Ved årsskiftet 1992/93 har vi genfundet humøret efter forskrækkelsen med Bibi. 1993 startede forøvrigt med, at Tjekkoslovakiet blev opdelt i Tjekkiet og Slovakiet på årets første dag. Og dagen før jeg rundede 42, kunne den konservative statsminister Poul Schlüter ikke trække den længere, han måtte forlade Statsministeriet som følge af Tamilsagen, selvom han længe havde hævdet, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Ifølge dommeren var Justitsministeriets stop for familiesammenføringer for tamilske flygtning ulovligt. Med andre ord: Poul Schlüter var fuld af løgn. Det fik han dommerens ord for, og så var der ingen vej tilbage. Senere blev hans partifælle og forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen stillet for en rigsret. Det var ham, der havde gennemtvunget stoppet uden om Folketinget. Erik Ninn-Hansen blev i 1995 idømt fire måneders betinget fængsel for brud på ministeransvarlighedsloven. Han mistede tilmed sin Dannebrogsorden og Kommandørkors. Og det var virkelig noget, der fik den konservative grundvold til at skælve. Sagen kostede iøvrigt et par af Ninn-Hansens nærmeste politiske medarbejder hendes levebrød. Men hvad skal man også med politiker, der afgiver falsk forklaring? Retsudvalgets daværende formand, Grethe Fenger Møller, blev idømt 60 dages betinget fængsel for falsk vidneforklaring.

 

Heldigvis havde både Vibeke og jeg en masse gøremål og var engageret til højre og venstre. Noget gav indkomst, andet var frivilligt. Jeg underviste blandt andet i akvarelmaling på LOF sideløbende med timer på Bornholms daværende Amtsgymnasium og VUC. En dag dukkede Vibeke op med et hold fra Litauen, de ville gerne se, hvordan jeg greb undervisningen an. Så de fik syn for sagen.

 

Én af litauerne fortalte, at han lave smykker af sten, og derfor samlede flittigt ind på Bornholm. Han var en utrolig behagelig person og hed forøvrigt Saulus. Under gruppens ophold på Bornholm boede han hos os i tre dage. Han var interesseret i at opleve, hvordan vi danskere boede og arbejdede. Da han og de øvrige litauere skulle flyve tilbage til Vilnius, kom Saulus til at betale for sin nyerhvervede stensamling, som var ganske gratis. Han måtte betale en temmelig høj pris for sin overvægt.

 

 

 

 

 

 

 

Alting var ikke, hvad det havde været

 

Som nævnt havde Vibeke og jeg en masse om ørerne. Helt sikkert mere end godt er. Det gik ud over vores fælles liv. Især fordi jeg ville spille på alle heste - musik, undervisning og kunst. Det betød, at Vibeke ofte var overladt til sig selv. Bibi var startet på gymnasiet, og havde sin verden dér. Kort sagt: Der blev kortere og kortere mellem konflikterne på hjemmefronten. Men vi forsøgte at holde sammen på det hele. Så godt det lod sig gøre. Udadtil holdt vi gode miner til slet spil.

 

 

Uventet sammentræf

 

En dag hvor jeg besøger Niller, ringer hans telefon (mobiltelefoner var stadig ikke allemandseje). Det er en, der vil tale med mig, så han rækker mig røret. Det var én ved navn Hasse Thornberg, som ville høre, om jeg gav violinundervisning? Ja, svarede jeg og spurgte hvor længe, han havde spillet. 2 år var svaret. Okay, sagde jeg, men bad ham lige om at komme hjem til mig på “Hedebo”, så vi kunne snakke om sagerne. Jeg bad ham medbringe nogle noder. Hasse Thornberg dukkede op et par dage senere med sin violin og en samling noder. Ét af hæfterne var Henning Munnickes melodier. “Hvor har du dem fra?” spurgte jeg, han svarede “Dem har jeg fra Nøddeknækkerne, kender du dem?” Så fik han hele historien fra en ende af, og jeg kom til at tænke på, at der var gået seks år, siden jeg så og hørte noget til dem sidst. Ja, årene løber og tiden går. Mødet med Hasse blev begyndelsen til et langvarigt venskab med ham og hans kone, Irene.

 

 

Internationalt familieår

 

Selvom FN har vanskeligt ved at blive enige om ret meget, er de altid enige om, at hvert år skal udråbes til ét eller andet. 1994 var således Internationalt familieår. Men det gik hen over vores hoveder på “Hedebo”. Vi havde rigeligt med at holde styr på vores eget liv.

 

En dag spørger Vibeke mig om jeg havde hørt, at der startede en skole for psykoterapi med en spirituel overbygning i Hasle? Det havde jeg ikke, men da skolen inviterede til en såkaldt introduktionsaften, forbød min nysgerrighed mig at blive hjemme. For jeg havde af og til snuset lidt til det spirituelle gennem årene. Skolen hed Jupiterskolen. Jeg kom og jeg hørte, hvad lederne Claus og Laila Houlberg havde på hjerte. Bagefter spurgte jeg Claus Houlberg om han kendte Ram Chandra? Det gjorde han, han var faktisk abiasi (novice). Pudsigt, det var jeg også – og havde været det siden begyndelsen af 1970’erne, hvor jeg deltog i en lang række meditationssession på Kunstakademiet. Dengang sad vi 50 mennesker og mediterede i et auditorium. Claus Houlberg var én af os. Han gik nemlig på akademiets Arkitektskole, samtidig med at jeg gik på malerskolen. At vi mødes på Bornholm, ser jeg som et bevis på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi går og tror.

 

Jeg fulgte nogle af internatkurserne på Jupiterskolen, men blev mere og mere mistroisk over for det hele og droppede ud, som man siger.  

 

Senere på året illustrerede jeg en bog om den bornholmske folke- og frihedshelt, Jens Kofoed (1628-1691). Bogen hedder “Oprørets børn”, og er skrevet af Jeanne Cordua. Da den udkom, fik både historien og illustrationerne pæne ord med på vejen af anmelderne. Så vidt jeg véd, har “Oprørets børn” været en langtidsholdbar succes.

 

 

Jobsamtaler

 

Bornholms nye pædagogseminarium har slået dørene op og søger undervisere. Jeg lægger billet ind på en stilling som Værkstedslærer og modtager svaret “Værkstedslærere kan man fodre svin med.” Det var rene ord for pengene. I stedet starter jeg et nyt akvarelhold på LOF. Én af eleverne er lederen af pædagogseminariet. Hun fulgte kurset i tre år, så vi fik et rimeligt kendskab til hinandens talenter, styrker og svagheder. Da hun holdt op, blev værkstedslærerstillingen på seminariet genopslået. Jeg søgte den, kom til samtale og var overbevist om, at jeg havde diskvalificeret mig selv ved at svare ærligt på de spørgsmål, ansættelsesudvalget stillede. Blandt andet blev jeg spurgt om, jeg kunne arbejde med træ? Og jeg svarede som sandt er, at det kunne jeg godt, hvis det drejede sig om at lave en legevogn, der ville bryde sammen efter tre dage. Skulle den holde længere, ville jeg ikke være den rette lærer til jobbet. Og så var den jobsamtale slut.

 

Efterfølgende skulle jeg til endnu en jobsamtale på Hasle Textilseminarium. De søgte en kunstpædagog. Samtalen gik fint, og jeg var fuld af optimisme.

 

Da jeg kom tilbage til “Hedebo”, fortalte Vibeke, at de havde ringet fra pædagogseminariet. De ville tilbyde mig jobbet som værkstedslærer, hvis jeg fortsat var interesseret efter dagens samtale. Af én eller anden grund havde Vibeke spurgt, hvad årsagen var til, at de havde valgt mig? Svaret var: “På alt det, Herluf ikke kunne. Han var ærlig og lagde ikke skjul på sine svagheder. Det var dét, der talte til hans fordel.”

 

Jeg siger naturligvis, ja tak. Senere må jeg så sige nej tak, da textilseminariet tilbyder mig jobbet som kunstpædagog. Tidsmæssigt kunne jeg godt klare begge job, men skemamæssigt udelukkede det ene det andet. 

 

 

Det ene med det andet

 

Det var et godt job, jeg havde fået. Eleverne var interesserede og kollegerne entusiastiske. Specielt havde jeg et inspirerende samarbejde med Bjarne Ernst. Han underviste i naturfag, men var tillige meget kunstinteresseret. Plus enormt hjælpsom.

 

Jeg underviste i disciplinerne grafik, akvarel, papirfremstiling, perspektivtegning, farvelære, modellering og frihåndstegning. Enkelt nok. Men undervisningen skulle også have et pædagogisk sigte – det var ikke kun kunst og færdigheder - de studerende skulle også have nogle pædagogiske værktøjer, de kunne brug til noget, når de kom ud i det virkelige liv i institutionerne.

 

Da jeg startede, var Bjarne Ernst i gang med at skrive en lærebog om naturfag til pædagoguddannelsen. Og da han satte det sidste punktum spurgte han mig, om jeg ville illustrere bogen. Han behøvede kun spørge én gang. Titlen er forøvrigt “Naturens pædagogik”; den anvendes fortsat flittigt på seminarierne rundt omkring.

 

 

Fra rede til fold

 

Efter 1. g forlader Bibi Bornholm for et år. Hun flyver til North Carolina i U.S.A. som udvekslingsstudent. Hendes amerikanske familie består af en mor med to børn og 27 heste. Det var på alle måder et succesophold. Skolen gik fint, Bibi lærte sproget, fik lov til at smage på en anden kultur, kunne arbejde med heste og ride så meget, hun havde lyst til.

 

Vibeke og jeg er nu helt alene på gården, og det er ikke ligefrem befordrende for vores forhold, som bliver mere og mere anspændt. Da Bibi ikke er hjemme, får vi nok sagt nogle ting til hinanden, som vi ellers ikke vil have sagt. Vi véd begge, at det hele er noget rod, men ingen af os har modet til at kappe båndene.

 

At der ikke er nogen vej udenom, går først op for os, da Bibi vender tilbage. Det første hun siger, da hun ser os er “Hva’r…er I sammen endnu?” Hun troede, at vi var flyttet hver til sit, mens hun var i U.S.A.  Børn kan man ikke skjule noget for og løbe om hjørner med. De har fintfølende antenner, der registrerer meget mere, end vi voksne går rundt og tror.

 

Ikke lang tid efter beslutter Vibeke og jeg, at vores forhold er ovre. Vi skilles på venskabelig vis, hun lejer et hus i Sandvig, og jeg bliver boende på “Hedebo”. Da gården er ejet af os begge, køber jeg Vibeke ud. Hun har ejet halvdelen, og skal selvfølgelig have, hvad der tilkommer hende. Den side af sagen klarer min dommerpensionerede far, som stadig har styr på paragrafferne. Til både Vibekes og min stor tilfredshed. Ingen blev snydt, ingen blev forfordelt, og ingen kom til at betale en krone for min fars arbejde.

 

 

Alene på gården

 

Selvfølgelig var jeg ked af, at det var gået, som det gik. Men jeg er taknemmelig for, at vi ikke skiltes som uvenner. Det ville have været både ubærligt og uværdigt. Vi havde trods alt haft mange gode år sammen. Og den slags kommer som bekendt aldrig dårligt igen.

 

Selvom jeg er alene på gården, er jeg ikke ensom. Ofte er jeg omgivet af eller i selskab med tre søde og dejlige veninder fra Sandvig. Den ene er Ane, den anden Anne og den tredje Charlotte. Førstnævnte hed tidligere Anne Marie (trillingemoderen), men skiftede navn efter skilsmissen fra Ole – ikke som følge af ham, men på grund af et familiemedlem af samme navn, som giver hende en masse dårlige associationer. Vi er alle singler og har det velgørende i hinandens selskab, hvor vi både kan grine og græde og tale åbent om vores hjertesorger og alt muligt andet. Tak til dem alle; de gjorde livet lidt sjovere.

 

 

Invitation til Litauen

 

Nillers og mit lidet succesfulde engagement på hotellet i Rønne i forbindelse med Bornholms Kulturfestival bar nu frugt. De litauiske spillemænd havde ikke glemt os, de inviterede os til at deltage i en folkemusikfestival derovre. Da vi havde takket ja til invitationen, fik jeg allerhulens kvaler. Til min store skræk skulle vi flyve derover – det forbød min klaustrofobi. Jeg blev grebet af panik. Men ved selvsuggestion lykkedes det at overbevise mig selv om, at jeg sagtens kunne opholde mig i en flykabine, selvom dørene blev lukket. Så Niller og jeg fløj til Vilnius medbringende sækkepibe og violin plus det løse. Lufthavnen i Vilnius var fuld af russiske militærfly, som ventede på at returnere til landet, de kom fra. Det er den eneste militære tilbagetrækning, jeg nogensinde har set.

 

Der var en befriende stemning overalt i Vilnius, byen emmede og summede af glæde over de russiske troppers tilbagetrækning fra Litauen. Bedre rammer for en international folkemusikfestival kan man næppe få. Der var folkemusikere fra Estland, Polen, England, Sverige, Rusland og Niller og Bornholm! Plus fra Litauen, selvfølgelig.

 

Niller og jeg skulle først spille på et galleri ved navn “Aka” midt i Vilnius. Senere gik turen til et børnhjem, adskillige cafeer og sluttede på byens stadsteater. Det var især en stor oplevelse at spille på børnehjemmet; ungerne havde aldrig oplevet levende musik. Vi spillede en lang række danske børnesange og lavede forskellige sangleje med børnene, til sidst gav jeg et nummer på sav. Det trak søm ud – ungerne var vildt begejstrede, og Niller og jeg måtte skrive autografer til højre og venstre. Det var rørende at opleve børnehjemsbørnenes glæde og begejstring.

 

Efter en række oplevelsesrige dage i Vilnius, vender vi snuden mod Bornholm. Vi skal dog lige til lufthavnen og med flyet først. Da vi kommer til sikkerhedskontrollen  anbringer jeg min violin og mit løsøre på transportbåndet, viser mit pas og går om på den anden side for at tage mine ejendele. Jeg tager mine nøgler og småting, men violinen må jeg ikke røre. Vagterne vil se dokumentation for, at instrumentet tilhører mig. Det har jeg ikke, så jeg ser i ånden, at jeg kommer instrumentløs til Bornholm. Heldigvis var Dala - vores litauiske tolk og guide – lige i nærheden. Hun fik redet trådene og forbistringerne ud og jeg fik min elskede violin med hjem.

 

Mens vi var derovre, forsøgte jeg at finde frem til og komme i kontakt med Saulus, der samlede sten på Bornholm. Men det lykkedes desværre ikke. Jeg ville ellers gerne have mødt ham på ‘hjemmebane’.

 

 

Mange jern i ilden

 

Niller er både idérig og foretagsom. Han får Bornholms Sagnteater op at stå og ansætter mig som tegnelærer og dekoratør på den ene gren af sagnteatret. Det er et dukketeaterprojekt, som skal resultere i en forestilling baseret på nogle af de sagn og eventyr, som er fortalt gennem generationer på Bornholm. Arbejdstitlen er “De underjordiske”.

 

Undervejs i projektet får Niller nys om, at der er et stort Middelaldermarked i støbeskeen på Hammershus. Det skal være en éngangsforestilling. Idé- og bagmanden er en københavner; han er på udkig efter aktører, som kan bidrage med ét eller andet inden for de middelalderlige rammer. Det kan vi. Så vi tilmelder os og begynder at tænke i “marked- og markedsmekanismer”. For lige pludselig handler det ikke kun om at spille teater. Alting skal passes ind i Middelalderskabelonen. Gæsterne skal betale for at komme ind, og de skal have én på totalopleveren. Det får de, der er traditionelt marked med boder, teater, ridderturneringer og tvekampe etc. Og oppe i ruinerne var der middelalderbuffet med akkompagnement af levende renaissancemusik og – senere – et fejende flot afdansningsbal for alle gæsterne, der hver havde betalt 350 kr. for det hele. Arrangementet var en kæmpesucces.

 

Som nævnt var arrangementet tænkt som en éngangsforestilling. Men Niller ville det anderledes. Han drømte om, at Middelaldermarkedet skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed på Bornholm. Så efterfølgende gik han i tænkeboksen og begyndte at udtænke mulighederne og rammerne for et sådant marked. Imens gik vi andre fra Bornholms Sagnteater i gang med at bygge transportable boder, sy dragter og fortælle vidt og bredt om, hvad der var under opsejling. Blandt andet havde vi kontakt med Glimmingehus i Sverige, som havde masser af erfaring med Middelaldermarked. Rygtet om, hvad vi havde gang i, spredte sig med lynets hast fra Bornholm til andre egne af Danmark. Og pludselig var der efterspørgsel efter os fra nær og fjern. Vi drog afsted med boder, kostumer og instrumenter og optrådte blandt andet på Als, Falster, Fyn, i København og i Sverige. Ud over at være praktiske gris og sætte ting i scene optrådte jeg som munk med Rabab. Det er et 1100 år gammelt trestrenget strygeinstrument, som krævede en vis øvelse. Instrumentet fik jeg forærende af Steen Johansen, som havde fået fingre i det på en rejse til Tyrkiet – dernede hedder instrumentet Kemenze.

 

Sjovt nok skete det hele, før Niller overhovedet havde fået skik på det bornholmske Middelaldermarked, det kom først året efter – i 1995. Til gengæld var vi alle velforberedte og havde masser af erfaringens hår på brystet. Ikke mindst munken.

 

 

1995 – Hvad nu?

 

Mens de fleste skyder nytåret ind og fyrer raketter af for en formue, beslutter jeg mig for at skille mig af med “Hedebo”. Gården kræver for meget, og jeg føler ikke, at jeg har overskud til at passe jordarealerne og holde bygningerne i den stand, de fortjener. Desuden er det dødtrist at komme sent hjem i kulsort mørke, stille knallerten (jeg har hverken bil eller kørekort), låse sig ind og tænde lys i larmende tavshed. Det er slet ikke mig, så mit nytårsforsæt for 1995 er at sælge “Hedebo” og finde en lejlighed i Rønne. Det er altså ikke fordi, jeg er nede i kulkælderen, men jeg må erkende, at man ikke kan ride på tyve heste samtidig. Jeg må koncentrere mig om det, jeg allerhelst vil og skære det overflødige fra.

 

Heldigvis får jeg hurtigt solgt “Hedebo”, køberne bor til leje på nabogården og kender “Hedebo” ud og ind. De fik 5 gotlandske får, 4 høns og en bugnende kummefryser med i købet – og uden beregning. Og de var glade.

 

Jeg skifter gårdlivet og terminerne ud med en lille lejelejlighed i Landemærket i Rønne. Det passer mig glimrende – der er kort til det meste, og jeg skal hverken bekymre mig om realkreditlån, får, høns, mus og alt muligt. Det er befriende.

 

 

Det tegner godt

 

Knap har jeg fået indrettet mig i Landemærket, før jeg får tilbud om at illustrere endnu en bog af Jeanne Cordua. Titlen er “Tyrannen på Hammershus”, det er en fortælling fra den tid, da Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt sad som fanger på Bornholm. Dejlig opgave, som afstedkommer en forespørgsel fra radiojournalisten og forfatteren Hansaage Bøggild. Han vil høre, om jeg har tid, lyst og mulighed for at illustrere andet bind af “Bøggilds Bornholm: 70 godmorgen-historier fra Bornholms Radio”? Det er har jeg i allerhøjeste grad. Til gengæld har jeg kun en måned til at lave de 70 tegninger. Så jeg spidser blyanten og lader fantasien blomstre – og er færdig til aftalt tid.

 

 

Vilnius vil se og høre mere

 

I forårets løb hører jeg en fugl synge om, at Aka – galleriet i Vilnius – har planer om at sætte mig på plakaten i efterårets løb. Men ét er planer, noget andet at føre dem ud i livet, så jeg glemmer alt om det. Lige indtil august, hvor allestedsnærværende Niller fortæller, at han er blevet kontaktet af de litauiske arrangører bag Folkemusikfestivalen i Vilnius – de ser gerne, at vi kommer derover og spiller. Desuden vil de arrangere en udstilling af mine billeder i Aka.  Alletiders, tænker jeg. Problemet er bare, at Niller er forhindret. Så jeg bliver nødt til at finde en anden, der kan spille sækkepibe, alternativt at meddele arrangørerne, at vi ikke kan komme.

 

Sækkepibespillere hænger ikke ligefrem på træerne, men til alt held er mine gode venner fra Røde Vejrmølledagene, Steen og Jonna, på Bornholm. Han kan spille sækkepibe, så jeg spørger om han vil med – jeg betaler turen, bare han siger ja. Det gør han.

 

Næste opgave er at få mine billeder derover, udarbejde en kunstnerbiografi og prisfastsætte mine billeder. Specielt det sidste volder store kvaler, men arrangørerne synes, at jeg skal tage den pris, de koster i Danmark; de vil så omregne beløbet til litauiske Litas.

 

Pludselig er alt på plads, og Steen og jeg er flyvefærdige og tager til Vilnius. Alt forløber fint, TV2 filmer ferniseringen og sender levende billeder til Bornholm, og vores musikalske optrædender er en succes. Til gengæld sælger galleriet ikke ét eneste af mine billeder. Der er masser af gæster og forespørgsler, men priserne er alt for høje, ingen har råd til at købe. 350 danske kroner svarer ca. til en månedindkomst for en litauer. Med andre ord: Mit internationale gennembrud blev ikke til noget.

 

Omvendt havde jeg fornøjelsen af at gense stensamleren Saulus. Han dukkede op på galleriet og fungerede som vores guide. Vi besøgte blandt andet hans værksted, hvor han viste, hvordan han lavede sine små, enormt flotte og enkle stenskulpturer. Først sleb han stenene, senere fræsede han linier i dem og sluttede af med at lægge sølv i de fræsede streger. Saulus havde forøvrigt en fortid som selvstændig advokat, men den russiske sikkerhedstjeneste KGB (Komitet Gosudarstvennoj Besopasnosti) havde gjort livet så surt for ham og hans advokatvirksomhed, at han kastede sig over stenene i stedet. KGB tolkede paragrafferne, som det passede dem.

 

 

Hændelser, man aldrig glemmer

 

Forløb 1995 godt og fredfyldt for mig på Bornholm, gik det anderledes voldsomt for sig andre steder i verden. Den 17. januar blev japanske Kobe blev ramt af et stort jordskælv – Richterskalaen viste 7,2. Den 20. marts sendte medlemmer af Aum Supreme Truth saringas ud i Tokyos metrosystem. Den 19. april gennemførte Timothy McVeigh et bombeattentat mod Murrah Federal Building i Oaklahoma City i U.S.A.,  attentatet kostede 168 mennesker livet. Den 14. juni angreb tjetjenske terrorister en hospital i den sydrussiske by Budyonnovsk og tog 1.500-1.800 civile – fra fødende til nyfødte, børn og voksne – som gidsler. Aktionen kostede 140 døde og mere end 400 sårede. Den 11. juli rykkede den bosnisk-serbiske hær ind i Srebrenica og gennemførte det største drab på en befolkningsgruppe i Europa siden 2. verdenskrig. Soldaterne myrdede omkring 8.000 bosniske muslimske drenge og mænd. Uden at nogen greb ind. Borgerkrigen fik lov at fortsætte. Det gjorde Erik Ninn-Hansen til gengæld ikke, den 22. juni blev blev kendt skyldig og dømt i Tamilsagen. Den 10. august flygtede Saddam Husseins to svigersønner fra Irak til Jordan, hvor de anmodede om asyl. Senere fik de frit lejde af svigerfaderen til at vende hjem – det var de dumme nok til, begge blev myrdet ved hjemkomsten. 1995 var på mange måder et brutalt år. 1996 var i sandhed også et brutalt år. Et lille plaster på såret er, at mange af morderne blev fanget og stillet til regnskab for deres forbrydelser flere år senere.

 

 

Four More Years

 

Overskriften har jeg lånt af den amerikanske præsident Barack Obama. Det var temaet for hans (gen)valgkampagne i 2012. Men jeg synes, at sloganet passer fortrinligt, når jeg med egne ord skal beskrive perioden 1996-2000.

 

Som tidligere nævnt bor jeg til leje i Rønne og har svoret, at jeg aldrig nogensinde vil eje fast ejendom én gang til. Men man har et standpunkt, til man tager et nyt som min fars årelange partifælle og tidligere statsminister Jens-Otto Krag (1914-1978) sagde 30 år tidligere – i 1966 – og i forbindelse med, at Socialdemokratiet dannede en mindretalsregering baseret på støtte af Socialistisk Folkeparti. Før valget havde Jens-Otto Krag proklameret, at han aldrig ville danne regering alene med SF’s tilslutning. Men politik er nu engang det muliges kunst – for at sige det med en floskel.

 

 

Røverkøb ved højlys dag

 

Historien er kort fortalt, at jeg var til en fødselsdag hos en god ven, som boede ud til et lille torv i Rønne. I fødselsdagens løb sad jeg og kiggede ud på torvet og fik øje på et lille byhus til salg på den modsatte side. Én af gæsterne kendte salgsprisen, 190.000 kr. for det hele og med en udbetaling på 15.000 kr. Det lød næsten for godt til at være sandt, så jeg lånte telefonen og kontaktede ejendomsmægleren med henblik på en rundvisning. Ejendomsmægleren kom og hentede mig ved fødselsdagsbordet, og da jeg havde set, hvad jeg ville, slog jeg til og købte huset. Alle syntes, at jeg havde gjort et kup. Og til min store overraskelse modtog jeg nogle dage senere en buket blomster fra min bank – de ville også lige ønske mig tillykke med det ualmindeligt fordelagtige køb. Se, det var noget af et skulderklap fra den kant. Førhen var det mest uforståelige breve, de sendte, og jeg havde altid haft en fornemmelse af, at banken betragtede mig som aldeles talblind helt uden interesse for alle deres favorable tilbud om aktiekøb, investeringsbeviser,  økonomisk rådgivning osv. Den slags interesserer mig en papand. Til gengæld har hverken bank eller kreditforening nogensinde haft anledning til at sende mig en rykker. For er der noget, jeg sætter pris på, så er det - talblind eller ikke - styr på økonomien og betalinger til tiden. Det er nu engang mit princip - og det giver en dejlig ubekymret nattesøvn.

 

 

Katten slipper ud af sækken

 

Da jeg – stik imod alle beregninger - bliver husejer for anden gang i løbet af mine første 45 år, underviser jeg stadig på pædagogseminariet, og “Katten i sækken” er spredt for alle vinde. Til gengæld spiller jeg ufortrødent videre på violin i vores symfoniorkester, Bornholms Musikamatører. Det er selvsagt noget helt andet end folkemusik, men jeg nyder nu engang udfordringerne ved at spille i vidt forskellige genrer.

 

 

Firenze frister

 

Mit kreative hold på pædagogseminariet finder ud af, at årets studietur skal gå til Firenze og da Vinci. Busturen var lang, men sjov. Eleverne var kreative hele vejen, så køretiden føltes ikke som et ondt år. I Firenze så vi, hvad vi skulle se – præcis som i 1979, hvor jeg var dernede med holdet fra Kunstakademiet. Fra Firenze kørte vi videre til Vinci, hvis berømte søn, Leonardo (1452-1519), alle kender. Vinci har selvfølgelig et museum for byens stolthed. Det var fantastisk. Jeg faldt helt i svime over træmodellerne, som museet har fået udført efter da Vincis tegninger i forholdet 1:10. Det var nyt for mig, at det var Leonardo da Vinci, der opfandt cyklen med kædetræk. da Vinci var i sandhed et renaissancemenneske, vel nok det mest geniale, der nogen sinde har eksisteret. Vidste du forøvrigt, at Leonardo da Vinci også var en dygtig musiker, sanger og lyrespiller?

 

 

Hvad gør vi nu, lille du?

 

Årene går, og et nyt årtusinde er lige om hjørnet. Jeg arbejder fortsat på seminariet, men spekulerer meget over, hvordan jeg eventuelt kan opgradere min gamle uddannelse på Kunstakademiet. Rundt omkring mig arbejder alle på computere; det har jeg egentlig også lyst til at prøve kræfter med, selvom jeg er spejlblank på området. På seminariet skrev jeg alt i hånden, det faldt ikke altsammen lige heldigt ud. Så da jeg hørte, at der var startet en uddannelse på Bornholm i grafisk design med hovedvægt på det digitale medie, gik jeg i gang med at undersøge mulighederne. Vel vidende at jeg ikke havde råd til at tilbringe tre år på skolebænken, det havde jeg ikke penge til. Derfor lavede jeg en jobplan og gik op på Arbejdsformidlingen og talte for den syge moster, jeg aldrig havde haft. De kunne lide hvad de hørte, og frem for alt syntes de, at det harmonerede med tidens store svøbe, opgradering. Så de var velvilligt indstillet; det samme var min fagforening, og de næste tre år kunne jeg regne med uddannelsesydelse frem for supplerende dagpenge. Det betød, at jeg havde råd til at droppe seminarieundervisningen og kunne blive boende i mit lille hus - uden at skulle bekymre mig om terminerne. Så i 2000 gik jeg i gang med min fjerde uddannelse, 49 år gammel og med masser af appetit på at lære nyt.

 

 

Et lærestykke i A-kassekultur

 

Som de fleste andre mennesker er jeg vant til at gøre, hvad ‘myndighederne’ beder mig om. Jeg gør mig i hvert fald umage, selvom jeg nogle gange har svært ved helt at forstå de mange rigide spilleregler og julelege, som efterhånden er blevet hverdagskost og gør det let at køre sur i ‘systemet’ og tilværelsen.

 

Før jeg gik i gang med den nye uddannelse - mens jeg stadig underviste på seminariet og modtog supplerende dagpenge - blev jeg spurgt, om jeg ville vejlede en person, som gerne ville optages på Kunstakademiet. Det ville jeg gerne, og jeg aftalte med Magistrenes A-kasse (de kalder sig A-kassen for højtuddannede), at jeg skulle vejlede den pågældende 2 timer om ugen i 3 måneder. Det gjorde jeg, alting gik fint og jeg skrev datoer og timetal på mit dagpengekort, som jeg sendte til A-kassen. 

 

Umiddelbart efter påbegyndte jeg min nye uddannelse, og skulle nu modtage uddannelsesydelse i stedet for supplerende dagpenge. Den første måned gik, og jeg så ikke en krone. De efterfølgende 14 dage kom der heller ikke penge på min konto, som var ét stort nul. Og så blev jeg lidt nervøs for, at A-kassen havde glemt mig. Derfor ringede jeg til dem i ugevis, blot for at hænge i den ene telefonkø efter den anden og uden at komme igennem til nogen som helst.  På et tidspunkt lykkedes det dog at trænge igennem køer og filtre og nå frem til et lyslevende menneske. Hun fortalte mig, at “Vi er ved at undersøge, hvilken form for sanktion, vi kan bruge over for dig!”

 

Først troede jeg, at hun lavede sjov med mig. Men det var ramme alvor. Min brøde bestod i, at jeg havde skrevet de 24 vejledertimer på mit sidste dagpengekort. Det var ulovligt; jeg skulle have skrevet 2 timer på hvert ugekort i 12 uger! Derfor kunne de ikke udbetale mine supplerende dagpenge, da jeg - med hendes ord - havde forsøgt at snyde dagpengesystemet og gjort mig skyldig i forsøg på bedrage A-kassen!

 

Da blev jeg gal i skralden. Ingen havde fortalt mig, hvordan jeg skulle registrere mine 2 ugentlige vejledertimer - og A-kassen skulle i hvert fald ikke beskylde mig for forsøg på snyderi. De havde heller ikke ulejliget sig med at kontakte mig, da de blev mistænksomme. Havde de gjort det, kunne problemer være ryddet af vejen for længst.  I stedet gik jeg i halvanden måned uden en krone på lommen. Enden på det hele blev, at de forstod og erkendte, at jeg ikke havde handlet i ond tro - og de overførte fluks beløbet til min bankkonto.

 

 

 

Kapitel X:

 

Nullerne

 

Overgangen fra et århundrede til et nyt er skelsættende. Det oplever man højst én gang i livet. Men forskellen var alligevel ikke så stor, selvom nytårsraketterne, kanonslagene og kineserne var lidt større end normalt. På tv kunne man følge nytåret jorden rundt og se, hvordan de fejrede det. Specielt var jeg spændt på at se fyrværkeriet fra Auckland; der bor Max Schou, min gamle ungdomskammerat fra Haslev. Der var desværre ingen glimt af Max, men i tankerne sendte jeg ham mange nytårshilsner og ønsker om et gensyn på ét eller andet tidspunkt. Max er ikke længere sjællænder, men newzealænder og arbejder som elektrisk inspektør på et elektricitetsværk i Auckland, er gift med Akenese (høvdingedatter fra Samoa) og far til en datter, Masina (samoansk: Måne). Når han holder fri, spiller han rockmusik, komponerer og skriver sange – og ryger af og til en bønne. Sjovt nok, for i Has(h)lev holdt han sig langt væk fra cigaretter, pibe- og tossetobak. Men efter at han flyttede til den sydlige halvkugle – først 5 år i Australien, siden og indtil nu 32 år i New Zealand – har piben fået en anden lyd. Forhåbentlig får jeg mulighed for at spille sammen med Max en dag. Enten her eller dér. Det er min drøm.

 

 

Fra it-mongol til dus med Mac og mulighederne

 

Lad det være sagt med det samme: Den første tid var svær. Mac’en var et mysterium. Men pludselig kom jeg efter det og fattede, hvordan og hvorledes man omsætter gode ideer til og ved hjælp af Mac. Heldigvis var jeg ikke den eneste it-mongol på holdet. Vi var flere, der måtte have hjælp i tide og utide. Til gengæld var jeg suveræn, når det gjaldt frihåndstegning, som også var en del af uddannelsen. Kan man ikke se, kan man heller ikke overføre sine ideer til skærmen. Alle grafiske opgaver starter med et lay-out (en skitse) – det er langt hurtigere at lave i hånden end på skærmen – og det er fuldstændig som at lave et forstudie til et maleri. Undervejs fortalte en professionel grafiker mig, at enhver idiot kan lære at betjene en computer og bruge et program, men de færreste er i stand til at udføre noget kreativt på den. Det kan man kun, hvis man kan tænke visuelt og har formsans. Maskinen er jo dum, den har masser af hukommelse, men den tænker ikke, den gør kun, hvad man beder den om. Pludselig øjnede jeg håb og forstod, at man ikke skal lade sig begrænse og styre af teknologien. Den er bare et redskab, akkurat som en blyant, en pensel, et kamera etc. Gode ideer skabes nu engang ikke af en maskine, de udtænkes af den menneskelige hjerne. Det er værd at skrive sig bag øret.

 

 

Er der noget at fejre, når man fylder 50?

 

15. januar 2001 fylder jeg 50 år. Jeg sender en masse tanker til min far, der mistede min mor, da han var på samme alder. Fejringen foregår sammen med min gode ven Hasse Thornberg, der også fylder 50. Sammen inviterer vi familie og gode venner til 100 års fødselsdag i Svaneke. Til god mad og drikke, masser af musik, festlige og finurlige taler og indslag. Plus gaver i lange baner. Af mine gode spillevenner fra København – Steen, Peter, Jonna og Birte – fik jeg et vaskebræt udstyret med koklokker, horn og nitter. Fantastisk gave, som jeg senere har udbygget med bækkener, så jeg i dag er den lykkelige ejer af et “multivaskebræt”. Det anvendes flittigt.

 

 

Drømmen om New York blev lagt i ruiner

 

Oktober 2001 skulle grafikholdet på studietur. Vi havde bestemt os for at tage til New York, og vi havde store forventninger til mødet med The Big Apple. Desværre brast alle drømmene med terrorangrebet på World Trade Center den 11. september. I stedet blev Rom studierejsemålet. Men jeg turde ikke tage med, da Rom sydede af terrortrusler i kølvandet på tragedien i New York. På den led er jeg noget af en kylling. Dem var der heldigvis tre andre af. Så mens flertallet drog til Rom, tog vi til Helsingfors. Først og fremmest for at besøge Marimekko og se, hvordan deres design og stoffer blev til samt høre om filosofien bag de kendte mønstre. Sjovt nok har Marimekko præcis lige så mange år på bagen som jeg. Marimekko blev grundlagt i 1951.

 

Vi besøgte tillige en grafikskole, hvor der – udover de grafiske fag og discipliner – blev undervist konservering, glas, papir og metal. At undervisningen har båret frugt, kan man se overalt i Helsingfors. Overalt blomstrede det med smukt og funktionelt design i alskens materialer og fabelagtig flot kunst. Finske kunstnere er eminent dygtige, både på papir og lærred, men også i metal, sten, skind og træ. De formår at behandle deres naturlige ressourcer på en smuk og særegen måde.

 

I 2001 var det imidlertid hverken Marimekko, Alvar Alto og de finske kunstnere, man talte om. Det var Nokia, det finske mobilmirakel. De sprøjtede mobiltelefoner ud til hele verden, aktiekurserne steg og steg, og der var ingen grænser for hvor dygtige og feterede Nokia var. De var verdens førende mobilgigant og hele tiden et skridt foran konkurrenterne. Desværre blev de kvalt i selvfedme. I hvert fald opdagede de ikke smartphoneteknologien, før det var for sent. Inden Nokia havde fået set sig om, var de overhalet af Apple. Nok om Nokia, som nu er solgt til Microsoft.

 

Det var en spændende studietur. Eneste minus var, at hotellet vi boede på, ikke havde trapper til etagerne, kun elevatorer. Da jeg opdagede det, sprang min klaustrofobi ud i fuldt flor. Jeg var panisk angst, når jeg skulle op på mit værelse på 5. sal – og ned igen. Heldigvis var mine medrejsende meget forståelige. De var altid klar til følge mig op og ned i elevatoren.

 

Forøvrigt var studieturen mit tredje Finlandsbesøg. Men det var ikke det sidste.

 

 

Se, sans og forstå dine omgivelser

 

Det er titlen på det 1. årsprojekt, jeg skal lave i forbindelse med min grafiske designuddannelse. For at lave projektet er jeg nødt til at lave nogle eksperimenter med en skoleklasse – uden praktiske observationer og øvelser har jeg ikke en kinamands chance for at udvikle et undervisningsmateriale, som er målet med projektet. Derfor får jeg lov til at arbejde med en 4. klasse på Rønne Privatskole. Tilladelsen gives af en god ven, Per Haspang, der er lærer på skolen. Han ved en masse om at udarbejde undervisningsmaterialer, idet han har skrevet – og fortsat skriver - talrige lærebøger i forskellige former for matematik. Men Per er ikke kun en matematisk begavelse, han er også en dygtig musiker. Sammen har vi en lille trio, som også omfatter Kirsten Schiølardt på harmonika. Vi kalder os “De taktløse”.

 

Skoleopholdet forløber fint, eleverne er entusiastiske og kaster sig over mine øvelser. De modellerer deres yndlingsdyr med bind for øjnene, portrætterer hinanden o.m.a. Formålet er at bevise, at man sanser mere, når synssansen er væk. Måske lyder det langhåret, men både ungerne og jeg blev en hel del klogere. Eksperimentet var vellykket, det var bogprojektet ikke. Det løb ud i sandet, endte som et Mac-værk. Fordi jeg ikke var i stand til at forløse det på Mac’en. Det var noget af et nederlag, men også en påmindelse om, at store ambitioner kun har værdi, hvis man kan finde ud af at føre dem ud i livet.

 

På 2. år af uddannelsen begynder jeg at få styr på teknikken og de forskellige design- og fotoprogrammer. Det har taget sin tid, men øvelse gør mester. Jo mere jeg arbejder med tingene, des større fremskridt gør jeg.

 

I 2003 skal jeg lave speciale. Emnet er Billedets rumlige udvikling fra middelalderen til i dag. Som omdrejningspunkt vælger jeg Leonardo da Vinci og Pablo Picasso, jeg vil finde ud af, om de to dimensioner et billede består af (højde og bredde) overhovedet har ændret sig gennem de seneste 600 år. Det er selvfølgelig ikke noget, der flytter varer, men en grafisk uddannelse handler jo ikke kun om salg, reklame og forbrug. På den led var lærerne og jeg meget uenige. De talte om salgspsykologi, påvirkningsmetoder, analyser, afsætningskanaler, tertiære efterspørgselsdeterminanter, målgrupper og en masse andet fra det merkantile overdrev. Det passerede stort set ind ad det ene øre og ud af det andet – og jeg fortsatte ufortrødent med mit speciale. Jeg fik et 7-tal for udformningen af specialet og 10 for fremlæggelsen og forsvaret, selvom censorerne syntes at det var “for meget kunst og alt for lidt kommers.” Det sidste glædede mig, selvom karaktererne ikke var noget at skrive hjem om. Men jeg havde lært en masse, og jeg havde hverken drømme eller planer om at skulle lave annoncer, emballager, brochurer, salgsbogsblade, reklamegaver, oppustede ringbind, arbejde på et reklamebureau eller en større grafisk arbejdsplads. For mig handlede det om at få nogle nye værktøjer, som jeg kunne bruge til noget i forbindelse med alt det andet, jeg interesserer mig for og beskæftiger mig med. Desuden betragter jeg uddannelsen som en værdifuld overbygning på og supplement til mine øvrige uddannelser.

 

Senere har mit speciale været yderst brugbart i forbindelse med forskellige undervisningssituationer. Og min teknologiskræk har fået et knæk, den er helt væk.

 

 

Sød musik opstår

 

Kærligheden til musikken fornægtede sig ikke. Jeg spillede med en lang række mennesker og indgik i forskellige mulige og umulige konstellationer. Blandt andet spillede jeg blues og folk sammen med Per Haspang og hans kollega Niels på Rønne Privatskole. På grund af deres tilknytning til skolen har vi fri og gratis adgang til musiklokalet, eneste betingelse var at vi spillede til skolens årlige fastelavnsfest. Vi er den første udgave af “De taktløse”, senere kommer Kirsten Schiølardt til med sin harmonika.

 

Kirsten og jeg har stort set kendt hinanden, siden jeg flyttede til Bornholm. Vores musikalske veje er krydset talrige gange, så vi har et rimeligt kendskab til hinanden og en fælles kærlighed til musikken. Men det er først efter et efterårsbryllup hos nogle fælles venner, at vi begynder at fatte mere end almindelig sympati for hinanden. Det udvikler sig langsomt, men pludselig er vi kærester for alvor. Sidst på året fylder Kirsten 60 år, det fejrer vi i Norge hos Kirstens kusine Marianne og hendes mand Peter. De bor i Myrkdalen, ca. 12 km nord for Oslo.

 

Sluttede 2003 lykkeligt for os, slukkedes livet anderledes brutalt for den svenske udenrigsminister Anna Lindh (1957-2003). Den 10. september blev hun stukket ned under en indkøbstur i et stormagasin i Stockholm, og døde dagen efter af sine kvæstelser. Knap og nap to måneder senere – den 13. december – lykkedes det amerikanske soldater at fange Saddam Hussein i Irak. Han havde været på flugt siden 9. april det år. Tre år senere blev han dømt til døden for bl.a. forbrydelser mod menneskeheden, og blev henrettet ved hængning den 30. december 2006.

 

 

Hvor der handles, der spildes – og spilles

 

Måske beruset af kærlighed eller manglende realitetssans planlægger jeg at etablere selvstændig erhvervsvirksomhed i starten af 2004. Jeg vil lave en tegnestue og anskaffer det nødvendige elektroniske udstyr. Og enes med min fagforening om, at der er tale om en bibeskæftigelse (det har ikke noget med biavl at gøre, selvom begrebet lyder sådan i mine ører). Eventuelle indtægter skal så modregnes arbejdsløshedsunderstøttelsen, som er min primære indkomst på det tidspunkt.

 

Indtægterne og opgaverne står ikke mål med ambitionerne, så tegnestuen lider en stille og udramatisk død, før den egentlig er kommet op at køre. Det var det. Hvor der handles, der spildes.

 

Året var – traditionen tro – startet rigtigt godt. Med deltagelse på én af øens mange kunstudstillinger. Vi var to udstillere. Den anden var Mathias Kantholz, som sammen med sin kone, Angelika Mousson, var flyttet fra det tidligere Østtyskland til Bornholm et par år efter Murens fald. Begge er utroligt dygtige kunstnere.

 

Senere meddeler mine mangeårige venner, Hasse og Irene, at de flytter til Agersø ud for Skælskør. Ikke fordi de på nogen måde er trætte af Bornholm, men fordi Irene skal være skoleinspektør på øens skole (Agersø har omkring 180 indbyggere, så klassekvotienten ligger milevidt fra gennemsnittet på skolerne i Danmark). Hasse skal undervise i musik og matematik. Med deres jobskifter følger embedsbolig. Det går strygende for dem. Hasse bliver hurtigt medlem af øens beboerforening, som er yderst aktive. Blandt andet har de indrettet et forsamlingshus i øens gamle mejeri.

 

Året efter inviterer Agersø beboerforening “De taktløse” til at spille i forsamlingshuset. Vi siger naturligvis ja, tak og drager til Agersø med den lille færge fra Stigsnæs. Festen bliver en bragende succes, ikke kun for arrangørerne, men også for “De taktløse”. Vores blanding af folkemelodier, tangoer og swing fik Agersø til både at danse, synge og gynge. Én af deltagerne (antropolog og verdensdame) lod mig vide, at det simpelthen var den bedste orkesterpræstation, hun havde oplevet. Og hun havde set og hørt mere end de fleste. Efter hendes mange roser, blev “De taktløse” adskillige hoveder højere.

 

Forøvrigt spillede “De taktløse” de efterføglende tre år til årenes sommerfester på Agersø. Hver gang kombinerede vi det med længerevarende ophold hos Hasse og Irene, hvor vi dels plejede hinandens venskab og udforskede alle hjørner af Agersø. Øen har et areal på 6,84 km2.

 

Hasse og Irenes ophold varede i fire år. Da var hun pensionsmoden, og de flyttede til Frederiksværk. Men ballet er slet ikke forbi, Hasse bliver medlem af “Nøddeknækkerne”. Mange år efter, at jeg spillede med dem.

 

 

Omsorgsassistent og en løs aftale

 

I løbet af 2004 søger jeg et job som omsorgsassistent på en døgninstitution for voksne handicappede. Der er tale om en orlovsstilling af 12 måneders varighed. Jeg får jobbet og glæder mig over udsigten til fast indkomst i et helt år. Alt, hvad jeg har lært indtil nu, kan jeg godt glemme alt om, mine faglige kompetencer rækker ikke til noget som helst. Så jeg arbejder på gehør, og får et rigtigt godt forhold til beboerne. Selv føler jeg stor taknemmelighed for at være født nogenlunde normal og have fået muligheder, som disse beboere aldrig nogensinde har eller vil få. De fortjener simpelthen det bedste, og det forsøger jeg at give dem, så godt jeg formår.

 

Netop som jeg havde startet min omsorgsassistentkarriere, bliver jeg kontaktet af Bornholms eneste specialbørnehave. Lederen har et tilbud, jeg næsten ikke kan sige nej til. Hun vil gerne have mig til at opbygge et atelier for børnene; de havde modtaget 300.000 kr. af en fond til at renovere et væksthus for. Nu stod huset så godt som færdigt, de manglede bare én som mig. Det var smigrende, men jeg kunne ikke svigte døgninstitutionen, så jeg måtte melde pas. Enden på samtalen blev, at lederen ville ringe til mig igen, når min orlovsstilling udløb. Ja, ja, tænkte jeg, den er god med dig og glemte alt om det.

 

 

Harmoni og harmonikatræf

 

Hvert år afholdes der rækkevis af harmonikatræf rundt omkring Danmark, og i 2004 beslutter Kirsten og jeg at tilbringe sommerferien med andre “harmonikanere” i Præstø og Jyderup på Sjælland. Kirstens lille campingvogn bliver vores hjem på rejserne. Den har tilmed plads til min violin  og mit multivaskebræt.

 

Præstø- og Jyderuptræffet var gode oplevelser, og vi taler om, at det er da det, vi skal lave i ferierne fremover. I Jyderup havde vi tilmed fået en invitation til at gæsteoptræde på næste års pinsetræf i Multihuset i Vester Hæsinge på Fyn.

 

Med andre ord: 2004 var også et godt år. Det var det også for Poul Nyrup Rasmussen, den tidligere statsminister fik over 400.000 personlige stemmer ved valget til Europa-Parlamentet (flot gået af en mand, der nærmest blev grinet ud af dansk politik). Årets mest læste forfatter var uden tvivl Lars Larsen fra Jysk Sengetøjslager; han udsendte sin selvbiografi “Go’daw jeg hedder Lars Larsen” til samtlige hussstande i Danmark. 2.400.050 eksemplarer for egen regning. Man regner med, at 20 % af modtagerne gad læse dynekongens salgsgas. Jeg gad ikke.

 

 

 

Først fygende, senere festligt, folkeligt, forrygende og flyvende

 

Den 8. januar 2005 lå Bornholm underdrejet, da vi blev ramt af en storm af orkanstyrke, og knap en måned senere blev øen begravet i sne. Vi har afskåret fra omverdenen. Imens drømte vi os til årets pinsetræf på Fyn; noget skal man jo få tiden til at gå med.

 

Pinsetræffet var forøvrigt fantastisk. Masser af musik, der strittede i alle retninger, glade og festlige mennesker, der spillede det bedste, de havde lært – eller endnu ikke lært. Det var forrygende dage i det fynske. Og mit multivaskebræt kom virkelig til sin ret i Multihuset.

 

Derovre træffer jeg Andreas Østergaard. Udover musik arbejder han med maleri; han er både maler- og sygeplejerskeuddannet i Frankrig. Tillige er han en eminent  projektmager, det samme er hans kone Inge. Det viser sig, at de bor i Hasle og har et kulturugeprojekt under opsejling. Det handler om drager, altså den slags man flyver med. De vil hellere end gerne have mig med i projektet; jeg skal konstruere, bygge og dekorere drager sammen med børn og voksne. Kulturugen bliver alletiders succes, den slutter med at samtlige drager sendes op fra Hasle Fælled. Det er et fantastisk syn, himlen er fuld af fantasifulde drager i alle mulige størrelser, faconer og afskygninger. Selv går jeg glad rundt og spillede violin mellem alle dragesnorene. Med et platumuligt udtryk var det dragende!

 

 

En løs aftale bliver fast

 

Da jeg nærmer mig enden på mit 12 måneders døgninstitutionsvikariat ringer lederen af specialbørnehaven, som jeg havde været i kontakt med lige så mange måneder tidligere. Egentlig havde jeg glemt alt om det, men det havde hun ikke. Hun tilbyder mig 20 ugentlige timer i atelieret – fordelt på tirsdag, onsdag og torsdag. Bedre kan det ikke blive, jeg har fri til alt muligt andet fra fredag til og med mandag. Hvor heldig kan man være?

 

Ideen med atelieret er, at børnene skal have ro og mulighed for at udvikle deres kreative sider. Jeg finder på ting og sager og udvikler sågar nogle specielle redskaber til de allermest handicappede, som de kan håndtere. Og jeg laver nogle dyreskabeloner, så de kan trykke forskellige motiver på den baggrund, de selv har malet. Resultatet var ret eventyrligt. Indimellem spillede jeg for dem, mens de arbejdede. Musikken havde en utrolig indvirkning på børnenes koncentrationsevne.

 

 

Far på en anden frekvens

 

Min førhen så åndsfriske far er blevet dement. Hans klæbehjerne og hukommelse er hullet som en Emmentaler, og han befinder sig oftere på en anden frekvens. I sine klare øjeblikke er han bevidst om, at den er gal. Han er 89 år i 2005, bor alene i sit hus i Nakskov og har overlevet tre kvinder – min mor Aase, Inger og Else. Sidstnævnte døde i 2001, og ved den lejlighed anbefalede jeg far at melde sig ind i Ældre Sagen, så han ikke endte med at sidde alene og uden kontakt med omverdenen – min søster og jeg havde jo ikke mulighed for at komme til Nakskov hver eneste uge.  Men det ville han slet ikke høre tale om, han foretrak sit eget selskab.

 

Jeg véd ikke, om det biluheld min far og Else var årsag til i 2000, har sat skub i demensen. Far blev blændet af solen og overså nogle hajtænder og bragede lige ud i en lastbil, som ikke havde en chance for at undgå, at ramme de to ældre mennesker. Heldingvis sker der ikke noget med chaufføren, men far og Else blev ført til hospitalet i Nakskov, hvor lægerne skønnede at far havde fået et piskesmæld. De trøstede ham med, at piskesmældet skulle han nok komme over, hvis han gennemførte nogle øvelser, hvor han bevægede hovedet fra side til side. Det var yderst smertefuldt for ham, pludselig kunne han ikke skrive, fordi han mistede følelsen i fingrene. Min svoger sørger for, at far bliver sendt til røntgenfotografering på Roskilde Sygehus. Røntgenbillederne viser, at han har brud på en nakkehvirvel, hvorefter han bliver kørt til Rigshospitalet og opereret to dage senere. De dygtige læger på Riget indopererer to metalplader til støtte for ryggen. Det går godt, men fars hukommelse forsvinder gradvist. Selv fortalte han, at han af og til følte, at han vågnede op efter 30 års søvn og ikke kunne huske, hvad der var sket i mellemtiden. I et forsøg på at muntre ham lidt op fortalte jeg denne vittighed:

 

En mand kommer ind i en osteforretning og be’r om et stykke Altzheimerost. Ostehandleren kigger forbløffet på manden og fortæller ham, at det er der altså ikke noget, der hedder. Kunden bliver sur, stamper i gulvet og gentager “Jeg skal have et stykke Altzheimerost – og det skal være nu.”

 

Det kan De ikke få min gode mand, det findes ikke” gentager ostehandleren, hvorefter kunden bliver rigtig vred og råber “Vil De dermed påstå, at jeg lider af Emmentaler?”

 

Den gik ikke rent ind hos min far. Til gengæld forstod jeg, at hans alvorlige trafikforseelse pinte ham i mere end fysisk forstand. Det var hans livs første og sidste lovovertrædelse. Til hans ros skal siges, at han ikke forsøgte at benægte eller flygte fra sit ansvar.

 

 

Bornholmer vender hjem og ny kvartet opstår

 

I 2005 bliver Bornholm beriget med et par musikalske tilflyttere fra Fyn. De hedder Sigurd og Jytte Green. Han har grønne fingre og har drevet et økologisk landbrug på Fyn i henved 25 år. Men oprindelig er Sigurd bornholmer - født, opvokset og uddannet pottemager hos Hjorths Fabrik i Rønne. Desværre eksisterer fabrikken ikke længere, den lukkede i 1995 efter 136 år i keramikkens tjeneste. Til gengæld danner fabrikken rammen om Bornholms Keramikmuseum i dag.

 

Begge er gennemmusikalske; Jytte spiller violin og bratsch, og Sigurd spiller klarinet. De bliver hurtigt et par af spillemændene i “Folk og Fæ”, som vores spillemandsorkester hedder.

 

Udover at spille sammen i “Folk og Fæ” øvede Jytte, Sigurd, Kirsten og jeg flittigt i samspil. Efter nogle år - i 2008 - syntes jeg, at det ville være oplagt, at vi fire dannede en kvartet, som kunne være musikalske onsdagsledsagere til folkedanserne i Østerlars. Hidtil havde de måttet klare sig med cd-musik. Af spillemæssige årsager meldte Kirsten dog fra; hendes torsdage er helliget musikken i Klemensker - og to dage i rap kan tage pusten fra de fleste. Det kan selv Kirstens jævnaldrende Keith Richards fra The Rolling Stones ikke klare, selvom han er mand for at klare meget af hvert. I stedet blev kontrabassisten Henning Rask det fjerde ben i kvartetten, som vi kalder “Rutskerkvartetten”. Fordi Jytte og Sigurd bor i Rutsker.

 

Selvom vi har fem år på bagen som kvartet og ‘danseorkester’, har vi ingen planer om at overlade scenen til andre. Det er nemlig en sand fornøjelse at spille for folkedanserne i Østerlars.

 

 

Kirstens Korshær

 

Alting går sin gang i 2006. Jeg er fortsat beskæftiget i specialbørnehavens atelier. Men de årlige hamonikatræf er gået i blodet på både Kirsten og jeg. Årets første er i Multihuset i Vester Hæsinge på Fyn. Efter aftale med lederen medbragte jeg en række oliebilleder, som skulle udstilles og hænge på væggene under træffet. Multihuset købte et stort “dansebillede”, og jeg solgte nogle stykker mere. Blandt andet til en harmonikasælger, som genkendte modellen (Bent Nielsen) på billedet. Bent var én af sælgerens faste kunder.

 

Vi overnattede i en opklodset bus. På siden af bussen stod der Kirkens Korshær. Den blev hurtigt omdøbt til Kirstens Korshær. Det var ikke noget, jeg fandt på, desværre.

 

Mens vi var der, fik jeg besøg af en tidligere akademikammerat, Ole Lambertsen. Vi havde ikke set hinanden siden 1979. Han boede på Fyn og var kunstformidler på Brandts Klædefabrik i Odense. Det blev en dejligt gensyn. Forøvrigt var det hans kone, der ved en simpel fortalelse, blev ophavskvinde til Kirstens Korshær.

 

I sommerferien tager vi til Värmland i Sverige. Målet er det store harmonikatræf i värmlandske Ransäter. Vi rejste sammen med Ejvind og Åse Marcher – han er en eminent harmonikaspiller, har levet af at spille siden han var 12 år og er professionel til fingerspidserne. Han er født i 1946 og har levet for og af musikken siden 1958.

 

Det svenske træf overstiger alt, hvad vi har oplevet i Danmark. Svenskerne har helt andre spillemandstraditioner, end vi har. Folkemusikken ligger dybt i dem og er en vital del af den svenske kulturarv. Fx er det ikke tilfældigt, at den tidligere ABBA- og Hep Starsmand, Benny Andersson, er vendt tilbage til harmonikaen. Det var det instrument, han startede med, før han kastede sig over orgel, pigtråd og popmusik. I dag er han frontmand i Benny Anderssons Orkester, hvor harmonikaen spiller en meget central rolle.

 

 

En molbo vender tilbage

 

For en kort bemærkning. I efterårets løb begiver Kirsten og jeg os til et  spillemandskursus på Mols, hvor jeg som bekendt har mine rødder og har trådt mine barnesko. Det afholdes på Fuglsøcentret midt i Mols Bjerge. Selve kurset – eller kurserne – var alletiders. Professionelle hele vejen igennem – vi kom, vi så, vi hørte, vi spillede og – bedst af alt – vi lærte.

 

Selvfølgelig benytter vi lejligheden til et gensyn med Ebeltoft, og kigger inden for hos Alice og Børge. Alice er Kirstens klaverspillende moster, og Børge er Alices violin- og savspillende ven. De spillede fint sammen – privat og musikalsk - og havde faste engagementer på plejehjemmet i Ebeltoft. Plus det løse, som man siger. Jeg behøver næppe fortælle, at vi brugte en hel del timer på at spille på husets og vores medbragte instrumenter. Men nu har jeg fortalt det; det var utroligt hyggeligt og sjovt.

 

Hjemme på Bornholm igen fortsætter livet ufortrødent. Udover mit børnehavejob, tegning og maleri spiller og øver jeg flittigt med vores lille orkester, som vi kalder “Folk og Fæ” (det er ikke mig, der er Folk).

 

 

Nordkap

 

Sommeren 2007 byder på en storslået oplevelse. Vi drager til Nordkap i 14 dage – med bus og 29 andre bornholmere. Uden instrumenter, men med masser af eventyrblod i årene. Turen koster 14.000 kr. pr. næse, jeg river mig lidt i tøjret, men når Kirsten har sat sig noget for, er der er ingen vej tilbage. Bagefter må jeg erkende, at turen var ubetalelig.

 

Første stop var Stockholm, hvor vi overnattede, inden vi kørte 600 kilometer videre mod den norsk/finske grænse. Undervejs fortalte vores eminente rejsefører om det anspændte forhold, normænd og finner på disse kanter har til svenskerne. Det udspringer af en række begivenheder under 2. verdenskrig, hvor de neutrale svenskere lod de tyske tropper bruge Sverige som bagvej til Norge.

 

I 1939 havde Sverige tilladt, at 60 jødiske børn fra Østrig kom til landet – uden forældre. Børnene skulle arbejde på bondegårde rundt omkring i Sverige. Men da 2. verdenskrig brød ud, nægtede Sverige at modtage jødiske flygtninge. Det var først i 1943, da krigen begyndte at vende til de allieredes fordel, at svenskerne begyndte at se med lidt mildere øjne på jøderne. I Sverige fandtes en særdeles nazivenlig bevægelse, Nysvenska Rörelsen, som havde stor opbakning. Én af Nysvenska Rörelsens fremmeste medlemmer og varmeste fortalere hed Ingvar Kamprad. Det hedder han for så vidt stadig, selvom han i mange år forsøgte at skjule sin fortid. I 1943 etablerede han firmaet “Ingvard Kamprad Elmtaryd Agunnaryds” – bedre kendt som IKEA. Hvis du vil læse mere om emnet, skal du læse Elisabeth Åsbrinks “Och i Wienerwald står träden kvar” (da: “Og træerne står stadig i Wienerwald”). Det er en fantastisk historie om et mørkt kapitel i Sveriges historie.

 

Tilbage til Lapland som var stoppet før Nordkap. Vores rejsefører kendte området som sin egen bukselomme og førte os ad stier og veje, som kun få har betrådt. Vi besøgte en samefamilie med 92 russiske slædehunde, spiste hos og med familien og nød deres gæstfrihed. Kirsten, der normalt ikke er meget for fisk, selvom hendes afdøde mand var erhvervsfisker, var vild med samernes varmtrøgede laks. Det samme var jeg.

 

Efter vores vellykkede Laplandseventyr vender bussen fronten mod nord igen. Efterhånden er vi temmeligt mættet af skove, søer, birketræer og rener; de går frit omkring og er ikke blege for at blokere for bussens videre færden. Men pludselig skifter landskabet. Bjergene rejser sig, landskabet bliver goldt og okker, blåt og sort er de herskende farver. Da vi passerer polarcirklen, stiger vi alle ud af bussen, får et glas champagne og et diplom. Vi befinder os 66° 34’ nord for ækvator. Fortsætter vi på den anden side af Nordkap, ender vi i Arktis. Igen sender jeg en tanke til Max i Auckland, han bor tæt på den sydlige polarcirkel - 66° 34′ syd for ækvator.

 

Nordkap var virkelig en øjenåbner, bjergtagende ud over alle grænser. Naturen, lyset, stilheden og vidderne. Jeg kan ikke beskrive det med ord, til gengæld tegnede jeg en hel del af det, vi så.

 

På tilbagevejen besøgte vi Alta Museum i Hjemmeluft i Finnmarken; det er med deres egne ord et “Verdensarvcenter for bjergkunst”. Heroppe findes helleristninger med motiver, der minder meget om de, man kan se i Madseløkke ved Allinge. At være i Alta var næsten som at være hjemme.

 

Turen ned gennem Norge var en fryd for øjet. På den led er Norge helt unikt. Men det vidste jeg jo, jeg havde været der flere gange. Men jeg bliver imponeret hver eneste gang.

 

Præcis 14 dage efter vi startede den 7. juni, sneglede bussen sig ind i Rønne. Vi var hjemme, mætte af indtryk og lidt mørbankede i kroppen. Busrejser trækker søm ud og gør noget ved mennesker.

 

 

Nytårskoncert

 

Eftersommeren 2007 verserer der et rygte om, at der skal arrangeres en stor Nytårskoncert med alle de bornholmske og sydsvenske amatørmusikere, der kan spille rimeligt svære stykker, som det forlyder. Rygtet taler sandt, og jeg bliver tilmed kontaktet for at høre, om jeg vil være med. Om jeg vil, selvfølgelig.

 

Nytårskoncerten skal afholdes i det gamle elværk i Rønne. Projektet, der har været et par år undervejs, viser sig at være langt mere omfattende, end rygterne fortalte. For det første skal der spilles fire koncerter, for det andet skal der flere forskellige orkestre, sangere og dansere fra Den Kongelige Ballet på scenen. Blandt andet brillerede Kirsten i et lille harmonikaorkester, som var dannet til lejligheden. Selv spillede jeg mandolin i “Bella Notte”, det er nummeret, som tjeneren spiller for Lady og Vagabonden i tegnefilmen af samme navn. Koncerterne var en kæmpesucces, alle fire var udsolgte til sidste plads.

 

2007 var i sandhed og mildest talt et overvældende år for Kirsten og mig.

 

 

Farvel til far

 

Den 28. juni 2008 døde Knud Gerner Larsen, han blev 92 år. Han døde på et plejehjem Nakskov med min søster Ajja i hånden. Det var uden tvivl den mest fredfyldte måde, han kunne dø på. Ajja og far havde altid været meget tæt knyttet til hinanden, så det gjorde mig faktisk glad, selvom jeg naturligvis var ked af det.

 

Han havde selv indvilget i at komme på plejehjem tidligere på året efter et fald derhjemme. Fra da af går det ned ad bakke for ham. På den anden side er han kvik nok, når plejehjemspersonalet kommer for at soignere ham. Han afviser dem konsekvent. Far var et meget blufærdigt menneske, så personlig hygiejne er ikke noget, man overlader til andre. Basta.

 

Året før havde jeg besøgt ham hjemme i huset i Nakskov. Da jeg havde låst mig ind, gik jeg ind i stuen, hvor jeg fandt ham sovende på sofaen. Jeg prikkede ham på skulderen og sagde “Hej far, det er Basse.” Han vendte sig, kiggede længe på mig og svarede “Nej, det er det ikke, han er ude i det store udland”, hvorefter han lagde sig til at sove igen. Det var sidste gang, jeg så ham i live.

 

Far havde hverken ønsket begravelse eller bisættelse og havde frabedt sig præst. Til gengæld ville han gerne herfra, mens Ajja, Sven Erik og jeg var til stede, ingen andre. Derfor var vi kun os tre, der tog afsked med ham. Han lå i en kiste på plejehjemmet, og da jeg kom, gik jeg ind og bad et Fadervor for ham, hvorefter vi sang “Altid frejdig når du går” (for tre stemmer). Bagefter kørte vi kisten ud til den ventende rustvogn, som vi fulgte med øjnene, indtil den var ude af syne. Det var det. Nu var begge vores forældre væk. Med 42 års mellemrum.

 

Historien slutter som bekendt ikke her. Fars endeligt blev begyndelsen til den historie, du sidder og læser.

 

 

Færdig med børnehaven

 

Der er ævl og kævl i specialbørnehaven. Ikke blandt børnene, men blandt de voksne. Det er virkelig en børnehave, hvor nogle går bag om ryggen på andre osv. De nedlægger tilmed mit atelier; det rækker min tålmodighed ikke til. Jeg slutter og begynder som ledig den 1. november.

 

Nu er lediggang ikke nødvendigvis kilden til en masse ondt. I løbet af november  bliver jeg kontaktet af en friskole, de vil høre om jeg er interesseret i et deltidsjob som kunstpædagog? Det er jeg, men jeg betinger mig, at jeg kun vil undervise 20 timer om ugen, da jeg også gerne vil have tid til at male og spille. Jeg begynder på friskolen den 1. december. De får mig med løntilskud.

 

 

Friskolefnidder og fnadder

 

Efter nogle dejlige jule- og nytårsdage begynder jeg på min anden måned på friskolen. Årets første projekt er en kunstuge, og friskolelederen giver os lov til at anskaffe de materialer, vi skal bruge (primært lærreder og farver). Resultatet bliver en farverig og storslået uge, som begejstrer alle.

 

Desværre vender den gode stemning ikke ret lang til efter. Det viser sig nemlig, at der slet ikke har været råd til noget som helst. Lederen bliver bortvist og politianmeldt for bedrageri. Tilbage sidder underviserne med håret i postkassen og en dårlig smag i munden. Det smitter desværre også af på eleverne, de bliver mere urimelige end politiet tillader. Jeg tager konsekvensen og tager afsked med friskolen, da sommerferien starter.

 

Resten af året glider stille og fredeligt afsted. Den ene måned tager den anden, jeg er arbejdsløs, men keder mig ikke. Jeg kan gøre lige, hvad jeg har lyst til, selvfølgelig inden for de rammer, fagforeningen har afstukket.

 

 

Statist

 

Det siges, at man ikke bliver fed af at være arbejdsløs. Men det blev jeg faktisk i 2009. Jeg har altid været stor (der var en årsag til, at mine forældre kaldte mig Basse), men aldrig så stor, som jeg var nu. Ud fra et æstetisk synspunkt generede det mig ikke. Erkendelsen var til gengæld ualmindelig smertefuld. På et tidspunkt var jeg i København for at være statist i et afsnit af DR’s “Borgen”. Jeg ankom dagen før optagelserne og skulle bo hos Steen og Jonna, de bor på Hans Knudsens Plads lige ved Ryparken Station. Da jeg kom til stationen og skulle krydse vejen, kunne jeg dårligt løfte mine fødder og slæbe min kuffert det sidste stykke. Mine fødder og lår smertede helt vanvittigt.

 

Næste morgen var det ikke bedre, og jeg overvejede at melde afbud. “Tag min cykel, der er kun 11 kilometer til TV-Byen, og du har stensikkert godt af hver eneste”, sagde Steen. Det gjorde jeg begge de dage, optagelserne stod på. Sammenlagt tilbagelagde jeg 44 kilometer på Steens gearløse jernhest, og smerterne aftog i takt med at jeg trampede i pedalerne. Da lovede jeg mig selv, at jeg ville melde mig til fitness, når jeg kom tilbage til Bornholm. Jeg har holdt ord og er efterhånden lettere og friskere, end jeg nogensinde husker at have været. Tobakken lagde jeg på hylden for 35 år siden, og øl, vin og spiritus har jeg ikke rørt i årevis. Ikke fordi jeg er hellig og ryger på alt, hvad Sundhedsstyrelsen prædiker, men fordi jeg har godt af det - og rigtigt godt med det. Til gengæld har jeg absolut intet imod, at andre tager for sig af varerne.

 

 

Efterspil

 

Hvis du så første afsnit af tv-serien “Borgen”, bed du sikkert mærke i scenen, hvor en chefredaktør beskylder statsministeren for at have købt tøj for 75.000 kr. og tørret  regningen af på skatteborgerne? Nej, det er ikke Lars Løkke Rasmussen, der er tale om, det er Birgitte Nyborg, som er hovedpersonen. Bag hende (Sidse Babett Knudsen) og chefredaktøren Michael Laugesen (Peter Mygind) sidder én af tilhørerne i studiet. Det er Herluf Skjerning Larsen, der spiller tilhører.

 

Scenen blev forøvrigt taget om flere gange. Ikke på grund af min præstation, men hovedsageligt fordi flere af de professionelle skuespillere glemte deres replikker undervejs. Sådan er det at lave levende billeder - det er en ommer, når bare det mindste kikser eller dynamikken mangler. Derfor sværger jeg til lærreder, hvor jeg selv bestemmer det hele.

 

Efter et par dage med fiktive “Borgen” vendte jeg tilbage til virkelighedens Bornholm. Noget af det første jeg gjorde, var - pligtskyldigt - at oplyse min a-kasse om, at jeg ikke have været til rådighed for arbejdsmarkedet i tidsrummet 7-16 i de to dage, jeg var statist (det var Arbejdsformidlingen, der stod bag tilbuddet om at blive statist). I al min naivitet spurgte jeg a-kassen om mine statisttimer talte med på dagpengekortet? Det gjorde de ikke. Men min sagsbehandler ville gerne vide, hvad jeg havde fået i honorar, så hun kunne modregne beløbet i mine dagpenge. “Fire biografbilletter” svarede jeg i overensstemmelse med sandheden. Det tyggede hun lidt på, før hun sagde, at hun var nødt til at tjekke med højere instanser i a-kassesystemet. Bagefter ville hun ringe til mig.

 

Som sagt, så gjort. Sagsbehandleren meddelte, at a-kassen skulle trække mig 7,25 timer pr. dag - altså 14,5 timer i alt. Og der var ikke noget at rafle om. Ifølge sagsbehandleren havde jeg modtaget en gave - 4 biografbilletter - og havde ingen bilag, der dokumenterede, at jeg rent faktisk havde været statist. Havde jeg haft det, ville det kun have kostet mig 1 time pr. dag - i stedet for de 14,5 timer, jeg måtte bøde.

 

Sandt at sige manglede jeg ord og måtte sluge kamelen. Og først bagefter kom jeg itanke om, at de 4 biografbilletter da var en form for bilag. Dertil kom billetten fra Bornholm til København og tilbage igen, som jeg jo også havde betalt. Rundt regnet betalte jeg 2.000 kr. for at være statist i “Borgen”. Det var dyre lærepenge.

 

 

Statister for Vorherre

 

Jeg stod altså med 4 biografbilletter til en værdi af ca. 2.000 kr. De skulle selvfølgelig bruges, så da filmatiseringen af  Stieg Larssons “Pigen, der legede med ilden” nåede Bornholm, skulle Kirsten og jeg naturligvis i biografen. Ifølge billetteksten skulle jeg bare vise dem i billetlugen og få dem byttet til 2 “rigtige” billetter i stedet. Det gjorde jeg, hvorefter pigen i lugen bad om 30 kr.! Jeg brokkede mig højlydt og fortalte billetpigen, hvad de billetter reelt havde kostet mig. Mens jeg skummede af raseri, forklarede billetpigen - stille og roligt og uden at fortrække en mine -  at der var tale om en helaftensfilm, og derfor skulle jeg betale en ekstra afgift på 15 kr. pr. billet.

 

Det gjorde jeg. Men jeg har hverken før eller siden følt mig så røvrendt. Vi er ikke bare syndere for Vorherre, som det siges. Vi er fandme også statister for Vorherre. Vorherre bevares, siger jeg bare. 

 

 

Mellemårene

 

Som bekendt er fortoner mine musikalske udfoldelser sig primært inden for folke- og spillemandsmusik samt klassisk musik. Men det betyder ikke, at jeg ikke har ører for andre musikformer. Jeg har et nysgerrigt øre og lytter hjertens gerne til det meste, men er ikke udøvende i de mange andre musikgenrer.

 

I 2007 var mine gode, gamle venner Steen og Jonna fra København herovre i sommerens løb. En aften kørte Steen til Allinge for at høre bluesmusik på Cafe Basil. Da han kom tilbage var han meget begejstret over det, han havde hørt.

 

Dagen derpå skulle Steen og jeg til Allinge for at handle. Da vi havde klaret vores indkøb, gik vi ned på havnen for at indsnuse miljøet. Det var der selvfølgelig mange andre, der gjorde. Men pludselig udbryder Steen “Der står ham Nils-Ole Poulin, der spillede så fantastisk i går.” Han udpegede personen, og gik hen og roste ham for hans eminente bluesspil og -sang fra aftenen før. Det glædede Nils-Ole Poulin meget, og vi fik en lang snak om både det ene og det andet, og han fortalte, at han skulle spille igen samme aften. Vi var meget velkomne, hvis vi havde lyst - og så røg det bare ud af mig: “Du har vel ikke brug for en mand med vaskebræt?” “Joh, det ku’ da være meget sjovt. Kom klokken 20, så ser vi, hvad der sker.”

 

Jeg troppede op til aftalt tid med mit veludstyrede vaskebræt, som er bestykket med  koklokker, bækkener og lilletromme. Men jeg var meget usikker på, om det nu også var en god idé, da jeg så hvor mange mennesker, der var kommet for at høre Nils-Ole Poulin. Vi havde jo aldrig spillet sammen, og jeg kendte ikke hans repertoire. Men jeg faldt hurtigt ind i hans spil - uden at ødelægge noget. Målt på publikums reaktioner gik det forrygende. Og bagefter spurgte Nils-Ole mig om vi ikke skulle gentage succesen næste dag, hvor han havde et engagement på nede ved Hasle Røgeri? Det var jeg 100 % med på. Så det gjorde vi. Igen med forrygende succes.

 

Bagefter fik vi en lang snak om, hvad vi egentlig gik og lavede. Nils-Ole levede af og for sin bluesmusik, han spillede fast i juli rundt omkring på Bornholm - det havde han gjort i mange år, først i 10 år sammen med Peter Thorup (1948-2007), som var et ikon på den danske bluesscene. Han døde den 3. august 2007 i Rønne. Senere havde Nils-Ole turneret alene eller sammen med sine sønner og andre musikere, bl.a. Søren Berlev og Wili Jønsson fra hedengangne Gasolin. Gennem årene har Poulin udsendt 6 album. Og før musikken blev hans levevej, var han lærer og skoleinspektør.

 

Som det utroligt sympatiske menneske Nils-Ole er, tilbød jeg ham at låne mit lille Rønnehus, når han var på disse kanter. Så kan han spare hoteludgifter. Det har han nu gjort i seks år, og vi har fået et rigtigt godt venskab. Når han spiller herovre og har Søren Berlev med, låner de gerne mit slagtøj - lilletromme, hi-hat og bækken. Når de kommer i hænderne på Søren Berlev, lyder det hele af langt mere, end det reelt er, hvilket karakteriserer dygtige trommeslagere. De kan tæske rytme ud af alting.

 

 

Det må komme an på en prøve

 

For et par år siden ringede Nils-Ole for at høre, om Kirsten og jeg kunne akkompagnere en visesanger, der skulle optræde i Rønne Musikhus. Han var selv blevet spurgt, men havde takket nej, da visesang ikke lige lå til hans højreben. Til gengæld mente han, at Kirsten og jeg ville være ideelle i den sammenhæng. Det lød jo som sød musik i mine ører, men jeg ville da godt lige høre, hvem visesangeren var, før vi sagde ja. Det er Frode Veddinge, fortalte Nils-Ole. Aha, tænkte jeg. Frode Veddinge...det må komme an på en prøve. Så jeg ringede til hende, der havde kontaktet Nils-Ole. Det var Frode Veddinges ex-kone. Hun gav mig hans telefonnummer og Frode og jeg aftalte, at han skulle komme hjem til Kirsten og mig, når han kom til Bornholm. Det hører med til historien, at Kirsten engang havde akkompagneret ham, men det var mange herrens år siden. 

 

Da Frode meldte sin ankomst, hentede jeg ham nede ved færgelejet i Rønne, og vi gik hjem til huset i Skarpegade, hvor Kirsten og Nils-Ole ventede. Frode skulle spille næste dag, så han, Kirsten og jeg fik travlt med at øve. Efter nogle timer blev vi klar over, at det ville kræve mange flere øvelsestimer, hvis vi skulle akkompagnere Frode på professionel vis, så Kirsten og jeg takkede nej for det smigrende tilbud. Til gengæld tilbød jeg Frode Veddinge, at han kunne optræde med os nogle timer før sin egen koncert. Vi skulle nemlig spille til en fernisering i Nexø, hvor 19 medlemmer af kunstnersammenslutningen Bimaris udstillede i fællesskab, inkl. mig selv. Det var han med på. Først spillede og sang han nogle numre fra sin enorme viseskat, og efterfølgende bakkede han os op på guitar. Det var en sand fornøjelse, det samme var hans koncert i Rønne senere på aftenen.

 

 

Udstilling

 

I 2009 blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Bimaris (Mellem to have), som er navnet på Sammenslutningen af Bornholmske Kunstnere. Medlemmerne er billedkunstnere, fotografer og filmfolk, der alle er bosiddende på Bornholm. For at blive medlem skal man enten have en dokumenteret kunstnerisk uddannelse eller have udstillet påmindst to cencurerede udstillinger. I 2009 fik vi en invitation til en stor udstilling i Kulturspinderiet i Silkeborg i slutningen af november. Jeg skulle både deltage med malerier, spille til ferniseringen og iøvrigt være Praktiske Gris undervejs.

 

Silkeborgudstillingen åbnede den 27. november, og jeg tog til Jylland et par dage før. Jeg havde en aftale med min søster og svoger om, at jeg kan bo hos dem i Risskov både før, under og efter udstillingen. Tak Ajja og Sven Erik. Jeres gæstfrihed kender ingen grænser. Målt i antallet af besøgende, var udstillingen et stor succes. Men målt på salg var det en fiasko. Vi solgte ikke en meter.

 

Det minder mig om, at den legendariske kunsthandler Børge Birch arrangerede en Cobra-udstilling i et stort telt i Dyrehaven nord for København i begyndelsen af 1950’erne. Han havde hele Cobra-banden i sin stald – Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen, Richard Mortensen, Ejler Bille, Egill Jacobsen, Pierre Alechinsky, Karel Appel, Christian Dotremont, Constant og Corneille. Plus en række andre kunstnere, som på én eller anden måde havde tilknytning til Cobra, fx Henry Heerup og Erik Thommesen. Det lykkedes ikke Børge Birch at afsætte ét eneste billede eller én eneste skulptur. Publikum rynkede på næsen og ville ikke betale et par hundrede kroner for et oliebillede af Asger Jorn & Co. Det fortrød de mange gange siden. Ifølge Børge Birch kom mange af dem senere i hans galleri, købte Cobra i dyre domme og græd snot over deres manglende fornemmelse for god kunst, før det blev dyr kunst.

 

Selvfølgelig blev der også tid til spilleriet. Alene eller sammen med andre. I begyndelsen af december optrådte jeg sammen med “Ørehængerne”, en ny trio, der spiller jazz og evergreens. Vi spillede bl.a. til min udstilling på oplevelsescentret NaturBonholm i Aakirkeby, hvor jeg udstillede oliemalerier og tegninger inspireret af  turen til Nordkap i 2007. Min tidligere chef på Den Kongelige Porcelænsfabrik, Freddy Jensen, dukkede op til ferniseringen. Det var en dejlig overraskelse. Freddy bor forøvrigt i Svaneke.

 

Ørehængerne” gav desuden en koncert i Hasle Kirke, hvor man hvert år - den 8. december - markerer Bornholms befrielse fra svenskerne i 1658. Senere i december spillede jeg med “De taktløse” på plejehjemmet Sønderbro samt til folkedansernes juleafslutning. Julemåneden er i sandhed en travl tid.

 

 

2009‘s bedste begivenhed

 

Kirstens og mit højdepunkt i nullernes årti indtraf den 20. november 2009. Vi sagde ja til hinanden og blev gift. Ikke i kirken eller på rådhuset, men hjemme i vores egen stue. Eneste indviede og inviterede var min mangeårige veninde Ane og hendes kæreste Gert; de skulle være vidner. Men knap var vielsen overstået, før det ringede på døren. Udenfor stod hele folkedanserholdet fra Klemensker, de sang og spillede for os, og vi måtte ud og danse brudevalsen midt på gaden. Senere kom holdet indenfor, og vi fik en dag, der aldrig går i glemmebogen.

 

 

Intet bryllup uden fest

 

Da nyheden således var sluppet ud (tilsyneladende kan ingen holde på enhemmelighed nu om dage) besluttede vi os for holde en ‘rigtig’ bryllupsfest den 29. maj 2010. Det krævede selvfølgelig en vis form for planlægning af både mand og kone. Først lejede vi det gamle teaterhus Olsker City, dernæst inviterede vi 101 gæster (der kom ikke ét eneste afbud) og til sidst lagde vi en plan for selve festen, hvori menuen selvfølgelig spillede en stor rolle. Den tilberedte ejeren af Olsker City. Han hedder Lennart og er udlært kok. Han og jeg kendte hinanden fra forskellige arrangementer i teaterhuset; jeg havde aldrig spillet dér, men gennem årene havde jeg malet forskellige baggrundskulisser for de mange kunstnere, der havde stået på teaterhusets scene. Fx Tommy Kentner, Monrad & Rislund, brødrene Peter og Thorkild Vest og mange, mange andre. Kirsten engagerede desuden pianisten Carsten Lund til at spille de fire timer, bryllupsmiddagen forventedes at vare (ikke fordi vi spiser langsomt på Bornholm, men fordi vi spiser længe). Da det kom mig for øre, tog jeg fat i Carsten Lund og gjorde ham klart, at han nok skulle få betaling for fire timer, til gengæld skulle han nok ikke regne med at spille mere end et par stykker, da mange af gæsterne helt sikkert havde instrumenter med og ville være vilde i varmen for at give et nummer. “Ja, ja, Luffe, vi får se”, sagde Carsten Lund. Han var meget skeptisk.

 

 

Vejrguderne var feststemte

 

Ifølge meteorologerne kan vejret være hvad som helst den 29. maj. Men i 2010 viste vejrguderne sig fra deres mest smilende side på vores solskinsø. Solen strålede omkap med gæsterne, der ankom kl. 13 og blev mødt af “Folk og Fæ”, som spillede uden for teaterhuset. Da alle gæsterne var kommet inden for, spillede vi op til nogle folkedanse, så alle fik rørt sig og kom i kontakt med hinanden før middagen, der normalt er en stillesiddende affære.

 

Det blev den ikke her. Ind imellem retterne stod gæsterne bogstaveligt talt i kø for at komme op på scenen for at sige nogle ord til brudeparret og give et nummer eller flere. Kirsten og jeg måtte også selv derop flere gange for at spille med.

 

Selvom jeg synes at fantastisk er et fortærsket ord, må jeg sige, at det var en fantastisk fest i ordets bedste betydning. Tak til alle 101 gæster og de øvrige medvirkende. Inkl. pianisten Carsten Lund, der var hyret til fire timer, men ikke engang nåede at spille to.  Til mig sagde han: “Det må jeg nok sige Luffe, denne gang fik du squ mere end ret.”

 

 

Efterspil

 

Olsker City er en saga blot. Teaterhuset har været lukket siden juni 2011. Ikke som følge af vores bryllupsfest, men på grund af tidernes ugunst. Det er jo ikke hver uge, der dukker et brudepar og 101 gæster op og trykker den af på alle tangenter.

 

Heldigvis lukkede Olsker City med manér. Op til lukningen engagerede Lennart forskellige musikere, som tog musikalsk afsked med teaterhuset. Vores guitarist og bassist i “Ørehængerne” plus Kirsten og jeg spillede to aftener. Det var vemodigt, selvom vi alle véd, at intet varer evigt.

 

 

Efterløn og mange kilo lettere

 

Midtvejs i januar 2011 runder jeg en milepæl, som desværre ikke er alle forundt. Jeg fylder 60 år, badevægten siger 115 kg. og går på efterløn. Men selvom jeg nu er en velvoksen mand, har jeg fortsat barnesindet og min homo ludens-tilgang til tilværelsen i behold. For mig er maleriet og musikken en skøn legeplads, og efterlønnen åbner mulighed for at spille på alle tangenter. Dog er det en betingelse, at jeg holder det inden døre og ikke udstiller i de år, jeg er på efterløn. Frivilligt arbejde må jeg gerne udføre, hvis det sker i organisationers eller foreningers regi. Da jeg som bekendt er født og opdraget med loven i ryggen, holder jeg mig på dydens smalle sti, selvom A-kassen svingede pisken på et tidspunkt.

 

Nu er efterløn selvfølgelig ikke noget, man bliver fed af, selvom jeg synes, det er fedt.  Jeg fandt tilmed tungtvejende argumenter for at gå i fitnesscenter sammen med Kirsten. Selvom forfængelighed ikke er min styrke, var alle de overflødige kilo blevet lidt for synlige og - ikke mindst - ret besværlige at slæbe rundt på. Men de var nu ikke så lette at komme af med, selvom jeg smed jeg 17 kg. i løbet af de første 6 måneder. Derefter stod nålen og dirrede konstant på 98 kg. i en længere periode, lige indtil en diætist lavede en kostplan for mig. Så skete der noget, og da 2011 var omme, havde jeg smidt 32 kg. i alt - svarende til 128 pakker lurmærket dansk smør à 250 gram.

 

 

Kaptajn Vom-syndromet

 

Enhver, der har pløjet sig gennem tegneserien “Knold og Tot”, véd, at deres stedfar, Kaptajn Vom, led af podagra. Samme diagnose fik jeg stillet først på året i 2011 og kort efter, at jeg havde deltaget i et spillemandskursus i Jylland. Derovre var vi et par spillemænd, som havde siddet og drukket os en masse visdom til. Da vi skulle spille dagen derpå, havde jeg allerhulens ondt i min fod - det føltes som en forstuvning, men jeg havde hverken vredet om på foden eller var faldet natten før, selvom jeg var godt fuld da jeg faldt omkuld på min seng. Smerterne tog jeg med hjem til Bornholm efter endt kursus. Men det blev gradvist værre og værre, nogle dage senere kunne jeg hverken gå eller stå og var nødt til at ligge på langs på sofaen i stuen. Døgnet rundt. Mens jeg lå og kiggede op i loftet, spolede jeg tiden tilbage og kunne huske, at jeg havde haft noget lignende et par gange før - dog ikke i samme omfang. Ved de lejligheder var smerterne forsvundet af sig selv efter nogle dage. Jeg gik derfor på nettet og googlede mine symptomer og smerter. Det gav pote - alle pile pegede på podagra. Jeg anede intet om sygdommen, kendte kun podagra fra Kaptajn Vom og hans sensible storetå. Men på nettet blev jeg en hel del klogere, blandt andet læste jeg,    at podagra er en gigtsygdom, der som regel angriber et enkelt led ad gangen (anklen for min del). Sygdommen skyldes aflejring af urinsyrekrystaller i leddene. Har man anlæg til podagra, ophobes urinsyren i blodet. Hvis urinsyrekoncentrationen i blodet er ualmindelig høj, “løber urinsyren over” og aflejres i led, eventuelt også i huden. Podagra forårsages ofte af høj alkoholindtagelse, for stort kalorieindtag og overvægt.

 

Beskrivelserne passede som fod i hose på min nuværende tilstand og hang til for meget af alt det gode, der smager af mere og gør livet lidt sjovere.

 

Nu var der kun én vej, det var til lægen i en fart. Ved hjælp af en stok og min kones støtte, lykkedes det at komme ud til bilen. Da lægen så mig, udbrød han: “Det sersølle ud, Luffe”, hvorefter han gik i gang med at udspørge og undersøge mig metodisk fra top til tå, tog en række blodprøver og gjorde mig klart, at hvis mit urinsyretal var over det tilladelige, måtte jeg belave mig på at lægge min livsstil om - spise fedtfattigt, dyrke masser af motion og droppe alkohol. Basta.

 

Efter lægens råd droppede jeg mine fede vaner med det samme. Blodprøverne viste, at mit urinsyretal lå himmelhøjt over, hvad der er forsvarligt. Så jeg er blevet 100 % afholdsmand, og har ikke rørt en dråbe spiritus siden spillemandskurset i Jylland. Det er uden tvivl det sundeste, jeg nogensinde har gjort. Men jeg er ikke spor hellig, andre må nyde alt, hvad de vil. Jeg har ingen moralske anfægtelser. Til gengæld har jeg det bedre end nogensinde, mit helbred er så godt som i balance, vægten ligger på 85-86 kg., og lægen tjekker mig hver fjerde måned. Han fandt også ud af, at jeg har levet med for højt stofskifte de seneste 11 år, så jeg er på en livslang medicinkur.

 

 

Mens jeg husker det

 

Som en krølle på min livslange historie bør nævnes, at jeg er blevet medlem af Erindringscenter Bornholm i Rønne. Ikke fordi jeg er blevet dement eller som følge af min fars superhukommelse, der pludselig blev hullet som en emmentaler. Men ganske enkelt fordi jeg for alt i verden gerne vil bidrage til det arbejde, centerets grundlægger Jens Rehfeld ligger for dagen. Han har skabt et sted for demente på Bornholm, hvor de kan komme og ‘få genopfrisket deres livs historie’, fx gennem musik og sang, dufte og genstande fra meget af det, der var engang. Blandt andet Richspakker og skilte med det huskværdige slogan “Det er Richs, der driks”, tøj, legetøj (men ikke syltetøj), ugeblade og meget, meget andet, som har vist sig at være fantastiske midler til at skabe erindringsbilleder hos demente. Alle erfaringer viser, at i det øjeblik demente genkender dagligdags ting fra deres tidligere hverdag, får de lys i øjnene, bliver glade og kommer i dialog med hinanden, mens de er på centret. Bagefter er alting glemt igen, men næste gang bliver de genopfrisket på ny.

 

Den 15. maj 2014 har erindringscenteret eksisteret i 13 år. Dét projekt fortjener al den støtte, det kan få.

 

Som et kuriosum bør tilføjes, at Jens Rehfeld er udlært bagersvend og senere skolelærer. Han er født på Bornholm, hvor hans far var maler og kendes under signaturen Rehfeld.

 

Til allersidst og mens jeg stadig har hukommelsen i behold: Enorm tak til både min mor og min far for at sætte mig i verden. Jeg håber, at I nød det og aldrig fortrød, at der var mere end almindeligt liv i ham. Også tak til Ole Fredsgaarde, der har hjulpet med at få skriftlig skik på mit livs mange forskellige kapitler, erkendelser og bekendelser. Du spandt den røde tråd og knyttede det hele sammen til et glædestrålende tæppe. Stor tak for det, Ole.

 

 

Herluf Skjerning Larsen

31. december 2013

 

 

Ét eller andet sted, måske:

 

Resten af mit liv er bare bonus.”

 

  • Benny Andersen, Svantes 84-årige far

  i Berlingske Tidende 20. november 2013

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Søren | Svar 05.03.2016 15.57

Med min koncentration i "top"- og med stor glæde- har jeg nydt dine beskrivelser! Tak for inspirerende- positiv- og tankevækkende læsning. Pøj-Pøj-"Luffe"

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.04 | 17:10

Hej Mulle.
Jeg kan godt huske dig, dejligt at høre fra dig.
Jeg kan også huske, at jeg købte en Guitar af dig.
God påske.
Kh. Herluf

...
12.04 | 11:01

Hej Herluf! Har hørt din stemme flere gange iradioen
Det var morsomt Vi har gået på Kunsrakadmiet samtidigDu
købte en guitar af mig Kom ind i1973 Vh Mulle

...
10.03 | 12:04

Hørte dig på 24/7 tidligt i morges. Spændende fortælling fra den KGL. til violi- spil og galleri på Bornholm. Lød interessant med musikbilleder!

...
21.02 | 10:22

Hej Lone.
går du ind til venstre på min hjemmeside
og finder" personlige data"
så finder du mine erindringer.
Der beskriver jeg min læretid på fabrikken.
Vh.H

...
Du kan lide denne side